FLASHBACK TIL MIN FØDSEL

I anledning af, at jeg i dag kan fejre mit første hele år som mor, kommer her en genudgivelse af min fødselsberetning, der stadig er mit mest læste skriv i bloggens historie. Og jeg forstår det godt. Jeg er også en sucker for den slags læsning, og bliver hver gang lige betaget af, hvor helt igennem forunderligt og magisk det er, at sætte liv i verden. Uanset forløbet.

Jeg endte med at være i fødsel i lidt over et døgn, så for fordøjelsens skyld er min beretning er delt op i fire kapitler, der kommer her. God læselyst ♥

FRA VENDINGSFORSØGET SEKS DAGE INDEN MIT VAND GIK

 

TIL VANDET DER GÅR. ET STED JEG ABSOLUT IKKE HAVDE TÆNKT MIG. 

 

KAPLØBET MED TIDEN

 

OG DEN DAG VI ENDELIG KUNNE FEJRE FØDSELSDAG

DET HAR JEG LÆRT AF MIT FØRSTE ÅR SOM MOR

I morgen bliver Nola 1 år. Tænk sig engang …. vores lille bitte menneske har allerede været hos os et helt år. I mine tanker er jeg sendt tilbage til, hvad der føles, som den længste nat nogensinde. Den nat for præcis et år siden, hvor jeg for alt i verden ønskede, at jeg skulle få veer, så jeg undgik morgendagens igangsættelse. Hvordan det gik med det, kan I læse i min fødselsberetning, som jeg stadig er så glad for, at jeg fik skrevet ned, mens følelserne stadig var i frisk erindring. Udover at gennemleve den nat, bruger jeg også min sidste aften som mor til en 0-årig, på at filosofere lidt over, hvad mit første år som mor har lært mig. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige. Jeg har sagt det før, men at blive mor er den vildeste læringskurve, jeg endnu har skulle begive mig ud på. Ikke det mest krævende job, kan stå mål med det job, det er, at føde og forme et lille menneske. At sætte sig selv helt og aldeles til side for at gøre plads til noget andet, der er større end dig selv. Ikke i omfang, bevares, men i betydning. At blive og være mor er det sejeste, jeg har gjort, og jeg håber, at alle I mødre derude husker at hylde jer selv, selvom det kan være nemt at glemme midt i al hverdagstumulten. For det vi gør, det er altså stort. Og vigtigt! Og hårdt … Så, her er hvad mit første år som mor har lært mig.

