BABY POST: UPDATE FRA TREDJE TRIMESTER OG EN UVENTET 3D SCANNING

3e2d1212-9fac-4d9f-8e5b-f20a5219c9ac

I dag er jeg præcis 28+0 og dermed er jeg nu officielt gået ind i graviditetens tredje og sidste semester. Vildt! Som jeg har skrevet lidt om før, så flyver tiden virkelig afsted, og jeg kan stadig have helt svært ved at genkende det billede, jeg ser i spejlet, fordi jeg mentalt slet ikke føler, at jeg er så langt i graviditeten, som kroppen begynder at vise. Egentlig tænker jeg, det er ret smart, at det tager 9 måneder at gro en baby. Især for de kommende forældres omstillingsparathed, for det har i hvert fald overrasket mig, hvor lang tid det tager sådan rigtig at forstå, at en baby er på vej.

Heldigvis får man jo på dette tidspunkt i graviditeten daglige livstegn fra baby, og dermed en lille hyggelige påmindelse om, at noget sker inde i en. Og så er der muligheden for scanninger undervejs i graviditeten. Dem tager Mads og jeg glædeligt imod, fordi det for os også hjælper til, at det hele bliver lidt mere virkeligt. Derfor tog det mig heller ikke mange sekunder at takke ja til tilbuddet om en 3D scanning, da jordemorder-Nanna, som har scannings- og jordemoderklinikken Moderliv, skrev og spurgte for nogle uger siden. 

I sidste uge var vi så forbi klinikken, som ligger centralt placeret på Gothersgade i gå-afstand fra Nørreport. Og vi havde vitterligt den bedste oplevelse af stedet, hvilket også er grunden til, at jeg gerne vil udgive et lille skriv om det, selvom det ikke var et krav fra Nannas side. Vi har nemlig testet en del af de scanningsklinikker, der er i København. Fra den tidlige tryghedsscanning hos LilleLiv til kønsscanning hos Jordemoderhuset. Og nu altså en 3D scanning hos Moderliv. Og for os har der været ret stor forskel på den oplevelse, vi har haft. Hos LilleLiv fx følte vi os hverken hørt eller set, og hele oplevelsen føltes mest af alt som en samlebåndsfabrik, hvor det bare handlede om at få så mange gravide igennem klinikken som muligt. Helt anderledes har det været hos både Jordemoderhuset og Moderliv, som begge er mindre klinikker med en hel anden aura omkring sig. Jeg ville ikke tøve med at tage tilbage til dem begge, men Moderliv har alligevel efterladet os med det mest positive indtryk. Klinikken føles hjertevarm og vedkommende, og jordemoder-Nanna, som indtil videre står for alle scanninger, er noget af det sødeste og mest behagelige væsen at havne hos. Hun giver sig god tid til alle de mulige og umulige spørgsmål, man har som gravid, og der er ikke andet end tålmodighed, når hun guider dig/jer igennem scanningen og det voksende liv, der toner frem på skærmen. 

Til både vores køns- og misdannelsesscanning har baby desværre ligget og puttet sig helt op imod min livmoder, så jordemoder har måtte bakse en del med at finde den rigtige vinkel til at få set de ting, der nu skal ses, eftersom den lille dame allerede nu viser sig at have hendes mors stædighed, og derfor er fløjtende ligeglad med at blive puffet til og hoppet rundt med. Hun flytter sig ikke ud af flækken. Desværre var det også tilfældet til vores 3D scanning hos Moderliv, og selvom det var en bonusscanning, må jeg indrømme, at jeg var lidt ked af, at vi ikke kunne få set hende ordentligt, når nu man havde nået at sætte sig lidt op efter det. I sådan en situation tilbyder Moderliv dog en gratis genscanning, fordi de nok godt ved, hvor meget det betyder for de kommende forældre at få et godt kig ind til baby.

