MIN SOMMER I DANMARK – MED CHRISTINE EGHOLM

Mon I er en flok, der er gået ægte på sommerferie nu? Måske nogle af alle jer med skolebørn? Eller har I stadig nogle uger tilbage på arbejde, inden i kalder den? Vi går fra på fredag, men som jeg også skrev forleden, mærker jeg allerede nu ferieeuforien for fuld lue. Der er virkelig noget helt særligt over tiden netop nu, med de lange lyse aftener, sommervarmen der indluller os, glæden der fylder gader og parker.

Som mange af os har udsigt til en sommer hjemme i Danmark, har jeg haft lyst til at dedikere noget tid her på bloggen til at finde frem til nogle af de mange fine steder, der findes rundt om i landet. Steder der forhåbentlig kan inspirere til udflugter og nye sommerminder fra vores lille land – Danmark har nemlig mangt og meget at byde på, og jeg kan godt lide tanken om, at så mange af os skal genopdage det i år.

Jeg har fået hjælp fra en flok herlige damer, der gerne vil dele ud af deres bedste sommersteder herhjemme, og Christine Egholm, for mange bedre kendt som Acie, er den første til at starte. Christine tipper om ægte sommerhusstemning på Sydsjælland – et sted der også står mit hjerte nær.

God sommerlæsning ♥

 

Hvorfra har du dine bedste sommerminder?

Indtil den sommer jeg fyldte 6 år havde mine forældre sommerhus i Blokhus. Det var det dejligste hus i første række til havet, midt i klitterne i klassisk vesterhavsstil – sort og med græs på taget. Jeg har de bedste minder om friskfangede rødspætter, min solbrune mor med tørklæder om håret, min storebro der legede med myresoldater på kokostæppet, uendelige somre og min far, der altid var igang med at ordne et eller andet.

Hvor skal du bruge din sommer i år?

I år skal vi til Enø – der har mine svigerforældre sommerhus, og jeg ELSKER at være der. Min mand er enebarn, så vi har vores eget værelse i sommerhuset, som jeg har givet en lille makeover i år, og derfor føles det endnu mere som ‘vores’.

Hvad gør netop det sted til noget særligt?

Jeg elsker de lange dovne dage, hvor vi ikke laver andet end at planlægge hvad vi skal spise, gå en tur til fiskemanden, bade i havet, grille, drikke rosé i spandevis og tumle i seng, når myggene kommer efter os.

Dine bedste tips til området (fx bedste is, spisested, lokale butik osv.)

Købt varmrøget laks direkte fra ovnen hos Røgeriet, køb friske grøntsager i gårdbutikken på Karrebækvej (kort efter De Hvide Svaner), løb tur langs klinten og nyd det langsomme ø-tempo.

Hvad glæder du dig mest til ved den danske sommer?

Det hele!! Jeg elsker sommerhusliv og dovne dage. Glæder mig til at bade i havet med mine børn og til at vågne i det blåternede sommerhussengetøj med et barn i hver armhule. Glæder mig til tebirkes til morgenmad (hver dag) og rosé i spandevis. Og til at gå i blomstrede sommerkjoler, broderie anglaise, Birckenstocks og have saltvandshår. Og til at lytte til tusind bøger med ørerne

ÆNDREDE REJSEPLANER + TIP OM SOMMERHUS

Når vi forhåbentlig snart kommer på den anden side af den her coronakrise, er vi helt sikkert mange, der er spændt på at se, hvilken verden vi vender tilbage til – og ikke mindst hvilke vaner. For mange vil tiden her nok føre til en slags soul searching i forhold til, om man lever det liv, man drømmer om, eller om de seneste ugers nulstilling skal være en anledning til at tage ting op til overvejelse. Vil vi arbejde og rejse som vi gjorde før? Med et job i rejsebranchen holder jeg især vejret i forhold til den sidste del. Spørgsmålet om vores rejsevaner. Vil de nogensinde blive som før? Langt hen ad vejen tror jeg det, men samtidig håber jeg også, at dette bliver anledningen til at revurdere vores rejsemønster og især i forhold til mængden af flyrejser. Det er tankevækkende hvor stor en upside luftforureningen lige nu oplever efter bare få måneder med en ændret luftfart og biltrafik. I en størrelsesorden hvor forskere mener, at 50,000 kinesere, der ellers ville have mistet livet på grund af luftforurening over blot et par måneder, slipper. Det håber jeg giver stof til eftertanke, når vi fremover skal planlægge vores rejser. Måske flyrejserne ikke behøver være helt så flittige eller tage os nær så langt væk?

