ØNSKEOUTFIT À LA EFTERÅR

II H&M DOBBELTRADET ULDFRAKKE II H&M KASHMIR HUE II H&M ULD HALSTØRKLÆDE II H&M SILKEBLUSE II H&M MOM JEANS II TOPSHOP STØVLER II 

Det tyder på, at vi igen skal til at indstille os på et mere klassisk efterårsvejr med hvad der dertil hører af uld, støvler, hue og halstørklæde. Jeg kunne nu ellers godt lige have snuppet en uge eller to mere med løvfaldssommer, for hold nu op, hvor har det altså været lækkert stadig at kunne lune sig på en sensommersol. Heldigvis er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og jeg benytter derfor efterårets komme til at lade mig friste af en god håndfuld pæne og budgetvenlige efterårssager. Ovenstående outfit kunne nemlig være et overordentligt godt bud på et perfekt efterårslook i gode og lune materialer så som uld, silke og kashmir.

Jeg har stadig en silkebluse stående på min efterårsshoppeliste, og denne fra H&M med bindebånd i halsen er et ret fint bud. Den ville være perfekt til både jeans eller til en nederdel i læder eller denim. Jeg kunne også godt tænke mig en opgradering på støvlefronten, eftersom forrige års støvlekøb er ved at være lidt trætte. Slangeskindsstøvlerne fra Topshop har jeg luret på noget tid,  og de bliver altså ved med at spøge lidt i baghovedet.

FREDAGSPOST

Fredags med løvfaldssommer,  det kan da noget, hva’? Jeg er helt høj på oktobervejret indtil videre, og jeg har svært ved at forestille mig, at man kan være andet end forelsket i efteråret. Det er det perfekte barselsvejr, og jeg nyder så meget mine daglige ture rundt i byen, hvor jeg suger alle de gyldne farver og de lune temperaturer til mig. Det er med at fylde godt op på kontoen eftersom vejret sikkert slår om, før vi ser os om, og det grå og kolde efterårsvejr tager over. Men for nu, der er det bare med at nyde det, komme ud så meget som muligt, og udnytte at sæsonen for overgangsfrakker tyder på at blive god og lang. Sidstnævnte blev den endelige argumentation for, at jeg netop har klikket denne budgetvenlige uldfrakke hjem. 

Vi går en dejlig weekend i møde, og det rare program starter allerede i eftermiddag hvor jeg for første gang skal møde min bedste venindes lille nyfødte søn, som kom til verden i sidste uge. Det er så kæmpestort, når ens veninder bliver mødre, og jeg kan slet ikke vente med at møde ham og kramme på hans mor. I morgen står den på fødselsdag hos svigerfar, inden vi om aftenen sætter kurs mod mine forældre på Sydsjælland, hvor jeg på søndag holder fødselsdagsfrokost for hele familien. Skidt pyt med at det i dag er præcis en måned siden, jeg fyldte rundt. Der er ingen grund til at have travlt med at få overstået fejringen. Ind imellem babynus og fødselsdagsfejringer vil jeg finde tid til en tur i skoven, garderobeoprydning for gud-ved-hvilken-gang (den Marni taske finansierer jo ikke sig selv), og – hvis baby tillader det – afslapning med en god bog. Jeg har nemlig stadig ikke taget hul på denne bog, som jeg fik i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig sådan til at finde tid til hyggelæsning. 

Som altid har jeg denne fredag også samlet en god håndfuld gode ideer til dit weekendprogram:

  • Indvie sæsonen for varm kakao toppet med rigeligt flødeskum. Jeg var forleden forbi Frederiksberg Chokolade for at prøve deres af slagsen, og den var altså et kæmpe hit. Lavet på smeltede chokoladeknapper var det i hvert fald svært ikke at være overordentligt tilfreds med beslutningen om at gå med den store kop frem for den lille.
  • Skyde weekenden igang med en tur ud i Københavs kulturnat. AOK har lavet en guide til 10 ting du kan lave til kulturnatten
  • Stryge forbi din nærmeste boghandler og købe Hella Joofs seneste bog Dage med mildhed, modgang og mirakler til din weekendlæsning. Jeg er vild med alt, der kommer fra hendes hånd, og jeg tænker at bogen her ikke er nogen undtagelse, og jeg skal derfor have føjet den til bogreolen hurtigst muligt. 
  • Sætte dig til rette foran skærmen og find DR’s virkelig interessante programserie Mød dit urmenneske frem. Vi så afsnittet om forældre og børn den anden dag og blev helt opslugt af det og videnskaben bag. Klart en anbefaling værdig. 
  • Tage til halloween i Tivoli som slår dørene op i dag og frem til 4. november. 
  • Lade det nyåbnede pizzeria Frankies på Østerbro stå for den syndige weekendmenu. Jeg har fulgt med i deres forberedelser til sidste uges åbning (længe leve instagram) og deres pizzaer ser altså vanvittigt gode ud. Inden længe åbner også en på Vesterbrogade, og det bliver altså et farligt nyt bekendtskab at have i nabolaget. 