Vi var derfor forbi Nanna og hendes klinik igen i tirsdags, og igen blev vi mødt med det største smil og masser af overskud, selvom det var sidst på dagen, og resten af København var ude at nyde det gode vejr. Baby var ca. lige så stædig som sidst (og jeg begynder efterhånden at få lidt sved på panden over graden af fri vilje, hun tydeligvis allerede praktiserer, haha), men det lykkedes heldigvis Nanna at få et fint billede i profil. Og et hvor hun (altså baby) ligger inde i maven og smiler. Åh, jeg smelter altså lidt over, hvor sødt det er, og jeg indrømmer gerne, at det er ikke så få gange i løbet af en dag, jeg efterhånden har sneget mig til at kigge på billedet. Selvom jeg egentlig ikke troede, jeg ville have sådan en 3D scanning, så er jeg vildt glad for, at vi alligevel fik muligheden, og det føles så vildt sådan at kunne begynde at se ansigtstræk på det barn, der gror indeni. Vores barn. Med den sødeste lille næse og et smil der allerede har fået hendes forældres hjerte til at smelte ♥

En lille 3D scanning, som var den vi fik, koster 900kr hos Moderliv, og jeg kan kun anbefale klinikken, som udover alle graviditetsscanninger også tilbyder forskellige jordemoderydelser, gravidyoga og fødselsforberedelse. 

4cad410f-f717-4625-a369-380275c4d43e

38a42c51-7084-413a-ba1a-f445b68f3b0f

0e21c5b0-a798-4633-8d1a-e77146d4a276

10 TING DER HAR OVERRASKET MIG VED AT VÆRE GRAVID #2

694be48f-9d67-4dc6-b2d2-36d074932b83

I dag er der præcis tre måneder, til jeg har termin. Som i at der er under 100 dage til jeg ifølge min vandrejournal skal være nogens mor. Selvom dét nu har været et faktum i seks måneder, så synes jeg stadig tanken er lige overvældende. Ikke mindst fordi jeg nu er noget til det punkt i graviditeten, hvor jeg på ingen måde kan kende min krop som den plejede at være og hvor den blot indenfor få dage kan forandre sig. 

Til trods for at jeg nu i 150 dage har vidst, at jeg var gravid, så bliver livet som gravid ved med at byde på overraskelser. Fx dem her:

  1. At ens krop bliver allemandseje, når man er gravid. Personligt føler jeg ikke, at jeg har haft travlt med at kommentere på hvor stor eller lille maven på de gravide, jeg har haft i min omgangskreds, har været, men det lader til at være mere en undtagelse end reglen, for hold nu fast hvor får man pludselig mange kommentarer til mavens størrelse. Det er lidt som om, der findes et standardmål for, hvor stor en babybule skal være på et givet tidspunkt, og det må så være dét mål omverdenen holder en op imod siden de kan kommentere på størrelsesforholdet.
  2. Hvor ualmindeligt mange ting der er tage højde for ved valg af barnevogn; liggemål, madrastype, isolering, dæk, liggeposition, farve, stel, vægt, mål når den er klappet sammen osv. Jeg ved godt, at der ikke findes to børn, der er ens, men er det virkelig nødvendigt at kunne customize barne-/kombivogn i en sådan grad, at man nærmest heller ikke kan finde to vogne på markedet, der er ens?!
  3. At der vitterligt ikke findes ét eneste tøjmærke, som udelukkende laver pænt graviditetstøj. Forstår ikke, at der ikke er nogen der har set det som et gangbart koncept, eftersom alle gravide i forvejen er villig til at kaste penge efter næsten hvad som helst, der får dem til at føle sig bedre tilpas i graviditeten. Garderoben er da fx et ret oplagt sted at starte.
  4. Hvor hurtigt man vænner sig til, at der pludselig er noget der møffer rundt inde i en, sparker til ens blære i tide og utide, og gør dig opmærksom på dele af din krop, du aldrig har mærket før. 
  5. Hvor vild en følelse det er at se og mærke ens krop gro et lille bitte menneske. Måske man bare ikke rigtig tænker over det, før man er gravid, men jeg kan stadig blive overrasket, når jeg ser kroppen – min nye krop – i et spejl og bliver mindet om, hvad den lige nu er igang med.
  6. Hvor langt ned der pludselig kan være til ens fødder … selv når man kun er 164 høj.
  7. At man kan få de ondeste kramper i benene som gravid. I nat tog det mig et kvarter at få strukket mine tæer bare nogenlunde ud efter endnu et krampeanfald. Og det tog mig selvfølgelig evigheder bagefter at falde i søvn.
  8. Hvor tung man føler sig, når man skal op fra sengen, fra sofaen eller en magelig stol. Indtil videre siger graviditetsvægten +7kg … men det føles som det dobbelte, når jeg forsøger at få mås og mave med mig op at stå.
  9. Hvor hamrende forelsket jeg bliver i Mads, når han ligger og taler til babybulen, for slet ikke at tale om hvor vild jeg er med at se ham trille rundt med barnevognen, når vi har været ude at prøvekøre. Det er som om, dét at få et barn sammen gør, at man lige bliver 50% mere forelsket igen – hvilket jeg egentlig tænker, er et meget praktisk udgangspunkt, inden vi for alvor kaster os ud i dét, der uden tvivl bliver den største prøvelse af vores parforhold.
  10. At man pludselig er blevet hende, der aer sin mave på de mest umage tidspunkter, og at man glædeligt tager del i alle baby-relaterede samtaler, der er at komme i nærheden af. Selvom jeg havde forsvoret, at jeg ville blive den kvinde. 

