OM AT VÆRE RAMT AF KLIMADEBATTEN OG FAMILIEFRAVÆR

II SELECTED FEMME FRAKKE (lignende HER) II H&M KASHMIR TRØJE (lignende HER) II A.P.C FLØJSLNEDERDEL (lignende HER) II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II

Jeg har netop slået mig ned med min morgenmad i lufthavnen, hvor jeg venter på, at min 7:30 afgang til Berlin skal boarde. Det er min første flyrejse siden juni 2018, og jeg havde faktisk lidt håbet, at jeg kunne gå helt fri af flyrejser i 2019. Klimadebatten har i den grad gjort indtryk på mig, og efter i mange år at have haft 8-10 flyrejser om året, føler jeg, at jeg har så meget i banken, at jeg for nu er klar til at nøjes med ferier, vi kan komme til på anden vis end med fly. Deraf også hele sommerhussnakken.  I dag og i morgen kræver arbejdet dog, at jeg er i Berlin, så det bliver årets bidrag til flytrafikken for mit vedkommende. Og jeg glæder mig i mit stille sind over, at det trods alt bare er en kort flyrejse, når nu det skal være.

48 timer uden min lille familie derhjemme, av mit hjerte. Til gengæld har vi fuldt program begge dage, så der bliver ikke meget tid til overs til at savne, udover når jeg i aften lægger mig til at sove alene på hotelværelset, og mangler min lille skrubbe til at ligge tæt i den ene armhule, og Mads på den anden side. For bare en måned siden, var nætterne fyldt med amningerne, og det havde været utænkeligt at overlade stafetten til Mads i to hele dage, og nu er vi her. Ammefri og med bedre nætter, end vi har nogensinde har haft med Nola, og det hjælper gevaldigt til sjælefreden, som jeg sidder her i lufthavnen, og mangler mit hold ved min side. De kommer til at storhygge derhjemme, og Nolas morsyge, har sikkert også meget godt af at blive plejet med lidt mere tid med Mads. Og på den anden side af Berlin, venter bare en arbejdshjemme på kontoret, og så kan vi kalde ferie. En hel uges efterårsferie med min Mads og Nola. Vi har ikke holdt noget ferie, siden vores sommerferie allerede tilbage i maj, og vi glæder os så afsindigt meget til at trække stikket fra hverdagen for en stund.

Vi har lejet det fineste sommerhus i Vejby, som vi tager til på mandag, og jeg tæller dagene, til vi er på vej. Fem dage igen. Og to dage til jeg igen er forenet med mine hjerter derhjemme ♥

OM HVERDAGSAFBRÆK OG LOPPESUPERMARKED

II H&M KASHMIR FRAKKE (lignende HER) II NØRGAARD BLUSE II MUNTHE KJOLE II ARKET JEANS II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II

Så blev det torsdag, og jeg har rullet det tunge skyts frem for at cope med efterårskulden. Sidste års favorit, min cashmerefrakke fra H&M, er hevet frem fra gemmerne, og jeg pakker mig i lag på lag, det bedste jeg har lært. Kun for at være ved at smelte, når jeg har været afsted på cyklen i fem minutter, fordi vejret i disse dage er lunefuldt. Blæsende og bidende koldt om morgenen, og mildt om eftermiddagen. Det er ikke til at blive klog på, men det er nok heller ikke meningen, for så ville os vejrglade danskere, jo ikke have dét som samtaleemne.

Ugen her er indtil nu fløjet afsted, især takket være de rare hverdagsafbræk, jeg har sørget for at fylde godt på med. I tirsdags var det morgenmad med en veninde på Bottega Barlie, inden arbejdet kaldte for os begge, i går en arbejd-hjemme-fra dag, hvilket gav mulighed for en hurtig frokostpause på Dyrehaven. Aftenen sluttede af med vin på Falernum med en anden veninde, og i dag har Nola og jeg udsigt til en playdate med en mødregruppe-veninde og hendes datter efter vuggestueafhentning. Tror vi gentager weekendens succes med en tur forbi Vesterbro Bibliotek. Således har ugen haft en lille snert af efterårsferie-stemning over sig, selvom arbejdet har skulle passes hver dag. Jeg siger det tit, men sådanne åndehuller kan gøre en verden til forskel i en hverdag, hvor der er meget, der skal nås.

