MOR TIL EN 1-ÅRIG: STATUS PÅ SØVN

I min nu 1 år lange historie som mor, er det, I oftest har hørt mig vende tilbage til, søvnen. Så essentiel for vores velbefindende og anledning til så mange frustrationer, hvis søvnen ikke er, som vi ønsker den.
Og det kan man ikke sige, at vores er. Desværre. Jeg har før skrevet indlæg om det her og her. Status er, at vi stadig ikke sover mere end 2-3 timer ad gangen, før Nola igen græder, indtil hun bliver tilbudt brystet. Enkelte nætter kan vi være heldige at få fire timer i streg, og så er der nætter, som den i nat, hvor vi sniger os op på 5 amninger i løbet af den sene aften og nat. Lige for tiden skyldes det de fortænder, Nola er ved at gro sig, og andre gange er det udviklingsspring og store omvæltninger i hendes omverden, som fx vuggestuestart, der nok forårsager natteroderiet. Og så er der perioderne ind imellem, som heller aldrig har været rigtig gode, men som vi ikke har umiddelbare forklaringer på, hvorfor ikke er bedre.
Vores sovesetup lige nu er, at Nola stadig sover inde i soveværelset sammen med os. Vi er begyndt at amme til natten inde i en lænestol på hendes eget værelse, og derefter går vi ind i soveværelset og hun bliver puttet i sin egen seng, der står lige ved siden af vores med den ene side taget af. Putningen kan tage alt mellem 10 minutter og en time, fordi Nola lige nu er i et lunefuldt humør. Hun er altid dødtræt, når hun bliver puttet, og alligevel er det som om, at fanden går i hende, når hun rammer sin seng, og pludselig er alt mere spændende end at sove. Mine øjenvipper. Min navle. Tremmerne på sengen. Alt skal det undersøges og endevendes, før hun til sidst kapitulerer og lægger sig ned og sover. Imens ligger jeg ved siden af og agerer stopklods, det bedste jeg har lært. Når hun er lige ved at overgive sig til søvnen, synger jeg “Jeg ved en lærkerede” helt stille, og Nola har derefter for vane at kravle over til mig i sengen, lægge hovedet i min armhule og falde i søvn der, mens hun bliver nusset. Derefter flytter jeg hende tilbage over i hendes seng, putter dynen om hende, vel vidende at den alligevel vil være sparket af om et øjeblik, og lister ud af soveværelset. Og på de gode dage sover hun uforstyrret indtil ved en 23-24 tiden, afhængig af hvad tid vi er lykkedes med at få hende til at falde i søvn, og andre gange skal vi et par gange op og give sutten eller hjælpe hende tilbage ned at lægge, når hun forvirret sidder eller står op i sengen. Når vi selv går i seng, mellem klokken 22 og 23, er det til gengæld som om, hun sover dybere imellem hendes opvågninger, og hun møffer ikke på samme måde rundt. Derefter går natten med 2-3 timers søvnstræk og amninger derimellem. Ved de fleste amninger har jeg egentlig ikke indtryk af, at hun rigtig spiser, for jeg mærker ikke nedløbet, og det virker nærmere som om, hun bare sutter for trygheden skyld. Hun bliver derfor også tilbudt vand af en sutteflaske, som hun drikker lidt af, inden hun selv skubber sig væk fra brystet og kan blive lagt tilbage over i sing seng, hvor hun for det meste sover videre næsten med det samme. Det er således sovevanen, der kører, indtil Nola står op. Typisk mellem 6:3o og 7. De fleste nætter får vi såmænd nok de timer søvn, vi skal, men de skal bare altid indhentes ad en del omgange, og morgenerne føles derfor altid lidt tømmermændsagtige, fordi vi aldrig er rigtig udhvilede.
Sandheden er, at selvom jeg nok havde forventet, at det ville blive med søvnen som indsats, som vi begav os ud på eventyret som forældre, så havde jeg aldrig forestillet mig, at vi stadig her et år efter skulle sove så afbrudt. Men vi er nok bare med i klubben for de forældre, der er blevet udstyret med et barn, der har et enormt behov for tryghed især om natten. Og lige præcis dét, skal jeg og vi nok blive bedre til at minde os om og acceptere, når vi i nattens mulm og mørke er frustrerede og irriterede over, at ingen af os sover bedre. Jeg har brugt så meget energi – og gør det stadig – på at spørge mig selv, om vi gør det rigtige med vores putte- og soverutiner. Er vi selv skyld i uroen, når jeg om natten tyr til brystet for at få hende til at falde til ro igen? Fylder vores nærhed og tryghed for meget, når hun er vant til at sove ved siden af os? Burde vi tage kampen op og tvinge et ammestop igennem? Udstå nætterne med ulykkelig gråd og få hende på eget værelse? Så mange spørgsnål, og ikke skyggen af rigtige og forkerte svar. Men som jeg stiller dem, kan jeg også godt mærke, at det på mig lyder helt forkert, at skulle kunne give sit barn for meget tryghed. At skulle tvinge nye sovevaner igennem, der tydeligvis ikke falder barnet naturligt. Den mor er jeg ikke, selvom det på nogen områder nok ville have gjort mig godt, hvis jeg ikke var sådan en føle-føle type, der handlede mere efter maven end med hovedet. Tit tager jeg mig i at ønske, at Nola kunne snakke og således selv guide os i retning af, hvad hun har brug for, når hun vågner grædende om natten. Men det kan hun ikke. Således er det min og vores vigtigste opgave at læse hendes signaler og handle derefter. Og for nu er maven og mor- hjertet altså min bedste rettesnor, så sådan må det være. Så håber vi bare, at Nola sover bedre igennem hendes andet år, end hun har gjort i sit første.