VALG AF BARNEVOGN: DEN STORE GUIDE

Da jeg for en måneds tid siden skrev ud og bad om gode råd og erfaringer til valg af barnevogn, der var i overvældende mange, som tog jer tid til at komme med input, så først og fremmest tusind tak for det. Mads og jeg synes det er lidt af en jungle, det der med valg af barne-/kombivogn, så det har været vildt fedt også at have jeres mange anbefalinger med i baghovedet, når vi har været ude og kigge. Status lige nu er, at vi endnu ikke har købt vognen, men vi er efterhånden ret sikre på, at vi går med en Cybex Priam kombivogn i mørkeblå, som opfylder alle de krav, vi indtil videre har kunne komme i tanke om. 

Valg af barnevogn vs kombivogn

Når valget skal træffes mellem barnevogn vs kombivogn, vil jeg mene, at det især er ens hverdagsrutiner og behov, som skal være styrende for det. Bor man fx uden for byen, hvor vognen primært vil skulle bruges til middagslure i haven, til at komme med i dagpleje og måske ikke så meget til at køre lange ture med i sig selv, da ville jeg nok vælge en klassisk barnevogn med et langt liggemål, som ikke vil skulle skiftes ud efter 9-10 måneder, som det er tilfældet med en kombivogn. Er vognen til gengæld en byvogn, der kommer til at skulle bruges på smalle fortove, brosten, i offentlig transport osv, så ville jeg hælde til en kombivogn, som er lettere og fylder mindre end en klassisk barnevogn. Her i København ser man fx virkelig få der er ude at gå med de store Emmaljunga eller Odder vogne, som ellers i mange år har været et populært valg. Når vi har stået og kigget på de almindelige barnevogne, må jeg også indrømme, at de virker lidt store og kluntede – i hvert fald til det behov vi har – og vi blev derfor ret hurtigt enige om, at vi skal have en kombivogn. Og hvis vores datter er glad for at sove middagslure udenfor (hvilket jeg håber), køber vi nok på sigt en gammel, brugt barnevogn, som vi kan have stående til middagslure i gården, og så bruge kombivognen til de daglige ture istedet. 

Èt råd, der gik igen fra mange, og som jeg virkelig har hæftet mig ved, det er, at man skal huske både at undersøge lift- og klapvognsdelen, hvis man ender med en kombivogn, så ikke man står med en skuffelse når man et lille år senere, skal til at igang med klapvognen. 

attachment-2

Jeg fornemmer, at der er et sandt babyboom igang, så vi er garanteret ikke de eneste, der lige for tiden bruger ret meget tid på at overveje valg af barne-/kombivogn, og for at endnu flere kan drage nytte af de mange råd, jeg endte med at få, kommer her en opsamling af jeres plusser og minusser ved de mest populære mærker. Husk at det er subjektive input, jeg har fået, og eftersom jeg ikke selv har prøvet dem alle, kan jeg med sikkerhed sige, om fx de mangler, nogle har skrevet til mig omkring, det også er nogle andre oplever. 