Mange spekulerer også lige nu i, at ferier i hjemlandet kommer til at se et kæmpe løft den kommende tid. Den tanke kan jeg godt lide, for selvom flyrejser er med til at give mig smør på brødet og noget at leve for qua mit arbejde, ville det glæde mig, hvis endnu flere valgte ferier i hjemlandet til. Som barn tilbragte jeg de fleste af mine ferier rundt omkring på landets campingpladser, og sidste år valgte vi også at holde vores sommerferie i Danmark. Ligesom vi gør det i år. I sommerhus. En ferieform der vinder mere og mere ind på os. Som jeg de seneste dage har postet billeder fra det sommerhus, vi befinder os i lige nu, fornemmer jeg også, at mange af jer tænker i sommerhusferie? I er i hvert fald mange, der har skrevet og spurgt til det sommerhus vi er i, hvor vi har fundet det, og om det kan lejes.

Det kan det desværre ikke. Det er mine svigerforældres, vi er heldige at kunne låne. Men til gengæld har jeg tre andre sommerhusperler, der kan lejes, som jeg glædeligt tipper om. Dem finder I længere nede.


Pinseferien sidste år blev brugt i et herligt sommerhus i Dronningmølle, som vi fandt på Airbnb her. Alt hvad hjertet begærer af bekvemmeligheder, og med et kæmpe aktiv af en terrasse.

Sommerferien tilbragte vi i det skønneste sommerhus på Fanø, som jeg skrev om her. Børnevenligt, budgetvenligt og ualmindeligt pænt.

Efterårsferien tilbragte vi i endnu en sommerhusperle. Denne gang i Holløselund, mellem Tisvilde og Vejby. Sådan et hus som mine sommerhusdrømme kredser om.

FANØ-FERIE: EN FERIE DU IKKE VIL HJEM FRA

Indlægget er udgivet i samarbejde med sommerhusportalen Cofman

Jeg savner Fanø. Det simple ferieliv i sommerhuset. Den vilde natur. De sløve dage uden planer. Det hele. Og det har fået mig til at tænke lidt over, hvorfor en sommerhusferie er helt rigtig for os som familie, hvor vi er lige nu i vores liv.

Som vores første ferie med et barn i bagagen, var jeg noget spændt på, hvordan ferien ville løbe af. Ville jeg kunne nyde det og slappe af, eller ville det mest af alt bare føles som en ny baggrundskulisse til samme teaterstykke, som vi kender det fra hverdagen derhjemme? Ville vi overhovedet nå at finde ind i en form for rytme med kun en uge i sommerhus eller ville tilvænningen til nye omgivelser skygge for feriefreden?

Ved I hvad? Alle bekymringerne har været fuldstændig unødvendige, for vi har STORNYDT det. Alle tre. Og allerede et døgn inde i sommerhusidyllen, var jeg med sænkede skuldre og et roligere åndedræt end jeg længe har haft det, klar til at erklære min uforbeholdne kærlighed til ferielivet på Fanø. Og jeg tror forklaringen på det er, at vi har valgt et ferieformat, der er simpelt og overskueligt. Overkommelig rejsetid, ingen tidsforskel at tage højde for, bilen har vi kunne læsse med alt, vi har haft brug for, uden at skulle bekymre os om bagagestørrelse og overvægt. Vejrforhold perfekte til en baby. Omgivelserne har føltes hjemlige og velkendte, hvilket har fået os til at slappe af fra dag 1. Og de afslappede forælde har sikret en afslappet baby. Nola har sovet og spist præcist som hun gør det hjemme, faktisk ovenikøbet lidt bedre. Det har føltes som ægte ferie. Også selvom der stadig var tøjvask og madrester på gulvet, der skulle samles op.

 

Således bliver det absolut ikke sidste gang, at vi forcerer sommerferien i sommerhus. Måske en dag i vores eget, men indtil da gør vi det glædeligt i et af de mange, mange fine sommerhuse, der findes rundt omkring i Danmark. Det vi boede i på Fanø var helt fantastisk. Og ligeså med omgivelserne på Fanø, som vi i den grad tabte vores hjerte til. Ø-livet, de hyggelige små byer hvor der værnes om det nære og lokale. Hvordan en tur i det lokale supermarked føles helt eksotisk bare fordi det ikke er supermarkedet fra derhjemme. At kunne spise morgenmad med udsigt til klitlandskabet. Der er fantastisk på Fanø. Intet mindre. Og hvis nu nogle skulle overveje en ferie på de kanter, har jeg nedenfor samlet vores små tips til øen.