TIPS TIL EN GOD VUGGESTUESTART

Ovenpå mit blogskriv om vuggestuestart, lovede jeg at komme tilbage med en håndfuld tips til at få en god start på det, rigtig mange – nok især førstegangsforældre og mig selv inklusiv – har lidt ondt i maven over; institutionslivet. Selvom vi selv er et kommet i mål med en rigtig god vuggestuestart for Nola, er jeg ikke ekspert på området. Det er søde Line, der er kæreste til en af Mads’ gode venner til gengæld, efter mange års erfaring som pædagog i en vuggestue her i Københavns Kommune. Og i øvrigt selv er mor til den sødeste vuggestuepige, og derfor har et blik på institutionslivet fra begge sider. Både som ansat og som forælder. Jeg har derfor spurgt Line, om hun kunne have lyst til at dele hendes bedste råd til, hvordan man får en god vuggestuestart, og det ville hun heldigvis gerne.

Således har vi nedenfor samlet Lines fem bedste råd til en god vuggestuestart og jeg håber, at dette indlæg kan hjælpe og give lidt ro i maven til alle jer, der selv står med et lille menneske, der snart skal starte i institution. Sådan et skriv tror jeg, vi er mange, der kan have glæde af, når vi sender det dyreste vi har, afsted ud på deres første rigtige eventyr uden os til at beskytte dem hele vejen ♥

Udover Lines råd til den gode vuggestuestart vil jeg også nederst i dette indlæg samle en håndfuld praktiske tips, som det er en god ide at have i baghovedet, når tasken til vuggestuen skal pakkes.

1.  God tid til indkøring

Det er meget forskelligt, hvor lang tid forældre har til at køre deres barn ind i vuggestue, og udfra det bliver der som regel lagt en plan for indkørings forløbet. 
For langt de fleste børn, vil to ugers indkøring være fint, men hvis I har mulighed for det, så sæt en måned af til indkøring.
Lad så vidt det er muligt indkøringen ske i barnets tempo, og giv barnet tidlige dage så længe det er muligt.

2. Tryghed med hjemmefra

Det kan være trygt og rart for barnet at have noget med hjemmefra, som fx sutteklud, bamse, dyne og selvfølgelig sut, hvis barnet bruger det. 
Det kan virke trygt og beroligende med noget genkendeligt, når barnet skal sove til middag, men også i løbet af dagen, hvis barnet bliver ked og utryg.

3. Tydelighed i afleverings situationen

Forældrene må aldrig gå uden at sige farvel, da barnet skal finde ud af, at mor eller far går, men altid kommer tilbage igen. 
Det er en god idé, at det ikke er både mor og far, der afleverer barnet i starten af indkørings perioden, da det det kan være svært for barnet både at vinke farvel til mor og far.
En kort, kærlig og tydelig afsked kan ofte gøre det nemmere for barnet at komme videre bagefter.
Prøv altid at have et smil på læbe når du vinker farvel, så barnet kan se og fornemme at det er okay at han/hun skal være i vuggestue. Også selvom det kan være nærmest ubærligt hvis din lille trut er helt ulykkelig ♥ Gå derfra med ro i sindet, vel vidende at den lille som oftest altid bliver hurtigt glad igen, og ellers kan du som forælder altid ringe ned på stuen og høre, om humøret er vendt. 

