Den første måned med fuldtidspraktik, deltidsstudie og deltidsblog er gået, og jeg synes jeg skylder en status på hvordan det så er gået.
Jobbet hos Help er sindsygt spændende og lærerigt, og de første 4 uger her er seriøst fløjet afsted. Jeg er glad for bloggen hvor den er lige nu, jeg har masser på hjerte og et utal af ideer til indlæg til jer, som bare venter på at blive skrevet. Og så studiet. Det ene fag er lige mig, mens det andet, som nok mest blev valgt fordi det var et online kursus med det rigtige antal ects, har desværre ikke vist sig, at have fanget min interesse.
Jeg har, som forventet, løbet stærkt den sidste måned – det er jeg vant til, og har det egentlig også bedst med et vist tidspres over hovedet. MEN jeg har også tiltagende haft ondt i maven og hjertebanken over de ting jeg ikke fik nået eller gjort godt nok; de mails der ikke blev besvaret, min kæreste som ikke fik den opmærksomhed han fortjener, en blog der kørte på autopilot, læsning til studiet som blev udskudt og følelsen af generelt ikke at være tilstede.
Det hele kulminerede da jeg sidste fredag, en time inden mine fødselsdagsgæster skulle komme, blev svimmel, fik prikker for øjnene og pludselig ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv. Min kæreste, som er fantastisk god til at få mig til at falde ned, når jeg stresser unødigt, trådte til, og fik mig overbevist om, at alting ikke behøver være perfekt altid. Det er der ingen der kan leve op til – heller ikke mig, hvor end jeg gerne stræber efter det!
Som bekendt endte aftenen med at blive lige, som jeg havde håbet på; jeg slappede af, havde det sjovt med de bedste mennesker, jeg kender, og der var ingen der lod til at interessere sig for, at punchen blev serveret i en gryde eller at frostingen på mine cupcakes havde set pænere dage. Perfekt er jo i sidste ende kun en illusion, og i virkeligheden kan de fleste også meget bedre lide ting, der gerne må have lidt skår i kanten. Vi føler os ikke tilpas i et glansbillede, hvor barren er sat så højt, at der ikke er luft til at være tilstede.
Dagen efter tog jeg konsekvensen af de sidste ugers ondt i maven og hjertebanken. Jeg har nemlig besluttet mig for at vælge det ene af de fag jeg tager fra. Ja, det betyder at jeg måske bliver en måned eller to senere færdig med mit speciale, og hvad så egentlig?! I sidste ende gør det nok ingen forskel, med udsigt til mere end 40 år på arbejdsmarkedet efterfølgende. Derudover har jeg meldt mig ud af det bestyrelsesarbejde, jeg har været involveret i de sidste 3 år, og som på grund af store projekter, har taget rigtig meget tid det sidste halve år.
Det er en kæmpe udfordring for mig at være nødt til at indse, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil. Fravalg er så meget sværere end tilvalg, men når man næsten fysisk kan mærke, at ens vejrtrækning bliver lettere i det sekund, man siger fra, så er et fravalg det rigtige. Jeg vil kunne være helt og ikke halvt tilstede i det jeg gør, og som virkelig betyder noget i mit liv; mit arbejde, bloggen, at få en god uddannelse, min kæreste, mine veninder og min familie. Og at kunne være det, kræver, at man ikke vil alt det andet også.
Nåh, det blev en længere beretning. Sejt hvis I er nået igennem, men jeg havde også bare behov for at vise jer den anden side af glansbilledet.
Hav en fantastisk lørdag søde I.
6 Comments
Simone Klinke Christensen
27. september 2014 at 8:51Dejligt at høre, at du har indset, at man ikke kan det hele. Og dejligt at du kan mærke, at det er det rigtige, du har gjort! <3 (og dine cupcakes smagte fantastisk!!)
Anonym
27. september 2014 at 8:51Jeg kender det alt for godt. Hvor er det godt, du mærker efter og stopper, mens legen stadig kan blive god igen; altså at du lyttede til dig selv, din krop og dens signaler i forbindelse med din fødselsdag.Og sikke en fin idé, at lave et blogindslag om det, der er sikkert rigtig mange som dig derude, der vil det hele til UG.