 

NORDBY

Hovedbyen på Fanø er Nordby. Det er her, du kommer i havn med færgen, og her det meste af ø-livet har sit udgangspunkt. Centrum af byen består af en række små hyggelige gader, hvor de stråtækte gamle huse ligger tæt. Det er idyl for alle pengene og byen oser af ro og hygge. Der bor bare 2700 i Nordby, men på grund af det store opland og de mange turister i højsæsonen, har byen alligevel et godt udvalg af indkøbsmuligheder, og en tur ned igennem Hovedgaden byder på mange fine små butikker med et bredt udvalg af fristelser.

Tips til byen

  • Pandekagehuset på Hovedgaden. Fordi … et pandekagehus! Så hyggeligt at sidde i den lille gårdhave med direkte kig ud til hovedgaden og indtage sin sprøde pandekage.
  • Rudbecks Ost & Deli, der udover delikatesseforretningen også har lækre brunch- og frokostretter på menukortet.
  • Slagter Christiansen der ligger lige i starten af Hovedgaden. Deres rullepølse. Og snackpølser. Og grillpølser. Åh men altså!
  • SuperBrugsen for enden af Hovedgaden, skråt over for Rudbecks, der holder dig forsynet med alt hvad du mangler ferien igennem.
  • Kellers Badehotel og Spisehus, hvor du kan spise i de fineste omgivelser, der er et afsnit af Badehotellet værdig.
  • Der ligger også en god håndfuld spisesteder ned igennem hovedgaden, bl.a. Fanø Krogaarden, hvor du spiser godt fra det gamle danske køkken, men vi spiste de fleste aftener hjemme i sommerhuset, da det passede bedre til vores humør.

RINDBY OG RINDBY STRAND

Rindby og Rindby Strand er mest af alt sommerhusbyer med kort afstand til Vadehavet og den kilometerlange og i øvrigt brede, hvide sandstrand der omgiver Fanøs vestkyst. Og tempoet i området er derefter. Dagene føles lange og sløve (på den helt rigtige måde), mens du går ture i det smukke klitlandskab og kigger længselsfuldt efter de mange fine sommerhuse, der er i området.

Tips til byen

  • Når sulten melder sig klarer du dine indkøb i den Let-Køb, der ligger i Rindby Strand.
  • Hos Stoppestedet, byder de både på alt godt fra grillen af den syndige slags og nogle overordentligt store is.
  • Er der større børn med på ferien ligger der både en pirat minigolfbane, en stor legeplads, fodboldgolf og tennisbaner nær ved Rindby.
  • Og så er det oplagt at opleve Fanø på cykel, da øen kun er begrænsede 56 kvadratkilometer og i øvrigt har virkelig fine cykelforhold fra nord til syd. Der ligger en cykeludlejning på Kirkevejen, der er hovedgaden igennem Rindby Strand, der også fører direkte ned til stranden.

SØNDERHO

Øens sydligste by, og om muligt endnu hyggeligere end Nordby. Det føles næsten som om, tiden står stille, når man slentrer rundt i den lille by med de små gamle huse og blandt indbyggere der alle lader til at kende og holde af hinanden.

Tips til byen

  • De Tre Søstre, som er øens mindste cafe. Og uden tvivl også den hyggeligste. Med friskpressede juices, hjemmbagte kager, blød italiensk gelato og et udvalg af sandwiches.
  • Fanø Bolsjehus, der ligger dør om dør med De Tre Søstre.
  • Landmand Steen Glerup der i sommerhalvåret sælger ud af sin køkkenhave til stor glæde for forbipassende. Vi nød godt af hans nyopgravede kartofler, ærter og hvide asparges, som ifølge ham selv var Danmarks bedste. Og ud fra dem vi smagte, har jeg ingen grund til at sige ham imod. Han hører til lige inden man drejer mod venstre til ‘Centrum’, når man kommer til Sønderho fra Nordby.
  • En læser tipper om, at Sønderho Kro også i den grad er et besøg vær. Vil som regel kræve en reservation.

 

 

FERIEHILSEN FRA FANØ OG TIP OM DET FINESTE SOMMERHUS

Indlægget er udgivet i samarbejde med feriehusportalen Cofman

Bare 24 timer er det siden, vi kørte af færgen på Fanø, og allerede nu har feriefreden for alvor indfundet sig. I Aarhus havde vi travlt med at nå omkring så mange anbefalinger som muligt, og vi nåede ligesom aldrig rigtig ned i gear. Men på Fanø skal vi lige nøjagtig ikke nå noget som helst, og den plan plejer at gøre noget godt for fornemmelsen af ro.