  • At kvindekroppen er for vild. Ét er at den kan gro og føde et menneske, nærmest helt af sig selv. Men at den bagefter formår at samle og løfte sig og hele efter sådan en omgang, er et sandt mirakel.
  • At jeg i forlængelse heraf har lært at sætte pris på min krop på en helt ny måde. Uden videre gener hverken før eller efter, bar den mig igennem fødslen af Nola, den har næret hende med mælk i 12 måneder og hver dag har den givet mig styrke til at give mit barn al den tryghed og nærvær, hun har efterspurgt.
  • Hvor hurtigt man vænner sig til en semi-søvnløs tilværelse. Med undtagelse af to-tre gode uger, hvor Nola sov helt op til 5 timer i stræk, så har jeg nu i 12 måneder ikke sovet mere end 3 timer ad gangen, og jeg er imponeret over, at jeg alligevel hver dag er stået op, har mødt min datter med smil og overskud, og med en vilje til at balancere både barn, boligorden og blog, selvom jeg af og til nok bare burde have smidt mig på sofaen, når Nola sov lur, og indhente lidt forsømt søvn til mig selv.
  • At man er den mindst gode version af sig selv på de førnævnte semi-søvnlæse nætter, og jeg er ret lettet over, at Mads og jeg på forhånd havde lavet en aftale om, at alt hvad der bliver sagt (eller hvæset, ahem) om natten, det er tilgivet morgenen efter.
  • At det er rigtigt, at alting er i faser, men uanset hvor meget du googler eller forhører dig hos andre med børn, så er alle børn forskellige, og du vil aldrig finde sandheden om, hvornår netop den her fase (fra helvede) slutter. Desværre.
  • At jeg har grædt oftere af afmagt end af lykke.
  • At det har overrasket mig, hvor nemt jeg har haft ved at tilsidesætte mig selv og mine behov for Nola. Måske også lidt for nemt, for jeg har sgu nok glemt mig selv lidt i det hele. Det har mere været noget med at være mor fremfor alt. I løbet af Nolas næste år vil jeg øve mig på at give en lille smule slip engang imellem, og hvile i at det nok skal gå, hvis jeg fx ikke er hjemme efter at Nola er blevet puttet #hejaftenaftalermedvin
  • At jeg har brugt for meget energi på at skele til, hvad andre gør i stedet for at hvile i, at jeg er en god mor, der kender mit barn bedst, og derfor handler derefter. Alle de mange velmente råd og erfaringer fra andre er i tidens løb endt med at gøre mig mere forvirret end klogere. Især det her punkt håber jeg, at jeg bliver bedre til med barn nummer to, når den tid engang kommer.
  • At man ikke kan få for mange billeder af sit barn, der sover. Fordi .. så sødt jo!
  • At man i det hele taget ikke kan få for mange billeder af sit barn. Når det spiser, smiler, griner, leger, bader … eller noget andet helt hverdagsagtigt. Jeg tog mange billeder før, men efter Nola er det da stukket helt af.
  • At tanken om, at det skulle være blevet ét af de andre af millioner æg, jeg bærer på, der blev befrugtet og blev til en anden end Nola, er så skør. Helt forkert og nærmest ubærlig. Tak krop for at det var lige præcis Nola, der kom ud af det.
  • At alle klicheerne omkring kærligheden til sit barn er sande. Det er så vild en følelse og så svær at sætte ord på. Altid skarpe Julie-Elsebeth er kommet ret godt i mål med det i dette indlæg, og jeg tilslutter mig hendes følelse af en stormende forelskelse, der bare bliver større og større. Det er en gave, at have en lille skabning omkring dig, der hver dag får dig lyst til at stå på hovedet for at gøre hende glad og grinende. Og uden en eneste bekymring i livet. 

STATUS PÅ VUGGESTUESTART

Vuggestuestart. Er det lige så grænseoverskridende og angstprovokerende, som man forestiller sig? Findes der overhovedet en god måde at sende sit lille bitte menneskebarn afsted ud blandt fremmede hænder på? Det er der sikkert delte meninger om, afhængig af hvem man spørger, men nu hvor Nola har været afsted i vuggestue i tre uger, tænker jeg at give en lille status på, hvordan vuggestuestarten er gået for os. Og det korte, hurtige svar er GODT. Det er gået rigtig godt, og jeg er så lettet over det, for åh hvor har det fyldt meget i mine tanker. TV2 dokumentaren om de københavnske institutioner bag facaden kom “belejligt” bare ganske få uger inden, vi skulle starte,  og jeg græd og var sur på Mads over, at vores hverdag kræver, at vi er nødt til at sende Nola afsted. Men, og der er et men (er der ikke næsten altid det?), som Mads ganske rigtig mindede mig om, findes der heldigvis også et flertal af dygtige, nærværende og hjertevarme pædagoger og medhjælpere, der har det som deres personlige mærkesag at sikre børn en bedst mulig start på tilværelsen i institution. De er måske nok blevet glemt lidt i hele mediedebatten om minimumsnormering og fortravlede institioner, men de er der. Og de gange, vi forinden start, har været forbi vuggestuen, er det sådan nogle mennesker, vi har mødt. Søde, smilende og kærlige.

