MOR-BEKENDELSER #3

Igår rundede vi Nolas fem-måneders dag. Og det har været fem formidable måneder i hendes selskab. Overvældende, overraskende, overtrætte, men også lykkelige fem måneder. Heldigvis da. Det er stadig en rutschebanetur at være med på mor-holdet, omend hældningen på rutschebanen ikke længere er helt så stejl. De fleste dage. Og så er der dage, hvor jeg føler, at jeg sidder i en rutschebane, der begiver sig ud i frit valg … I plejer at tage godt imod mine mor-bekendelser, så i anledning af de fem måneder, har jeg samlet endnu en ærlig stak sammen til jer.

  • Som nyudklækket baby-ejer må jeg nok indrømme, at jeg de første måneder synes hele det der baby-noget da var rimelig lige til … jeg mener, baby sov jo det meste af tiden, og de få vågne stunder der var, blev brugt på at amme, skifte eller bare ligge og nusse. Nemt, nåede jeg at tænke. Måske ovenikøbet højt? Og det ved jeg nu, at det skal man aldrig gøre! Klip til nu, hvor jeg er så overmandet af træthed og mangel på overskud, at jeg de fleste dage slet ikke kan forstå, at man nogensinde overvejer at få et barn mere.
  • Det der med, at jeg aldrig rigtig græder? Glem det. Den seneste måned har jeg grædt flere gange, end der nu kan tælles med to hænder. Af afmagt. Gerne med hovedet begravet i puden midt om natten, fordi Nola igen, igen vågner ulykkelig og nægter at sove. Eller blive trøstet af Mads. Gud-bedre-det. På alle andre tidspunkter end når Nola er ked eller skal sove, er Mads den største stjerne i hendes bog, men aften og nat laver hun flitsbuen og græder hjerteskærende, hvis han forsøger at trøste. Og det er så hårdt for både ham, jeg og Nola, at det skal være sådan. 
  • Har jeg for tiden så mange internet-vinduer åbne med tips til at give baby en bedre natte-søvn, at jeg nærmest selv falder i søvn af at bladre dem igennem. Nola derimod? Not so much.
  • Kan jeg sgu (ja, den her kræver et ‘sgu’) langt om længe passe mine absolutte yndlings-jeans fra før jeg blev gravid og babybulen tog form. Jeg skal ikke afvise, at jeg fejrede med en lille jubeldans, da det lykkedes mig at lukke dem … og ondt i maven om aftenen til følge, fordi de stadig sidder liiidt stramt, ahem. Men de kan lukkes, og det er hvad der tæller. Så ser vi om det samme er tilfældet på den anden side af december og julens overflod af spiselige fristelser.
  • Er vi begyndt at prøve os frem med grød, selvom jeg havde en idyllisk forestilling om fuldamning til Nola var 6 måneder. Mindst. Hun er bare så drøn-nysgerrig på hvad vi spiser, og kan desuden amme i et væk, så tænkte, at det måske alligevel var på tide at forsøge os med noget mere fast føde. Indtil videre uden den store succes, og tiden der er brugt på at blende hirseflager og koge grød er absolut ikke givet godt ud i forhold til hvor få te-skeer det lykkes os at få indenbords i den lille bestemte dame. 
  • Er der præcis en måned til vi rejser til Dubai med Mads’ familie. Og jeg glæder mig desværre stadig ikke. Det er så tarvelige følelser at sidde med, ikke mindst fordi vi er så vanvittigt priviligerede i det hele taget at blive inviteret med, men ikke desto mindre er det sådan jeg har det. Jeg er et kontrolmenneske og en trygheds-freak, og en førstegangsrejse med baby rimer på ingen af de to, og rejsen er derfor lidt en ting, jeg skal overvinde. 
  • Af samme årsag har jeg også sluttet fred med, at vi ikke skal på en lang barselsferie til en eller anden eksotisk og afsides ø. Det var lidt en ting, jeg tænkte vi skulle, ‘fordi det skal man vel?’ men efter at have læst Rockpaperdresses indlæg om præcis samme, og især de mange kommentarer fra hendes læsere, har jeg det nu mere end ok med, at sådan en eksotisk ferie for det første ikke er noget Nola har en synderlig interesse for eller glæde af, og for det andet nok bare heller ikke er den rette ferieform for os.
  • Istedet drømmer jeg om en lang sommerferie sammen, måske hvor vi lejer et hus et sted sydpå. Både det format og de europæiske temperaturer passer vist bedre til os. 
  • Ville jeg af og til ønske, at babyer var bare lidt mere ens, og at de øvrigt kom med en bruger-manual, så man om ikke andet ved lejlighed lige kunne skimme den igennem for en indikation af, om man er nogenlunde på rette vej. Følg din mor-intuition og mavefornemmelse siger de kloge. Og det kan meget vel være, men min intuition er altså en værre vendekåbe, og det ene øjeblik kan jeg føle, at jeg har godt styr på mor-gamet, kun for det næste øjeblik at være i tvivl om selv de mest basale ting igen. Ændrer det sig nogensinde? Måske med barn nummer to? Eller har man da vænnet sig så meget til at have et barn i en anden alder, at man lidt har glemt hvordan gamet var med en baby?