Emmaljunga kombivogn

Plus

  • Længere liggemål
  • Bedre isoleret/polstret
  • Kan tilvælge off road hjul som gør den endnu mere robust

Minus

  • Kluntet klapvognsdel (forbavsende mange nævnte dette kritikpunkt)
  • Tung at manøvrere


Stokke

Plus

  • God, robust kvalitet
  • Relativt langt liggemål
  • Ros for klapvognsdel, masser af polstring som kan fjernes som baby vokser
  • Høj vogn sammenlignet med Bugaboo
  • Lift nemt at tage af og på

Minus

  • Kan være svær at køre med
  • Tungere end fx Bugaboo og Cybex
  • Begrænset affjedring, så brosten kan være et problem
  • Kan ikke lægges fladt ned som klapvogn
  • Klassisk Crusi model ikke velegnet til “off road”


Cybex Priam

Plus

  • Nem at skille ad
  • Klapvogn der kan lægges fladt ned
  • Let at manøvrere rundt
  • Ekstra sol/vind-afskærmning på kaleche til klapvogn

Minus

  • Vejer en smule mere end Bugaboo, som er tætteste sammenligning

attachment-3

City Elite Baby Jogger

Plus

  • Fylder ikke meget
  • Budgetvenlig (Kan købes via Just Kids Things for yderligere besparelse)
  • Nem at klappe samme

Minus

  • Nogle har oplevet den som ret vakkelvorn/står ikke godt fast
  • Tynd lift
  • Ikke-vendbar klapvogn, så man kan ikke se baby, når man går med vognen


Bugaboo

Plus

  • Let at manøvrere rundt + løfte
  • Lille og nem at komme rundt med i byen
  • Stel kan tippes
  • Nem at slå sammen
  • Kaleche der kan slås helt ned for at skærme mod kold luft/skarp sol

Minus

  • Lille liftkasse
  • Ikke velegnet som “off road” barnevogn


Naturkind

Plus

  • Ingen kemi
  • Langt liggemål
  • Smallere end normale store vogne, som gør den oplagt til byen

Minus

  • Lift følger ikke med

attachment-4

Der er i øvrigt noget med mænd og barnevogne. Jeg synes Mads er SÅ lækker med sådan en vogn, og jeg glæder mig helt vildt til at se ham trille rundt med den sådan for alvor.

SENESTE KØB TIL BABY + 20% RABAT TIL BL.A. CAM CAM, KONGES SLØJD OG FERM LIVING

lirumlarumleg-rabatkodeII MICHELLE CARSLUND PLAKAT II KONGES SLØJD VÆGLAMPE II KONGES SLØJD PUSLEUNDERLAG II FERM LIVING STOFBLEER II CAM CAM PUSLETASKE II FERM LIVING SPILLEDÅSE II KONGES SLØJD BODYSTOCKING II SMALL STUFF SUTTEKÆDE II 

Det har stået lidt stille med at få streget fra listen med indkøb til baby, men nu faldt jeg lige over en rabatkode, der giver 20% på hele udvalget hos Lirumlarumleg.dk, der bl.a. forhandler mærker som Liewood, Cam Cam, Ferm Living og Konges Sløjd, som vi er ret begejstrede for herhjemme. Det er en fødselsdagsrabatkode, og jeg kan ikke læse mig frem til, hvor længe den gælder, så jeg har været hurtig at få klikket en del af de ting hjem, som vi alligevel havde stående på indkøbslisten. Bl.a. pusletaske, pusleunderlag, natlampe, suttekæde og stofbleer. Og nåh ja, så røg der også lige en spilledåse og den fineste plakat med i kurven #redebygger.

Du kan også nå at shoppe med 20% rabat med koden HURRA12, som gælder alle ikke-nedsatte varer – og der er en del at blive fristet af, skulle jeg hilse at sige, ahem.

BABY POST: TRÆNING SOM GRAVID

edc6bf8c-f8e0-43b9-a421-80656bc6764c

Èn af de ting, der fylder rigtig meget i mine tanker som gravid, det er træning, og hvad man bør og ikke bør træne, mens man gror et lille menneske. Der findes mange myter om træning som gravid, og som første-gangs har jeg personligt syntes, det har været lidt en jungle at finde rundt i, og det kan næsten virke helt uoverkommeligt at holde sin træning ved lige uden det går ud over graviditeten. Men sådan behøver det ikke at være. Indlægget her skal derfor handle om træningsanbefalinger til gravide. Eller ikke-gravide for den sags skyld, for alle af øvelserne er nemlig også super effektive uden en voksende babybule at tage hensyn til.