Så afsted det kom vi. Godt nok med en del nervøse sommerfugle baskende rundt i maven for mit vedkommende, men også med stålsat intention om at få det aller bedste ud af det. Om at møde vores nye hverdag med en ro og åbent sind, der forhåbentlig også ville smitte af på Nolas følelse af tryghed. Det har altså været udgangspunktet for vores vuggestuestart. At det skulle ske i et tempo, hvor både jeg og Nola har været trygge i de nye hverdagsrammer, og hvor vi stille og roligt har bygget på. I alt kommer jeg til at have haft omkring en måned til at køre Nola ind, og vi har derfor også været priviligerede i forhold til at kunne sætte farten ned, og istedet følge en model, der hed først en halv time alene, så en time, så første lur dernede, første middagsmad, og så, hvor vi er nu, en halv dag afsted i vuggestue. Med morgensamling, formiddagslur, middagsmad og legetid. Jeg har været med på Nolas præmisser. Holdt mig nær hende i det omfang, hun har efterspurgt, og først trukket mig i baggrunden, når hun på eget initiativ har søgt kontakten fra de andre børn og voksne. Og især dét tror jeg, har været givet godt ud. Jeg har fået et nært indblik i, hvordan Nolas vuggestuehverdag kommer til at være, fordi jeg i et par uger har levet den hverdag, og jeg har givet hende en tryghed i alt det nye, fordi jeg har været der til at opleve dem sammen med hende.

Personalet på stuen udgøres af to pædagoger og en medhjælper, og tilsammen udgør de et hold, vi ikke kunne have ønsket os bedre. De er legesyge, kærlige, initiativrige, forstående og rolige. De møder børnene med smil og overskud, og man mærker tydeligt, hvor meget børnene elsker dem. Og det får mig – og garanteret også de andre forældre – til også at elske dem en lille smule. For tænk en gave det er at sende sit guld afsted til sådanne omgivelser.

Således er alt godt i vuggestuen. Næsten. For selvom de voksne på stuen emmer af al den empati og overskud, vi havde håbet på, så mærker vi også, at det er et stort børnehus (7 vuggestue-stuer med hver 12 børn) med en presset bemanding, der kun har to hænder til at tage sig af fire sæt små, krævende og ivrige børnehænder. På de gode tidspunkter. På andre tidspunkter i ydertimerne kan det være helt op mod otte sæt børnehænder, som den voksne skal tage sig af. Og det er lige præcis dér at tvivlen om, hvorvidt det er det rigtige at sende Nola afsted i vuggestue opstår. For selvom intentionen fra de voksnes side er en anden, er der nok ingen vej udenom, at de i spidsbelastningsperioder kommer til at overse og overhøre et lille barns behov. Hvad end det behov er for trøst, tryghed eller noget tredje. Mandag morgen mødte Nola og jeg fx ind til en stue i kaos. Med kun en kendt voksen fra stuen, besøg fra en anden stue med en nyansat pædagog, som ingen af børnene rigtig var trygge ved, grædende og grænsesøgende børn. Hele 12 af slagsen til bare to voksne. Og det gjorde ondt i mit mor-hjerte at se. De mange små ildebrande de to voksne efter bedste evne forsøgte at slukke men uden den store effekt, fordi den ene brand blev afløst af den anden. Lige dér havde jeg lyst til at tage Nola med hjem igen. Heldigvis faldt der ro på stuen, som flere pædagoger mødte ind, og til sidst kunne jeg liste ud af døren. Desværre vel vidende, at det hverken bliver første og sidste gang, at sådan en situation kommer til at være virkeligheden dernede, og jeg beder i mit stille sind til, at den nye regering holder valgløftet om at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Og at de gør det hurtigt! Børn fortjener nærværende voksne, og det kan være svært at være, hvis du skal være det over for 5-6 børn på en og samme tid, og tilmed også forventes at være til rådighed for forventningsfulde forældre, opdatere børneintra osv.