BLØDE SAGER TIL VINTERBABY

II LYSEGRÅ STRIK II LUFFER II KASHMIR BLUSE II KASHMIR LEGGINGS II MERINOULDS HELDRAGT II MØRKEGRÅ STRIKBUKSER II HUE II BLUSE II MERINOULDS HUE II CARDIGAN II GRÅ LEGGINGS II KASHMIR SMÆKBUKSER II KJOLE II ULD FUTTER II 

Det hænder, at jeg bliver spurgt om mine favoritmærker til baby. Og her må jeg altså lige slå et slag for ZARA, der ligesom H&M laver nogle umanerligt pæne og neutrale børnesager i god kvalitet og til rimelig penge. I de fysiske butikker kan der være lidt langt mellem de gode fund, men online er det en helt anden sag. Se fx bare det udvalg, jeg har samlet sammen til indlægget her. Jeg har lyst til at klikke det hele hjem til Nola, så hun kan forcere resten af vinteren i bløde babysager. Vi er faktisk lige på nippet til at skulle en størrelse op i tøj, og for mit vedkommende er det derfor ikke noget helt dumt tidspunkt at lade sig friste på …

 

FORBEREDELSER TIL BARNEDÅB

Inden vi ser os om, er der snart kun en måned til Nola skal døbes, og jeg er derfor i fuld gang med at nørde dåbsdetaljer.

De store rammer er der efterhånden styr på. Kirke, tjek, Faddere og gudmor, tjek. Invitationer, tjek. Den efterfølgende dåbsfest skal vi holde på H15 i Kødbyen, som I efterhånden har hørt mig snakke om nogle gange. Mads og jeg er vilde med stemningen og maden dernede, så da muligheden åbnede sig for at byde vores gæster på frokostbord der, vidste vi med det samme, at det var det helt rigtige for os. Det bliver uformelt setup med langborde, mad serveret på fade, family style,  og generelt bare en så afslappet dag som muligt med højt til loftet. Og med rammerne på plads er der nu tid til at jeg kan bruge uforbeholdent meget tid på Etsy til at shoppe pynt. Yes.

Man må selvfølgelig gerne kunne se, at det er en fest for vores lille skrubbe, men jeg går lidt udenom det klassiske lyserøde barnedåbspynt, og vil istedet gerne holde det lidt mere sobert. Med guld, confetti og papirskugler en masse, bevares. Jeg er jo ikke fanatisk. 

Indtil videre har jeg klikket fine mørkegrå duge hjem, og derudover guirlander, peachfarvede confetti balloner, og papirskugler. Og så drømmer jeg om smukke vinterkager fra dygtigste Frederikke Wærens.

Tror det bliver godt!

BLØDE FAVORITTER TIL BABY

II ULD JAKKE II HUE II KASHMIR BLUSE II ULD BODY II ULD STRØMPER II FLØJLS OVERALLS II ULD STRIK II BUKSER II STRIKKEDE BOOTIES II KASHMIR BUKSER II ULD HELDRAGT II STRØMPEBUKSER II FLØJLSKJOLE II

Jeg plejer jo ellers gerne at dedikere mit torsdagsskriv til en omgang pæne sager til min garderobe. Sandheden er dog, at det for tiden primært er Nolas garderobe der bliver købt nyt til, og derfor tænkte jeg i dag, at dele nogle af bløde favoritter, som jeg har i kikkerten til hende. Ét af de mærker, jeg især holder øje med er H&Ms Baby Exclusive linje, som står for de fineste sager i lækre materialer som fløjl, uld og kashmir, og i et enkelt design, langt væk fra H&Ms ellers storprintede babyafdeling, som jeg må indrømme, at jeg ikke har den helt store fidus til. Baby Exclusive derimod. Så pænt! Og så gør det jo ikke noget, at priserne stadig er yderst rimelige. 

MOR-BEKENDELSER #2

Jeg har snart været Nolas mor i fire måneder. Det er altså en tredjedel af et år. Og udover den sædvanlige svada om, at jeg ikke begriber, hvor tiden er blevet af, så begriber jeg heller ikke altid helt, hvor fuldstændig vanvittig en rejse det er at blive mor. Den stejleste læringskurve, jeg endnu er blevet mødt af. Den vildeste rutschebanetur på godt og på ondt. Men hvordan går det så lige med det der mor-game? Jo, det giver jeg en status på her.