Vi er tjekket ind i “Puk”. Det fineste lille blå sommerhus midt i bakkelandskabet, og som jeg skrev på Instagram igår, er det altid med en lille portion nervøsitet, at jeg for første gang låser døren op til et fremmed hjem, der den kommende tid skal agere mit hjem. For hvad nu hvis det ikke lever op til billederne? Hvis kemien slet ikke er der? Det har jeg prøvet et par gange med airbnb’s, og jeg er så tilpas meget et hjemmemenneske til, at hvis jeg ikke føler mig tilpas i et hjem, har jeg virkelig svært ved at slappe af i det.

Heldigvis er det ikke tilfældet med vores blå Fanø sommerhus. Det lever i den grad op til forventningerne og mere til. Og efter jeg lavede en sommerhus house tour på Instagram i morges, er I allerede mange, der har skrevet og spurgt til et link til sommerhuset. Så det kommer her. Sammen med en billedkavalkade fra et sommerhus, vi allerede drømmer om at komme tilbage til igen.

Sommerhuset er booket gennem feriehusportalen Cofman, der er Nordens største sommerhusudlejning, og som jeg har indgået et samarbejde med i forbindelse med vores sommerferie. Efter i vinters at have skrevet dette indlæg og spurgt til anbefalinger til, hvor vi skulle tage hen på sommerferie ved Vesterhavet, henvendte Cofman sig nemlig og tilbød at vi kunne få lov at vælge et sommerhus gennem dem. Og med 95% af alle danske sommerhuse samlet på deres portal, var der nok at vælge imellem. Vi fik snævret feltet af Vesterhavs-områder ind, og begyndte at kigge konkrete sommerhuse. Og da vi faldt over “Puk”, var sagen afgjort. Vi skulle til Fanø!

Og her er vi så. I sommerhuset der kan findes HER. 63 yderst veludnyttede og totalistandsatte kvadratmeter. To soveværelser og det fineste børneværelse. Og en udstyrsliste der bl.a. tæller opvasker, vaskemaskine og tørretumbler, og således alt en (børne)familie kan ønske sig. For fire personer i en uge kan det lejes fra lige over 4000kr. Generelt var både Mads og jeg overraskede over, hvor billige sommerhuse der kan findes hos Cofman. 

HVOR SKAL VI TAGE PÅ SOMMERFERIE VED VESTERHAVET?

Med det ualmindeligt fine forårsvejr vi har haft de seneste dage, da føles sommeren pludselig heller ikke ret langt væk. Planerne for årets sommerferie rykker dermed også tættere på, og Mads og jeg vil gerne snart have lagt fast, hvad sommeren skal bruges på. Jeg skal tilbage efter barsel i slutningen af juli, så jeg har heldigvis det meste af sommeren at tage af. I forhold til Nolas indkørsel i vuggestue vil vi dog gerne holde sommerferie allerede i juni, så ikke vi ender med at køre hende ind for derefter at tage to-tre uger på ferie.

Istedet vil vi i slutningen af maj starte med en forlænget weekend i Berlin, som faktisk var den storby vi første gang besøgte sammen, da vi for 8 år siden blev kærester, og som vi vil glæde os til at genbesøge med Nola. Og så er vi kommet frem til, at vi gerne vil holde et par ugers ferie et sted i Danmark. Af tre simple årsager. Vi kan få brugt vores bil, som alt for sjældent kommer ud på tur. Vi belaster ikke miljøet unødigt ved at flyve på ferie. Og så er nogle af mine bedste barndomsferieminder fra vores sommerferier rundt omkring i Danmark, og det vil vi også gerne give Nola. Oplevelser fra vores hjemland, der byder på så mange fine steder, men som tit drukner lidt i eventyrlyst og behov for fjerne og mere eksotiske destinationer. Men ikke i år. I år skal vi holde ferie herhjemme. Aller helst i et sommerhus et sted ved Vesterhavet, hvor Mads aldrig har været ved. 

Men vi kunne virkelig godt bruge nogle gode ideer til, hvor de bedste og hyggeligste sommerhusområder ved Vesterhavet er. Og her tænker jeg, kære læsere, at I kan hjælpe. Jeg ved, at jeg har en hel masse søde læsere fra det jyske, og I er garanteret mere velbevandrede i gode sommerhusområder ved Vesterhavet end vi er det. Så hvis nu I har et bud på, hvor vi skal finde et sommerhus, så giv endelig lyd i kommentarfeltet!

Det er ikke et must, at det ligger direkte ved vandet, men vi vil rigtig gerne finde et hus i en lille hyggelig by, hvor vi kan handle lokalt, og hvor vandet er i gå- eller kort køreafstand. En hyggelig lille havneby ville heller ikke gøre noget. 

Ih, jeg håber, at I har nogle gode tips ♥