Og så savner jeg lidt, at man som forælder føler sig set og hørt. Et savn jeg er lidt splittet omkring, fordi mere forældretid jo som situationen er nu, blot vil tage tid væk fra børnene, hvilket heller ikke kan retfærdiggøres. Men jeg kan ikke komme fra, at jeg sidder med følelsen af, at hvis man som forælder her i indkøringsfasen fik bare 10-15 minutter til ordentligt at overlevere sit barn og de små ting og tricks, der indtil nu har fået hverdagen til at glide, så ville mange flere nylige vuggestueforældre nok også gå derfra med endnu mere ro i maven. En ro der i sidste ende forhåbentlig vil kanalisere sig til tryghed for barnet og tillid til pædagogerne. Tillid til, at de hører og ser dit barn, og agerer på netop dets behov og ikke blot ser det som én ud af en flok, hvori alle skal håndteres fuldstændig ens. Den følelse kan godt halte lidt efter, når man oplever, at beskeder, jeg har vedrørende Nola, drukner lidt i den travle hverdag. Er jeg den eneste, der oplever det sådan?

De næste to uger, frem til min barsel slutter, kommer til at fortsætte lidt på samme måde som nu. Med halvkorte dage og mig der er tilstede i det omfang, Nola har behov for det. Vi går nemlig ind i de så famøse lukkeuger nu. Tre uger hvor hverdagen lige rystes en gang. Med feriebemanding og ny stue. Timingen kunne ikke være dårligere, netop som jeg føler, vi har fundet os til rette i den nye hverdag, men jeg håber og tror på, at Nola allerede har så meget tryghed i vuggestuelivet, at hun også tager sommerugerne i stiv arm og med sit vante gode humør. De roser hende for, hvor godt hun indtil nu tager det at være startet i vuggestue, og der er vitterligt intet, der glæder mig mere at høre! #livetsommor

Hun er i godt humør, når jeg lister afsted fra vuggestuen, og i godt humør, når jeg henter hende igen, og det er de trivselstegn, jeg har brug for, for at føle vi er på rette vej. At vi så til gengæld har en vanvittigt pjevset, enormt tryghedssøgende og virkelig dårligt sovende pige for tiden, er en anden sag, og nok en helt forventlige reaktion på vuggestuestarten. I hvert fald har jeg hørt fra rigtig mange af jer, der har oplevet præcis det samme, da jeres små startede i vuggestue, efter at jeg spurgte til jeres erfaringer på i et post på Instagram igår. Så den tager vi med – og håber det er en kort fase, bevares – og glæder os istedet over, at vuggestuestarten har været præcis som vi kunne ønske os. 

Jeg ved, at I er flere, der også står over for vuggestuestart, så i næste uge kommer der er indlæg med gode, praktiske råd til vuggestuestarten.

TING JEG SAVNER EFTER JEG ER BLEVET MOR

Jeg har været Nolas mor i 10 måneder i dag. Og selvom jeg ikke ville bytte mit liv for noget i verden, må jeg også indrømme, at tankerne om dét, jeg savner efter at være blevet mor, ofte trænger sig på. Livet før Nola føles på en og samme tid langt borte og virkelig tæt på, og tingene jeg nød godt af, inden jeg blev mor, puster mig stadig i nakken, selvom det snart er et helt år siden, at livet, som jeg kendte det, blev vendt på hovedet.

Jeg har samlet en liste med de ting, jeg savner, efter jeg er blevet mor. Mon ikke I er nogle stykker der kan spejle sig i dem? Kom endelig med jeres tilføjelser til listen, så vi kan have lidt kollektiv medlidenhed med hinanden her i mor-gruppen.