  • Jeg er ikke så forfalden til at google alting længere. Det er som om, jeg stille og roligt (og der blev sagt stille) begynder at finde mig til rette i, at det er ok, at være i tvivl om det meste med sådan en lille baby, for heldigvis har tvivlen det med at forsvinde af sig selv i løbet af et par dage, når man finder ud af, at de der knopper, eller hvad det nu kan være, gik i sig selv igen.
  • Jeg er nået til det punkt, hvor jeg får fuldstændig åndenød ved tanken om, at der skulle ske Nola noget. Det gør fysisk ondt i min krop, når dumme tanker et splitsekund trænger sig på. I starten var jeg så optaget af at lære hende at kende, give hende mad, rene bleer, sørge for tryghed og søvn, og det var nok mere et overlevelsesinstinkt, jeg følte der trådte ind, ind egentlig kærlighed. Noget jeg lige skulle acceptere, for er det ok, at man ikke elsker sin baby lige med det samme? (Hint: Det er det!)
  • Til gengæld er kærligheden til min lille baby der nu, og jeg fortæller hende ofte, at jeg elsker hende. Jeg er selv ud af en familie, hvor det ikke er noget, man siger højt, og jeg husker ikke, nogensinde at have hørt mine forældre sige det til mig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at de gør det. Man flager bare ikke sådan med sine følelser. Men det gør vi altså herhjemme!
  • Jeg elsker at være mor. For det meste. Der er også øjeblikke, især overmandet af træthed, hvor jeg et kort øjeblik ville ønske, at jeg kun havde mig selv – og min dyne – at forholde mig til. Men når Nola stikker mig et af hendes charmesmil eller smittende grin, er der vitterligt ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være.
  • Min nye mor-krop lader til at have fundet sin plads. Med bredere hoftere, halv-slappe balder, og en mave, der sidst på dagen, stadig kan minde om en lille babybule. Det irriterer mig desværre mere, end hvad jeg havde håbet på, men tiden og energien er der ikke til at gøre noget ved det lige nu. Så istedet fortsætter jeg med mine daglige sukker-snacks …
  • Jeg græder næsten aldrig. Og har faktisk ikke gjort det ret meget, siden Nola kom til. Andet end et par gange af afmagt. Det var Mads der græd, da Nola blev født, mens jeg var overvældet af beskyttertrang. Jeg har følt mig lidt forkert over, at jeg ikke er hende der græder af lykke ned i min baby, for skal det ikke være sådan at blive mor? (Hint: Det skal det ikke!)
  • Jeg tager mig selv i nogle gange at glæde mig til et eller andet ude i fremtiden med Nola. Glæder mig til hun kan gå, til vi kan tage hende med i zoo, og hun sætter pris på det, til hendes 1-års fødselsdag. Og så stopper jeg mig selv, for tiden lige nu er så dyrebar og så kort, og jeg vil ikke overse den ved at have travlt med hele tiden at skue mod dét, der kommer, istedet for dét, der er.
  • Nolas søvn – eller mangel på samme – fylder virkelig meget for mig. Nogle dage kan jeg helt miste pusten ved tanken om den forestående nat, og udsigten til endnu en urolig søvn, hvor man om morgenen dårligt føler man har sovet. Øver mig på at lade være med at lade det fylde for meget, for det kan også hurtigt blive en negativ spiral og en selvopfyldende profeti sådan hele tiden at gå og vente det værste.
  • Nogle dage synes jeg det er vildt svært at finde på måder at aktivere Nola. Rutinen med nakketræning, ligge på pilatesbold, synge sange og flyve flyvemaskine igennem lejligheden er efterhånden ved at være godt brugt. Og på det her tidspunkt plejer jeg gerne at glæde mig til hendes næste lur. Er man så en uoplagt mor? (Hint: Nej, det er man ikke). 
  • Jeg fuldammer stadig. En 8-9 gange i døgnet. I starten havde jeg det virkelig stramt over, hvor lang tid jeg hver dag brugte siddende i sofaen på at kigge ned på min datter, der kigger ind i mit bryst. Nu er hendes amninger heldigvis reduceret til at være 10-12 minutter fremfor 40+, og jeg nyder nu rent faktisk ammestunderne. Og håber jeg vil blive ved med at gøre det længe endnu. 
  • Nola er blevet passet 1 gang, hvor Mads og jeg var til koncert. Og jeg var ikke helt klar til det. Det er jeg faktisk stadig ikke. Behovet for at være væk fra Nola er stadig forsvindende lille, og nok til, at jeg ikke har travlt med at skulle have hende passet. Det kommer nok lige pludselig.