Det skal jeg være ekstra god til at værne om også den næste halvanden uges tid, hvor arbejdet bliver mere hektisk end vanligt. På den anden side venter til gengæld vores efterårsferie, og så, inden vi ser os om, skriver kalenderen november. Kan I forstå? Jeg kan ikke. Og jeg har stadig et stykke vej, før jeg er i mål med mine ønsker for oktober.

Apropos de ønsker, så er jeg ikke lykkedes med at finde et loppemarked, der lige passer, og jeg overvejer derfor istedet en stand på loppesupermarkedet Lidkøb på Østerbro, som en af jer tippede om. Mon der er andre, der har gode erfaringer derfra, og kan sige lidt om, hvad prisniveauet er, og om det generelt kan svare sig med stand der?

OPFØLGNING PÅ GARDEROBEDILEMMA OG AT NØJES MED SIDSTE ÅRS TRENDS

II &OTHER STORIES JAKKE (gammel, men lignende HER og HER) II H&M CASHMERE STRIK (lignende HER) II GANNI SLÅ-OM-BLUSE II A.P.C. NEDERDEL II NEW BALANCE 990 OLIVE SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II MAANESTEN HÅRSPÆNDE II

I kan tro, at jeg var glad for at læse jeres gode input på indlægget om mit garderobedilemma. Både fordi det gav mig ro i, at jeg ikke var alene om det, men også fordi det gav mig inspiration til at komme nærmere en løsning. Som fx at købe brugt istedet for nyt. Det vil jeg gerne blive bedre til. Og mens jeg ikke har tålmodighed nok til loppemarkeder, vil jeg til gengæld gøre det til en vane at tjekke nogle af byens mange vintagebutikker, når jeg er på udkig efter nyt. En øvelse jeg faktisk glæder mig lidt til at komme igang med. I forlængelse heraf må I endelig tippe mig om de bedste steder at shoppe brugt. Jeg har I Blame Lulu og Magnolia på listen, men del gerne, hvis I har andre favoritter.

Outfittet fra forleden, er en god blanding af nyt, nyere og gammelt. Mine nye New Balance 990 sneakers i den smukkeste olivengrønne farve, støvet op hos Unlimited CPH, parret med ternet slå-om-bluse fra Ganni, en blød cashmere strik, ligeså blød oversized skjortejakke, og så en fløjlsnederdel fra A.P.C, der alle tre er af ældre dato. Skjortejakken fra &Other Stories blev føjet til sidste vinter, hvor den blev en storfavorit i garderoben. Så stor en favorit at jeg for en kort bemærkning overvejede at give efter for forelskelsen i en lignende ternet sag fra Lovechild 1979. Indtil jeg kom til fornuft og mindede mig selv om, at et sådan køb med største sandsynlighed ville ende med at køre sidste års vinder til dette års taber, og dermed overflødig i garderoben. Og det er ikke det mindste bæredygtigt, apropos garderobedilemmaet. Så jeg holdt stand, og vil istedet glæde mig over endnu en sæson i sidste års uldskjorte, der heldigvis har vist sig også at være trendy i år.

EFTERÅR I GAMLE KLÆDER OG NOGET OM ET GARDEROBEDILEMMA

II H&M FRAKKE (lignende HER) II MONKI SKJORTE (lignende HER) II ARKET JEANS II VRS STRØMPER II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II

Så skal jeg da lige love for, det for alvor blev efterår. Med nedfaldsløv, løbende næse og iskolde hænder på cykelturen. Jeg har derfor også fundet efterårssagerne frem fra garderobegemmerne, og forleden blev det til en kombination af gammel ulden H&M jakke og min endnu ældre ternede skjorte fra Monki parret med mine nye jeans fra Arket. Både jakke og skjorte er sager, der ryger lidt til og fra salgsbunken herhjemme, men forleden fik de altså en chance til og endte faktisk med at have sættet på et par dage i træk. Således var den garderobefrustration, jeg for tiden er ramt af, for en stund skubbet til side til fordel for en efterårsdag i gamle klæder.