  1. Ikke at have et liv efter klokken 20, hvor Nola er blevet puttet. Min tilværelse derefter er degraderet til hviskende samtaler i sofaen og ture frem og tilbage til soveværelset for at give sutten. Jeg savner at gå en aftentur, at drikke et glas rosé i de sidste solstråler på Sønder Boulevard og at spise ude om aftenen.
  2. At sove igennem en hel nat.
  3. At kunne gå på toilettet uden at a) frygte at Nola står på hovedet ned af vores trappetrin eller b) at Nola insisterer på, at skulle stå og hive mig i lårene imens.
  4. At spise voksenmad uden dårlig samvittighed over Nolas længselsfulde øjne efter den mad, der ikke er tiltænkt hende.
  5. Ikke at få nærmest pulsen op af at nå så meget som muligt fra to-do’en, mens Nola sover lur (til gengæld glæder jeg mig over min mor-effektivitet, der har nået nye højder).
  6. At spontane planer ikke længere findes. Alt hvad vi gør skal lige times i forhold til lur, måltider og bleskift.
  7. Ikke at skulle spise aftensmad hver dag senest 18:30.
  8. At nyde at være væk hjemmefra alene uden at føle, jeg mangler noget. Det er skørt, for man skulle jo tro, at alenetid burde føles som paradis, men istedet føler jeg mig nærmest lidt amputeret, og aldrig har jeg været hurtigere til at klare indkøb, træning etc. for at kunne skynde mig hjem til Nola igen, selvom hun hygger sig storartet når hun er alene med sin far. 
  9. At spise mad uden bagefter at skulle kravle rundt på alle fire og samle madrester op fra gulvet.
  10. Ikke at skulle indrette mig efter, at alt nips, jeg har kær, skal være placeret som minimum en meter over gulvet, og at gulvplanter er et overstået kapitel.

BABY, HVAD SKAL VI SPISE?

Udover søvn, er mad nok en af de ting, der fylder aller mest hjemme hos os, når det kommer til Nola og hendes (og vores) trivsel. Og det er jeg ret overbevist om, gør sig gældende hos næsten alle førstegangsforældre. Tankerne om mad. Får de nok? Får de for meget? Får de det rigtige? Er det varieret nok? Udfordrende nok? Bekymringerne omkring overgangen til fast føde står nærmest i kø, og for os synes jeg godt nok det tog lidt tid at lande i de nye spisevaner. Og mens det selvfølgelig stadig er en igangværende proces i takt med, at Nola bliver ældre, synes jeg til gengæld, vi nu er et sted, hvor Nolas mad er blevet en nem del af hverdagen. Hvor balancen mellem babymad og voksenmad er blevet nemmere, og hvor vi efterhånden føler os ganske komfortable i hendes måltider. Og jeg vil gerne dele ud af vores erfaringer og rutiner, fordi jeg ved, I er mange, der tumler med det samme, og ofte får jeg spørgsmål til, hvordan vi har grebet overgangen fra modermælk til fast føde an.

Udover overgangen til mad vil jeg i dette indlæg også komme ind på, hvordan vores daglig spiserutine er, og dele inspiration til, hvad babys måltider kan bestå af, når de (og I) er trygge ved den faste føde.

5-6 måneder: Fra modermælk til skemad

Andre end mig der stressede ret meget over den lidt hårdt opsatte grænse om, at baby, når den er 6 måneder, skal igang med den faste føde? Vi gik igang med smagsprøver på grød, da Nola var omkring fem måneder, fordi jeg allerede da følte mig helt panisk over, om vi nu kunne få hende over på skemaden i ret tide ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Ladet med gode intentioner om hjemmelavet øko grød og ditto frugtmos kastede vi os over projektet. Og Nola gad det på ingen måde. Selv efter flere ugers ihærdige forsøg lykkedes det os stadig ikke med andet end et par små mundfulde. Først da jeg forsigtigt skruede lidt ned for ambitionerne, pakkede den dårlige samvittighed væk og istedet tilbød Nola en færdigkøbt grødblanding toppet med færdig frugtmos fra glas eller klemmepose, kom der skred i det, og hun labbede pludselig grød i sig. Købegrøden, der blot skal blandes med vand, er nemlig lidt sødere end fx hirse, ris eller havregryn, hvilket mange babyer nok vil synes bedre om til end start, fordi det minder mere om den søde mælk, de har været vant til.