4. “Hvordan er det gået idag?”

Forhåbentlig har personalet tid til hver dag at fortælle en lille hyggelig situation fra dagen.
Sommetider kan der være fart på om eftermiddagen, og her kan det være, at der nogle gange skal respekteres et hurtigt svar, som at: “han/hun har haft en god dag”, da personalet kan have få hænder til mange børn, og forhåbentlig prioriterer nærvær, tilstedeværelse og at være i øjenhøjde på gulvet med børnene fremfor snak med forældrene.
Selvfølgelig skal der altid være tid til snak, hvis forældrene har brug for det, og der skal selvfølgelig meddeles hvis barnet ikke har haft en god dag, og dette kan man godt tillade sig at forvente som forælder.

5. Reaktion på vuggestuestart

At starte i vuggestue er en stor omvæltning og kan være som en helt ny verden, der åbner sig for barnet. 
Det er forskelligt, hvornår reaktionen på institutionslivet kommer; nogle børn reagerer lige med det samme, og hos andre kommer reaktionen først senere. Det kan derfor være en god ide at begrænse planerne i indkøringsperioden – giv ekstra tryghed og omsorg i øjeblikket, og massevis  af fysisk kontakt, nærhed og nus. 

Praktiske tips til vuggestuestart

  • 1-2 sutter der kan bo i institutiuonen. Navnesutter er selvfølgelig oplagte, men hvis ikke det er en mulighed (vi bruger fx Bibs sutter) kan det være en god ide at have sutterne liggende i en lille æske på barnets plads. På den måde kan man undgå alt for mange dele-sutter.
  • Regntøj, regnfutter hvis barnet endnu ikke er gående og det samme med et par bløde sko til når de små skal ud. Vi har disse kravlesko fra Bisgaard. Derudover solhat og skiftetøj; bodystock, bluse, bukser og strømper. Og et godt råd er at lade være med at give barnet tøj på eller med som du er sart over om kan gå i stykker eller blive plettet til. For det kommer til at ske.
  • Navnemærker. Der findes et væld af steder, du kan købe fine labels, der kan klistres direkte på fx vaskeanvisningen i tøjet og ikke ryger af i vask. Jeg har købt strygefri navnemærker hos byhappyme.
  • Solcreme, hvis ikke institutionen står for dette. I vores vuggestue sørger vi selv for at smøre ind hjemmefra om morgenen, og så bliver børnene smurt efter lur, og til dette skal vi fx ikke selv medbringe solcreme.
  • Sutteklud, nussebamse eller andet, der giver dit barn tryghed i alt det nye.
  • Overtøj afhængig af sæson. Her i sommerhalvåret vil jeg anbefale enten en softshell eller termojakke, en fleece eller strikcardigan eller amden let jakke.
  • I Københavns Kommune er det mit indtryk, at de fleste institutioner har en ordning hvor børnene får både mad og bleer i vuggestuen, men tjek om dette er tilfældet, og ellers skal der en madkasse og bleer på indkøbslisten.
  • Det kan også være en god ide med en lille rygsæk eller mulepose, som alle barnets sager er samlet i og som nemt kan hænges på knagen på barnets plads i institutionen.

FLASHBACK TIL MIN FØDSEL

I anledning af, at jeg i dag kan fejre mit første hele år som mor, kommer her en genudgivelse af min fødselsberetning, der stadig er mit mest læste skriv i bloggens historie. Og jeg forstår det godt. Jeg er også en sucker for den slags læsning, og bliver hver gang lige betaget af, hvor helt igennem forunderligt og magisk det er, at sætte liv i verden. Uanset forløbet.

Jeg endte med at være i fødsel i lidt over et døgn, så for fordøjelsens skyld er min beretning er delt op i fire kapitler, der kommer her. God læselyst ♥

FRA VENDINGSFORSØGET SEKS DAGE INDEN MIT VAND GIK

 

TIL VANDET DER GÅR. ET STED JEG ABSOLUT IKKE HAVDE TÆNKT MIG. 