Træning har de sidste mange år nemlig fyldt rigtig meget i min hverdag, og jeg var vant til at træne 4-6 gange om ugen inden jeg blev gravid, hvor jeg kombinerede holdtræning, og individuelle styrke og cardio træningspas. Derfor var jeg også lidt spændt på, hvordan min træningsrutine ville komme til at se ud, efter jeg er blevet gravid. Der forbindes forbavsende få fyldestgørende træningsanbefalinger til gravide andet end den noget generiske anbefaling om, at man blot bør være fysisk aktiv som minimum 30 minutter om dagen med moderat intensitet. Jeg har virkelig savnet konkrete anbefalinger til styrkeøvelser, som ikke belaster mere end nødvendigt, og konkrete træningspas, som jeg kunne tage afsæt i. Her fem måneder inde i min graviditet, har jeg dog efterhånden fundet ind i en rutine, som fungerer rigtig godt for mig, og som gør, at jeg kan holde min træning ved lige og fokusere på at holde min krop stærk, så den forhåbentlig klarer sig godt igennem hele graviditeten og den kommende fødsel.

Noget der har været en god hjælp for mig, har været at købe træningsblogger Mette Lyngholms bog GRAVID & FIT som kommer med nogle gode anbefalinger til specifikke øvelser og træningsrutiner, som er nemme at implementere og gøre hende kunsten efter. Derudover har jeg brugt en del tid på at prøve mig lidt frem og finde frem til en håndfuld gode øvelser, som jeg kan mærke styrker min krop uden at belaste bækken og de lige mavemuskler unødvendigt.

Nedenfor har jeg derfor samlet nogle ideer til øvelser, som vil være et godt udgangspunkt for en træningsrutine som gravid.

 9c79174b-fd60-494d-861b-083f1496fbac

Opvarmning og cardio

Jeg starter altid mine træningspas med lidt cardiotræning for at få varmet musklerne op, inden jeg går igang med styrkeøvelser. Jeg forsøger at variere min cardio lidt, og veksler derfor gerne imellem:

  • 20-30 minutters cykling med 10 i belastning og 10 i tempo
  • 10 minutter på crosstrainer 10 i belastning og 10 i tempo
  • 20 minutter gang på løbebånd med 6 i tempo og +6,5 i hældning, som jeg så justerer op med +0,5 for hvert 2,5 minut.

Som gravid kan du også sagtens løbe, så længe du undgår høj-intensitets langdistanceløb. Jeg har desværre måtte indstille mit løb, da jeg får jag i mit bækken og lysken, så her er det bare vigtigt at mærke efter, og så respektere din krops grænser, hvis den viser tegn på, at en bestemt træningsform eller øvelse ikke er god for dig.

Styrkeøvelser til ben

Ben er en af kroppens største muskelgruppe, og mine træningspas inkluderer derfor næsten altid et par øvelser, der sætter fokus på benene. Som gravid er det dog vigtigt at du er opmærksom på ikke at tage for meget vægt på i fx squats, da det kan belaste dit bækken, som i forvejen er tynget af babybulen.

  • Wall balls med medicinbold; i en bredstående stilling går du ned i en squat og på vej op kaster du medicinbolden så højt op langs væggen som muligt, og griber den på vej ned tilbage i din squat. Gentages 15 gange x 3 sæt. 40 sekunders pause mellem hvert sæt.
  • Lunges med håndvægte; med en håndvægt i hver hånd – mellem 3-6 kg afhængig af dit udgangspunkt, går du ned i en 90 graders vinkel med først højre ben, derefter tilbage til stående udgangspunkt, og så gentag med venstre ben. Gentages 15 gange x 3 sæt. 40 sekunders pause mellem hvert sæt.

262375f6-832e-4a06-b3ff-2dc8ddfff35c

Balder

Jeg tror rigtig mange gravide og mødre kender til følelsen af, at der sket ét eller andet med ens numse, mens man er gravid. Ved ikke om det er tyngdekraften, der sætter ind med fornyet styrke, eller hvad det er, men balderne søger pludselig længere mod jorden. Det kan man heldigvis træne sig ud af, og jeg har derfor fastholdt mine baldeøvelser også efter graviditeten har sat ind. Jeg har to favoritøvelser, som jeg veksler imellem.