Set i bagklogskabens lys ville jeg ønske, at jeg havde tilbudt færdigblanding noget før, istedet for hårdnakket at insistere på hjemmelavet, når det tydeligt ikke fungerede hos os. Lesson learned. Hvis andre ender i samme situation, kan jeg varmt anbefale grødblandingerne Baby & Me fra Arla, der kommer i flere forskellige smagsvarianter og tilpasset babys alder.

6-8 måneder: Fra skemad til fingermad

Da vi endelig havde fundet fidusen i grød og Nola havde fået smag for det, gik det også nemmere med at introducere andre grødtyper for hende, og idag labber hun ivrigt havregrød og øllebrød i sig (sidstnævnte stadig fra færdig grødblanding, fordi … nemmere!). Med grøden godt på plads venter til gengæld en ny bekymring. Fingermaden. Rigtig mad som mit barn, der ellers indtil nu kun har skulle forholde sig flydende kosttyper, pludselig forventes at skulle kun indtage, tygge og synke selv. Gisp. Vi havde så svært ved at komme igang med fingermaden, fordi det ærlig talt føltes vildt angstprovokerende at overlade maden til dét der lille menneske, der stadig har begrænset kontrol over sin krop.

Faktisk var det først efter at have været på et småbørns førstehjælpskursus, at vi for alvor kastede os ud i det, fordi vi da følte os noget mere trygge i at håndtere spisesituationen og den mulighed, at det skulle gå galt, og Nola ville kløjs i sin mad. Og babyer vil uundgåeligt kløjes i deres mad, men deres første brækrefleks sidder meget længere fremme i munden end på voksne, og de har desuden en refleks tættere på halsåbningen også, og derfor skal der ret meget til, for at baby ikke selv får hostet maden tilbage på rette kurs, hvis den kommer på afveje. Det synes jeg er en rar tanke. Men altså, varm anbefaling til et førstehjælpskursus for at finde tryghed i overgangen til fingermad. Vi havde Små Liv ude en aften i mødregruppen, hvor kærester også kunne være med.

Da først vi sådan rigtig kom igang med fingermaden, synes jeg til gengæld tingene hurtigt tog fart, og Nola har været imponerende dygtig til selv at finde ud af det med at tygge maden, selvom hun endnu ikke har skyggen af tænder. Generelt tror jeg, at mange babyer kan meget mere, når det kommer til den faste føde, end vi som forældre regner med – og måske føler os trygge ved – og derfor synes jeg mange ting kommer lidt af sig selv, hvis baby selv får lov at sidde med maden.

Vi er startet med at skære alt den faste føde ud i små mundrette bidder, og som Nola er blevet ældre og har fået bedre fat i det, har vi lavet bidderne større og større. Her er det med at gå med sin mavefornemmelse og give den størrelse, du føler dig tryg i, at dit barn kan håndtere. Lad være med at stresse over at give dit barn hele og halve stykker brød, frugt og grønt at sidde med selv, hvis ikke det føles rigtigt endnu. Det skal nok komme.

8-10 måneder: Fra babymad til voksenmad

Skemad, tjek. Fingermad, tjek. Voksenmad? Næsten. For selvom vi er godt på vej med at udfase babymaden til fordel for mad, vi alle kan og gider spise herhjemme, er der altså stadig et stykke vej endnu for at vi er helt i mål. Grøntsagerne skal stadig være godt kogte. Kødet skal være blødt og uden skorper og det samme gælder for brødet. Alt skal kunne skæres i bidder, og der må stadig ikke være hverken salt eller mælk i. Og det udfordrer altså variationen i maden gevaldigt. Men vi er på vej, og som med alt andet håber jeg, at også den fulde overgang til voksenmad kommer af sig selv med tiden. Det tror jeg.