Ida
27. september 2014 at 8:57Line.. Kender så godt følelsen og situationen som kan medføre. Jeg havde samme poppede skema for nogle år tilbage og dette endnu med at jeg gik ned med stress og sygemeldt fra jobbet i 3-4 måneder, hvilket blandt andet har lært mig at jeg skal lytte til min krop og at jeg selv er den vigtigste i mit eget liv (selvom det ikke altid er sådan det ender, og det er svært). Og som du selv skriver så vil vi alle gerne levere det perfekte resultat, men det er nok mest kun os selv, som ligger mærke til de skrå hjørner. Jeg synes at det er super sejt og fornuftigt at du har meldt et fag fra og meldt dig ud af bestyrelsen. Selvfølgelig vil man gerne hjælpe og være tilsteder, men husk at du er vigtigst <3
Johanne
27. september 2014 at 8:58Som det allerede er skrevet tror jeg det er en følelse mange kender. Personligt har jeg også for nyligt sagt nej til noget, som allerede da tanken var tænkt til ende og mailen om afslag var sendt gav lettere vejr trækning. Så må det jo sejle det som der sejler, og man må passe på sig selv. Håber det kan blive lettere i fremtiden.
Anonym
27. september 2014 at 10:40Når det er interessant læsning, så er det altså ikke den store bedrift at nå igennem en teksttungt indlæg søde Line 🙂 Hvad der til gengæld er sejt, det er at du har indset, at du i en given tidsperiode har presset dig selv for hårdt og har taget konsekvensen. Det kræver nemlig super meget, dels at indse det, og dels at tage konsekvensen! Jeg har det selv ligesom dig; Jeg trives med mange bolde i luften og fungerer også godt med et (lille) pres over hovedet. Men det har kostet – I foråret måtte jeg eksempelvis indse, at jeg ikke kunne nå både 35 ECTS point, et studiejob, en blog, en næstformandspost og en bestyrelsespost og samtidig give min kæreste den opmærksom som han fortjener. Det blev bloggen der røg. Og selvom jeg ind i mellem savner den og ikke mindst savner jer læsere, så har jeg virkelig nydt at være den kæreste jeg helst vil være, at få læst til min undervisning og at se mine veninder. Men nu er jeg i en ny situation: Jeg følger 30 ECTS på uni, er stadig næstoformand, bestyrelsesmedlem og kæreste. Om nogle få måneder skulle jeg meget gerne kunne udskifte posten som næstformand med en formandspost. Derfor har jeg virkelig også nydt ikke at have et job – Og jeg havde da også besluttet mig for at klare mig uden dette semester. Lige indtil jeg for et par dage siden blev tilbudt en jobsamtale. Jeg var virkelig i tvivl om, hvor vidt jeg kan finde tiden til det, men omvendt så er det dumt at spilde chancen? Jeg giver det i hvert fald en chance og tager til samtale. Og så håber jeg, at jeg har lært af tidligere erfaringer, og siger stop, hvis jeg en dag får nok :)Men det hjælper lidt at vide, at andre står i samme situation – Så tusind tak fordi du delte din historie Line 🙂 De bedste hilsner fra Ida (som har læst både HA, Erhvervsøkonomi med tilvalg OG Økonomi – Det har kostet mig 1,5 år, så Line, det er helt ligegyldigt at du bliver et par måneder forsinket!!)
Katrine Guldbæk
27. september 2014 at 10:42Kender alt for godt den følelse du sidder med, Line! For 2 år siden havde jeg 2 jobs, et studie, en blog og venner/veninder/familie, der også skulle passes. Der måtte jeg kaste håndklædet i ringen og sige det ene job op selvom det var mega svært.Dejligt, at du har fået indset, at man ikke kan være alle steder, selvom man ikke vil gå glip af nogle ting. Jeg ved med mig selv, at jeg vil alt, men mit hoved og krop kan slet ikke klare det og så ender det med, at jeg ikke kan overskue noget som helst og aflyser det hele. Er heldigvis blevet bedre til at mærke efter og sige nej tak. 🙂