  • Liggende baldeøvelse med elastik; med en lille elastik placeret lige oppe over begge knæ, ligger du dig med benene i en 9 graders vinkel, herefter er der fem øvelser: (1) Løft det øverste ben op så det er i næsten lige linje med din ryg og sænk det herefter kontrolleret ned mod det nederste ben igen, (2) hæv det øverste ben til en ca 45 graders vinkel, og træk det derefter skråt ned mod dit bryst, så langt som maven nu tillader, og skub herefter ud i strakt position igen, (3) hæv det øverste ben til en 90 graders vinkel, ligesom i den første øvelse, og træk derefter benene ned over din hofte, mens du fastholder vinklen, (4), stadig liggende med knæene i en 90 graders vinkel samler du nu dine fødder, og løfter derefter øverste knæ op i en 90 graders vinkel, mens du holder dine fødder samlet, og (5) gentagelse af øvelse 1. Disse fem øvelser kører jeg 15 gange hver.
  • Baldeøvelse med vægtstang; liggende på ryggen placerer du en vægtstang (jeg bruger 15-20 kg) i lysken, benene i hoftesbredde afstand og løfter derefter kontrolleret numsen så langt i vejret du kan, og sænker langsomt igen. Gentages 15 gange x 3 sæt. 40 sekunders pause mellem hvert sæt.

8fbdb366-02ef-410a-b5a9-2fa709094754

004e8a33-98c2-4d48-ab32-be1c06646bc9

Arme, skuldre og bryst

Som gravid er det oplagt at komme igang med at træne sine arme, både fordi det er en muskelgruppe du kan træne uden at belaste bækken og mave, men også fordi du så har stærke arme, der kan holde til at have baby på slæb i sikkert mange timer ad gangen.

  • Træning af underarme med vægt; i siddende stilling og med begge hænder samlet om en håndvægt (jeg vil anbefale mellem 3-8 kg afhængig af dit udgangspunkt) løfter du nu armene op over hovedet, og placerer dem i en bagudvendt 90 graders vinkel. Mens du holder albuerne stabile og tæt på ørerne, løfter du nu vægten op i strakt arm, hvorefter du i en kontrolleret bevægelse sænker arme og vægt til den bagudvendte 90 graders vinkel i albuer. Gentag 15 gange x 3 sæt. 40 sekunders pause mellem hvert sæt.
  • Træning af skuldre med vægt; med en håndvægt i din højre hånd (jeg vil anbefale 3-6 kg afhængig af dit udgangspunkt) placerer du din venstre hånd og venstre underben på en træningsbænk som støtte og læner dig forover over bænken med en næsten lige ryg. Derefter trækker du din højre arm bagud og op, mens du holder den så tæt til kroppen som muligt, og du får nu fat i din skuldermuskel og og bagsiden af ryggen. Gentag vægtløftet 15 gange x 3 sæt. 40 sekunders pause mellem hvert sæt.
  • Træning af bryst med vægt; med en håndvægt i begge hænder (jeg vil anbefale 3-5 kg afhængig af dit udgangspunkt) sætter du dig på en skråbænk, som du kan hvile ryggen op af. Løft herefter begge arme med vægt udad og op til en 90 graders vinkel og sænk kontrolleret tilbage ned langs kroppen. Gentag 15 gange x 3 sæt. 40 sekunders pause mellem hvert sæt.

attachment-1-1

Inspiration til andre træningsformer

Udover mine ture i fitness, er jeg også glad for at finde plads til lidt andre træningsformer, da jeg ellers hurtigt kommer til at kede mig, og som gravid, er der især tre ting, jeg vil anbefale:

  • Svømning; efterhånden som maven vokser, er det helt fantastisk at få lov at føle sig vægtløs i vandet, og så gør det jo ikke spor at svømning hjælper til bådet forbedret kondition, øget smidighed og styrkede muskler. Jeg prøver at komme afsted en gang om ugen, hvor jeg svømmer 1ooo m.
  • Barretræning; jeg har en ugentlig klasse i yogastudiet Senses, hvor jeg går til barretræning, som måske er mest kendt fra ballettens verden. Barretræning er en styrketræning for hele kroppen, primært ved hjælp af egen kropsvægt, og som gravid kan jeg deltage i stort set alle øvelser, på nær dem der træner de lige mavemuskler. 
  • Yoga; er også oplagt til den gravide, hvad end du finder et decideret gravid yoga hold eller blot en almindelige yoga type. Yogaen kan hjælpe dig til at blive stærkere og mere smidig, den kan modvirke væskeophobning i kroppen, og så kan den afslappende og meditative træningsform også forbedre sin søvn og reducere de stress- og urosfornemmelser, som mange gravide kan døje af.