DRØMMEOUTFIT TIL EN DAG I BARSELSLAND

II H&M ULDFRAKKE II H&M KASHMIR STRIK II MARNI TRUNK TASKE II H&M MOM JEANS II HI-TEC HTS74 SNEAKERS II

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er bidt af en gal frakke-dame. Men når man bor i et land som Danmark, hvor dagene der kræver overtøj, trods alt er flest, ja synes jeg altså at det er rart at have lidt forskelligt at vælge imellem. Det bliver nemlig så kedeligt at have den samme frakke på efterår og vinter igennem. 

Således har jeg igen ladet mig begejstre af en frakke. Nærmere betegnet denne vældig pæne uldfrakke fra H&M. Til bare 799kr er det ikke det værste bud at lade sig friste af, og jeg har umanerligt meget lyst til at klikke den hjem. Og parre den med klassiske mom jeans, en blød kashmirstrik, sneakers og pæn dametaske til en dag i barselsland. 

Dagen i dag byder på et smut ind til byen, hvor vi skal til fysioterapeut med Nola for at se på, hvordan det går med at få afhjulpet hendes tendens til altid at ligge til samme side med hovedet. Derefter tror jeg, at jeg vil strolle lidt rundt inde i byen, inden vi i eftermiddag skal hen og kigge på et festlokale i Kødbyen, som vi overvejer at holde Nolas dåb i. Overvej lige hvor perfekt det her outfit ville være til sådan en dag … kan I mærke hvordan jeg allerede er godt igang med at bygge et forsvar op i forbindelse med købet?

Marni Trunk tasken har efterhånden sneget sig med i et par drømmeoutfit herinde, men den er også genstand for en del begejstring. Så meget at jeg nu har oprettet en opsparing til tasken. Det er længe siden, jeg sidst har haft lyst til at spare op til en større garderobeinvestering, men Marni tasken kan jeg simpelthen ikke få ud af hovedet, så nu skal det være. Altså når der står 12.000kr på opsparingen, ahem. 

DU GØR DET GODT NOK-KRUKKEN

Jeg har snakket om det før; det der med at banke sig selv i hovedet med alle de ting, man ikke får gjort. Jeg er verdensmester i det. Verdensmester i altid at slå ned på de ting, hvor jeg føler mig utilstrækkelig istedet for at glæde mig over de ting, hvor jeg ikke er det. Ærgrer mig over, at sidste uges tur i fitness blev en påmindelse om, at der er lang vej igen til at komme tilbage i god form, hvor jeg istedet burde have klappet mig selv på skulderen over, at jeg rent faktisk har været afsted at træne under tre måneder efter, at min krop har sat et lille bitte menneske i verden. Irriterer mig over alle de blogindlæg, jeg ikke har tid at få skrevet fremfor at glæde mig over dem, jeg får sendt afsted. Det er sådan en dum vane, og noget siger mig, at jeg ikke er ene om at have den?

Især her i barslen, hvor min tid i endnu mindre grad forslår til alt det, jeg gerne vil, er jeg blevet meget værre til at fokusere på alt det, jeg ikke kan og ikke får gjort. Og helt ærligt ikke? Så bliver man i skide dårligt humør af det, og det gider jeg altså ikke gå rundt og være. Slet ikke over ting, som jeg er den absolut eneste, som lader mig irritere over. Derfor har jeg introduceret en ‘DU GØR DET GODT-KRUKKE’ herhjemme. En aktiv lille indsats for at minde mig selv om, at jeg faktisk gør en hel masse ting rigtig godt. En anledning til at tvinge mig selv til at fejre de gode ting istedet for at fremhæve de dårlige. 

‘DU GØR DET GODT-KRUKKEN’ skal hver dag beriges med en lille note eller to om en ting, jeg har gjort godt i dag. Som fx at få ordnet mega-beskidt badeværelse mens Nola sover middagslur, at lykkes med at få gået 10.000 skridt, at køre et 7-minutters træningsprogram på Seven-appen, osv. Det er små ting, men ikke desto mindre er det ting, som det stadig har krævet en indsats at få klaret i en hverdag, hvor tiden for det meste ikke forslår. Og det vil jeg gerne hylde dem for. Det fortjener de. Og det fortjener jeg. For jeg gør det godt nok. Ligesom du også gør det. Husk at minde dig selv om det!

ALL EYES ON CHECKS

II ZARA SKJORTEKJOLE II GANNI KJOLE II ONLY KJOLE II ZARA KJOLE II STELLA NOVA KJOLE II H&M KJOLE II 

Tern er en af efterårets helt store tendenser, og mens jeg allerede har føjet to ternede kjoler til garderoben, og således har svært ved at forsvare købet af flere, så kan man jo altid drømme lidt. Eller om ikke andet inspirere de af jer, som endnu ikke er hoppet med på den ternede trend. Således har jeg brugt lidt tid på at støvsuge nettet for pæne ternede kjoler – og dem er der mange af. Se bare de seks bud her, som jeg virkelig synes kan noget på hver deres måde. Den mørkegrønne fra Zara er en af de ternede kjoler, der er flyttet ind herhjemme, men jeg har altså også et særligt godt øje til den fra Stella Nova. Den kunne være oplagt kjole til årets julefester