 

KAPLØBET MED TIDEN

 

OG DEN DAG VI ENDELIG KUNNE FEJRE FØDSELSDAG

DET HAR JEG LÆRT AF MIT FØRSTE ÅR SOM MOR

I morgen bliver Nola 1 år. Tænk sig engang …. vores lille bitte menneske har allerede været hos os et helt år. I mine tanker er jeg sendt tilbage til, hvad der føles, som den længste nat nogensinde. Den nat for præcis et år siden, hvor jeg for alt i verden ønskede, at jeg skulle få veer, så jeg undgik morgendagens igangsættelse. Hvordan det gik med det, kan I læse i min fødselsberetning, som jeg stadig er så glad for, at jeg fik skrevet ned, mens følelserne stadig var i frisk erindring. Udover at gennemleve den nat, bruger jeg også min sidste aften som mor til en 0-årig, på at filosofere lidt over, hvad mit første år som mor har lært mig. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige. Jeg har sagt det før, men at blive mor er den vildeste læringskurve, jeg endnu har skulle begive mig ud på. Ikke det mest krævende job, kan stå mål med det job, det er, at føde og forme et lille menneske. At sætte sig selv helt og aldeles til side for at gøre plads til noget andet, der er større end dig selv. Ikke i omfang, bevares, men i betydning. At blive og være mor er det sejeste, jeg har gjort, og jeg håber, at alle I mødre derude husker at hylde jer selv, selvom det kan være nemt at glemme midt i al hverdagstumulten. For det vi gør, det er altså stort. Og vigtigt! Og hårdt … Så, her er hvad mit første år som mor har lært mig.

  • At kvindekroppen er for vild. Ét er at den kan gro og føde et menneske, nærmest helt af sig selv. Men at den bagefter formår at samle og løfte sig og hele efter sådan en omgang, er et sandt mirakel.
  • At jeg i forlængelse heraf har lært at sætte pris på min krop på en helt ny måde. Uden videre gener hverken før eller efter, bar den mig igennem fødslen af Nola, den har næret hende med mælk i 12 måneder og hver dag har den givet mig styrke til at give mit barn al den tryghed og nærvær, hun har efterspurgt.
  • Hvor hurtigt man vænner sig til en semi-søvnløs tilværelse. Med undtagelse af to-tre gode uger, hvor Nola sov helt op til 5 timer i stræk, så har jeg nu i 12 måneder ikke sovet mere end 3 timer ad gangen, og jeg er imponeret over, at jeg alligevel hver dag er stået op, har mødt min datter med smil og overskud, og med en vilje til at balancere både barn, boligorden og blog, selvom jeg af og til nok bare burde have smidt mig på sofaen, når Nola sov lur, og indhente lidt forsømt søvn til mig selv.
  • At man er den mindst gode version af sig selv på de førnævnte semi-søvnlæse nætter, og jeg er ret lettet over, at Mads og jeg på forhånd havde lavet en aftale om, at alt hvad der bliver sagt (eller hvæset, ahem) om natten, det er tilgivet morgenen efter.
  • At det er rigtigt, at alting er i faser, men uanset hvor meget du googler eller forhører dig hos andre med børn, så er alle børn forskellige, og du vil aldrig finde sandheden om, hvornår netop den her fase (fra helvede) slutter. Desværre.
  • At jeg har grædt oftere af afmagt end af lykke.
  • At det har overrasket mig, hvor nemt jeg har haft ved at tilsidesætte mig selv og mine behov for Nola. Måske også lidt for nemt, for jeg har sgu nok glemt mig selv lidt i det hele. Det har mere været noget med at være mor fremfor alt. I løbet af Nolas næste år vil jeg øve mig på at give en lille smule slip engang imellem, og hvile i at det nok skal gå, hvis jeg fx ikke er hjemme efter at Nola er blevet puttet #hejaftenaftalermedvin
  • At jeg har brugt for meget energi på at skele til, hvad andre gør i stedet for at hvile i, at jeg er en god mor, der kender mit barn bedst, og derfor handler derefter. Alle de mange velmente råd og erfaringer fra andre er i tidens løb endt med at gøre mig mere forvirret end klogere. Især det her punkt håber jeg, at jeg bliver bedre til med barn nummer to, når den tid engang kommer.
  • At man ikke kan få for mange billeder af sit barn, der sover. Fordi .. så sødt jo!
  • At man i det hele taget ikke kan få for mange billeder af sit barn. Når det spiser, smiler, griner, leger, bader … eller noget andet helt hverdagsagtigt. Jeg tog mange billeder før, men efter Nola er det da stukket helt af.
  • At tanken om, at det skulle være blevet ét af de andre af millioner æg, jeg bærer på, der blev befrugtet og blev til en anden end Nola, er så skør. Helt forkert og nærmest ubærlig. Tak krop for at det var lige præcis Nola, der kom ud af det.
  • At alle klicheerne omkring kærligheden til sit barn er sande. Det er så vild en følelse og så svær at sætte ord på. Altid skarpe Julie-Elsebeth er kommet ret godt i mål med det i dette indlæg, og jeg tilslutter mig hendes følelse af en stormende forelskelse, der bare bliver større og større. Det er en gave, at have en lille skabning omkring dig, der hver dag får dig lyst til at stå på hovedet for at gøre hende glad og grinende. Og uden en eneste bekymring i livet. 