Sagen er dog alligevel, at jeg er kørt godt og grundigt træt i store dele af min garderobe, og i svage øjeblikke har lyst til at skifte halvdelen ud. Alene tanken om at gøre det, giver mig dog dårlig samvittighed. Vel vidende at tøjproduktion og et overforbrug af samme, er en af de helt store miljøsyndere, og samtidig have lyst til at give efter for shoppetrangen og opgradere garderoben, står jeg i lidt af et dilemma. For hvordan balancerer jeg bedst ambitionen om at reducere min klimapåvirkning og samtidig føle mig tilpas og inspireret i min garderobe? Jeg indrømmer gerne, at jeg elsker den følelse, et nyt lækkert stykke tøj kan give. Hvordan selvværdet, og i øvrigt også andre elementer i ens garderobe, pludselig stråler på ny, hjulpet på vej af det nye helt rigtige stykke tøj. Den følelse er selvfølgelig flygtig. Det ved jeg godt. Og det forstærker dilemmaet. For skulle jeg give efter for shoppetrangen, løser det ikke problemet for bestandigt. Det forskubber det bare. På et tidspunkt vil jeg igen sidde, som jeg gør nu, træt af garderobens udbud og med lyst til fornyelse.

Sidste år flyttede 37 nye stykker tøj ind i min garderobe i årets første 9 måneder. I år er det tal reduceret til 24. 2,6 stykker nyt tøj i gennemsnit om måneden. Hvilket stadig lyder af meget, selvom jeg ikke føler det sådan, når jeg ser tilbage på mit forbrug og stangen i tøjskabet. Skal jeg være helt ærlig, har jeg nok svært ved at se, at mit forbrug skal blive meget lavere, end det niveau det er på nu, selvom jeg i idelle verden godt gad, at det var tilfældet. Jeg kan bare ikke se mig ud af, hvordan jeg så skal føle mig tilpas i min garderobe, hvis endnu mindre nyt skal føjes til. Det er et førsteverdens problem af rang, og med førnævnte klimaambition i baghovedet, har jeg det helt dårligt over at sige det højt. Men det skal jeg. Også sige de ting højt, jeg ikke er mest stolt af. Måske det ovenikøbet kan fordre en forandring.

I hvert fald gad jeg vildt godt høre fra jer, om I måske sidder med lignende tanker? Måske ovenikøbet nogle har fundet en god måde at overkomme tøjkriser på uden at de bliver løst af et merforbrug? Do tell!

KLÆDT PÅ TIL EFTERÅR

II TIGER OF SWEDEN TRENCH COAT II H&M KASHMIR STRIK (gammel, lignende HER) II ARKET JEANS II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II 

Godaften fine I! 

Jeg har vundet mig en uforstyrret Line-Line aften, fordi Mads ikke er helt på toppen, og således er gået i seng samtidig med Nola. Og jeg har planer om at bruge den klogt. På blogskriv, vasketøj, tirsdagste, og The Letdown når førstnævnte punkter er streget fra listen. For en gangs skyld er jeg nemlig ikke selv ved at vælte omkuld af træthed. Anden nat på luftmadrassen gik bedre end den første. I hvert fald for mit vedkommende. Mads og Nola derimod har været vågen en del flere gange, og således kan vi stadig ikke sige at natammestoppet er en fuldbyrdet succes. Vi giver det nogle nætter mere! Men jeg har sovet godt, og tungere end jeg har gjort længe, og derfor er overskuddet også uvant højt i aften, hvilket virkelig er en kærkommen forandring. 

Jeg veksler det til en anledning til at vise jer mine seneste garderobekøb i aktion. Den perfekte trenchcoat fra Tiger og Sweden, som stadig er i daglig brug, og så mine nye jeans. Det er yndlingsmodellen fra Arket i en ny vask, købt som erstatning for mine all time yndlingsjeans, der desværre er afgået til genanvendelsesdøden takket være et stort hul i skridtet. To år har de holdt, og egentlig er jeg lidt forbavset over, at de allerede er slidt ned, men det er nok turene på cyklen, jeg kan takke for det. Det har det med at slide en del på denim. Heldigvis er mine nye jeans fra Arket næsten en tro kopi, og kombineret med blød kashmir og behagelige sneakers er det mit take på det perfekte efterårsoutfit. Sådan et man altid med ro i sindet kan falde tilbage på på de morgener, hvor overskuddet er til at overse. Dem har vi vidst alle sammen nogle stykker af i løbet af en uge …. 

Det var ordene for i aften, og jeg vil hoppe videre i tirsdagsprogrammet. Få mest muligt ud af det, I ved.