STATUS PÅ VUGGESTUESTART

Vuggestuestart. Er det lige så grænseoverskridende og angstprovokerende, som man forestiller sig? Findes der overhovedet en god måde at sende sit lille bitte menneskebarn afsted ud blandt fremmede hænder på? Det er der sikkert delte meninger om, afhængig af hvem man spørger, men nu hvor Nola har været afsted i vuggestue i tre uger, tænker jeg at give en lille status på, hvordan vuggestuestarten er gået for os. Og det korte, hurtige svar er GODT. Det er gået rigtig godt, og jeg er så lettet over det, for åh hvor har det fyldt meget i mine tanker. TV2 dokumentaren om de københavnske institutioner bag facaden kom “belejligt” bare ganske få uger inden, vi skulle starte,  og jeg græd og var sur på Mads over, at vores hverdag kræver, at vi er nødt til at sende Nola afsted. Men, og der er et men (er der ikke næsten altid det?), som Mads ganske rigtig mindede mig om, findes der heldigvis også et flertal af dygtige, nærværende og hjertevarme pædagoger og medhjælpere, der har det som deres personlige mærkesag at sikre børn en bedst mulig start på tilværelsen i institution. De er måske nok blevet glemt lidt i hele mediedebatten om minimumsnormering og fortravlede institioner, men de er der. Og de gange, vi forinden start, har været forbi vuggestuen, er det sådan nogle mennesker, vi har mødt. Søde, smilende og kærlige.

Så afsted det kom vi. Godt nok med en del nervøse sommerfugle baskende rundt i maven for mit vedkommende, men også med stålsat intention om at få det aller bedste ud af det. Om at møde vores nye hverdag med en ro og åbent sind, der forhåbentlig også ville smitte af på Nolas følelse af tryghed. Det har altså været udgangspunktet for vores vuggestuestart. At det skulle ske i et tempo, hvor både jeg og Nola har været trygge i de nye hverdagsrammer, og hvor vi stille og roligt har bygget på. I alt kommer jeg til at have haft omkring en måned til at køre Nola ind, og vi har derfor også været priviligerede i forhold til at kunne sætte farten ned, og istedet følge en model, der hed først en halv time alene, så en time, så første lur dernede, første middagsmad, og så, hvor vi er nu, en halv dag afsted i vuggestue. Med morgensamling, formiddagslur, middagsmad og legetid. Jeg har været med på Nolas præmisser. Holdt mig nær hende i det omfang, hun har efterspurgt, og først trukket mig i baggrunden, når hun på eget initiativ har søgt kontakten fra de andre børn og voksne. Og især dét tror jeg, har været givet godt ud. Jeg har fået et nært indblik i, hvordan Nolas vuggestuehverdag kommer til at være, fordi jeg i et par uger har levet den hverdag, og jeg har givet hende en tryghed i alt det nye, fordi jeg har været der til at opleve dem sammen med hende.

Personalet på stuen udgøres af to pædagoger og en medhjælper, og tilsammen udgør de et hold, vi ikke kunne have ønsket os bedre. De er legesyge, kærlige, initiativrige, forstående og rolige. De møder børnene med smil og overskud, og man mærker tydeligt, hvor meget børnene elsker dem. Og det får mig – og garanteret også de andre forældre – til også at elske dem en lille smule. For tænk en gave det er at sende sit guld afsted til sådanne omgivelser.

Således er alt godt i vuggestuen. Næsten. For selvom de voksne på stuen emmer af al den empati og overskud, vi havde håbet på, så mærker vi også, at det er et stort børnehus (7 vuggestue-stuer med hver 12 børn) med en presset bemanding, der kun har to hænder til at tage sig af fire sæt små, krævende og ivrige børnehænder. På de gode tidspunkter. På andre tidspunkter i ydertimerne kan det være helt op mod otte sæt børnehænder, som den voksne skal tage sig af. Og det er lige præcis dér at tvivlen om, hvorvidt det er det rigtige at sende Nola afsted i vuggestue opstår. For selvom intentionen fra de voksnes side er en anden, er der nok ingen vej udenom, at de i spidsbelastningsperioder kommer til at overse og overhøre et lille barns behov. Hvad end det behov er for trøst, tryghed eller noget tredje. Mandag morgen mødte Nola og jeg fx ind til en stue i kaos. Med kun en kendt voksen fra stuen, besøg fra en anden stue med en nyansat pædagog, som ingen af børnene rigtig var trygge ved, grædende og grænsesøgende børn. Hele 12 af slagsen til bare to voksne. Og det gjorde ondt i mit mor-hjerte at se. De mange små ildebrande de to voksne efter bedste evne forsøgte at slukke men uden den store effekt, fordi den ene brand blev afløst af den anden. Lige dér havde jeg lyst til at tage Nola med hjem igen. Heldigvis faldt der ro på stuen, som flere pædagoger mødte ind, og til sidst kunne jeg liste ud af døren. Desværre vel vidende, at det hverken bliver første og sidste gang, at sådan en situation kommer til at være virkeligheden dernede, og jeg beder i mit stille sind til, at den nye regering holder valgløftet om at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Og at de gør det hurtigt! Børn fortjener nærværende voksne, og det kan være svært at være, hvis du skal være det over for 5-6 børn på en og samme tid, og tilmed også forventes at være til rådighed for forventningsfulde forældre, opdatere børneintra osv.

Og så savner jeg lidt, at man som forælder føler sig set og hørt. Et savn jeg er lidt splittet omkring, fordi mere forældretid jo som situationen er nu, blot vil tage tid væk fra børnene, hvilket heller ikke kan retfærdiggøres. Men jeg kan ikke komme fra, at jeg sidder med følelsen af, at hvis man som forælder her i indkøringsfasen fik bare 10-15 minutter til ordentligt at overlevere sit barn og de små ting og tricks, der indtil nu har fået hverdagen til at glide, så ville mange flere nylige vuggestueforældre nok også gå derfra med endnu mere ro i maven. En ro der i sidste ende forhåbentlig vil kanalisere sig til tryghed for barnet og tillid til pædagogerne. Tillid til, at de hører og ser dit barn, og agerer på netop dets behov og ikke blot ser det som én ud af en flok, hvori alle skal håndteres fuldstændig ens. Den følelse kan godt halte lidt efter, når man oplever, at beskeder, jeg har vedrørende Nola, drukner lidt i den travle hverdag. Er jeg den eneste, der oplever det sådan?

De næste to uger, frem til min barsel slutter, kommer til at fortsætte lidt på samme måde som nu. Med halvkorte dage og mig der er tilstede i det omfang, Nola har behov for det. Vi går nemlig ind i de så famøse lukkeuger nu. Tre uger hvor hverdagen lige rystes en gang. Med feriebemanding og ny stue. Timingen kunne ikke være dårligere, netop som jeg føler, vi har fundet os til rette i den nye hverdag, men jeg håber og tror på, at Nola allerede har så meget tryghed i vuggestuelivet, at hun også tager sommerugerne i stiv arm og med sit vante gode humør. De roser hende for, hvor godt hun indtil nu tager det at være startet i vuggestue, og der er vitterligt intet, der glæder mig mere at høre! #livetsommor

Hun er i godt humør, når jeg lister afsted fra vuggestuen, og i godt humør, når jeg henter hende igen, og det er de trivselstegn, jeg har brug for, for at føle vi er på rette vej. At vi så til gengæld har en vanvittigt pjevset, enormt tryghedssøgende og virkelig dårligt sovende pige for tiden, er en anden sag, og nok en helt forventlige reaktion på vuggestuestarten. I hvert fald har jeg hørt fra rigtig mange af jer, der har oplevet præcis det samme, da jeres små startede i vuggestue, efter at jeg spurgte til jeres erfaringer på i et post på Instagram igår. Så den tager vi med – og håber det er en kort fase, bevares – og glæder os istedet over, at vuggestuestarten har været præcis som vi kunne ønske os. 

Jeg ved, at I er flere, der også står over for vuggestuestart, så i næste uge kommer der er indlæg med gode, praktiske råd til vuggestuestarten.