Indtil da har vi et par håndfulde favoritter til aftensmad, både vi og Nola holder af, som er i flittig rotation indtil mere bliver bygget på. Disse retter tipper jeg om nederst i indlægget, hvor jeg har lavet en mad-dagbog der forhåbentlig kan tjene til inspiration.

Vi prøver generelt at spise ret varieret med Nola og hun får ikke den samme ret to dage i træk (altså andet end havregrød om morgenen), men nogle gange kan jeg godt tænke, at det hensyn måske er lidt unødvendigt eller i hvert fald burde modereres lidt. Bevares, Nola spiser alt, og dét tror jeg godt kan have en sammenhæng med, at hun er blevet præsenteret for så mange forskellige madvarer, men behovet for at finde på nyt hver dag kan også bare nemt blive en hæmsko. Istedet ville jeg gerne have kunnet slappe lidt af i, at man i en periode ikke spiser så varieret, men til gengæld spiser man det samme hele familien, hvilket der også er en stor glæde i. Det vil jeg minde mig selv om med næste barn. At det er ok, at maden bliver lidt ensformig i perioder, og at rester et par dage i træk er ok. Det spiser Mads og jeg jo også selv.

Om snart bare en måned starter Nola i vuggestue, hvor hun forventes at kunne spise den varme mad, de får serveret til frokost, med en ske selv. Og der er vi ikke helt. Hun spiser selv med fingrene, og bliver ellers madet med ske eller gaffel af os. Når hun selv sidder med bestik, er hun mere optaget af at lege med det end med at få det i munden, så det er næste punkt, der skal trænes på vores mad-eventyr.

Inspiration til den babyvenlige mad

Det her punkt ved jeg, at I også er mange, der efterspørger. Inspiration til den babyvenlige mad, og ikke bare et tip om (ud)kogte grøntsager og kødboller, som ingen af os gider spise ret mange aftener i træk.

Og jeg er desværre også stadig udfordret på inspirationsfronten. Størst glæde har vi dog haft af Aarstidernes Babymad, der er en fin og yderst nyttig babykogebog. Derudover har Helen Lyng Hansen (også kendt som Netsundhedsplejersken) også lavet en Bog om Børn og Mad. Den har vi brugt en del når det kommer til dagsplaner og mad, men i forhold til inspirerende madlavning synes jeg desværre ikke, at den er meget bevendt.

Ellers kan jeg også anbefale dygtige Valdemars Ro og hendes opskriftsindex med inspiration til hverdagsfavoritter til familiens små.

En babys maddagbog

Morgenmad: Havregrød lavet på modermælkserstatning og vand. Hver dag. Kedeligt måske. Men Nola er glad for det, det er genkendeligt og mætter godt. Dertil vand i kop.

Formiddag: Varierer fra dag til dag, men enten klatkage lavet på havregrødsrester fra morgenen, 1 halv skive knækbrød (Wasa’s Crisp n’ wheat) eller 1 halv bolle med smør/smøreost. Dertil stykker af blød frugt (appelsin, kiwi, blød pære) eller frugtmos, eller en halv ostehaps. Nu hvor Nola er blevet 9 måneder har vi også introduceret hende til natural yoghurt, som vi serverer med lidt havregryn og frugt på toppen. Dertil vand i kop.

Frokost: 1 skive rugbrød med smørepålæg, skåret i bidder. Favoritterne er humus, leverpostej, smøreost, most avocado, broccolimos, makrel og torskerogn, så de kører i rotation fra dag til dag. Derudover kogte grøntsager eller avocado skåret i bidder, eller grøntsagsmos. Dertil vand i kop.

Eftermiddag: Grød. Enten øllebrød eller Landgrød. Dertil vand i kop.

Aftensmad: Her prøver vi virkelig at gøre en indsats for at tilbyde mad som både Nola og vi gider spise, og indtil videre er det disse retter der flittigst kører i rotation: Frikadeller, boller i karry, chicken tikka masala, laks, rødspætter, fiskefrikadeller, lasagne, bolognese, spaghetti meatballs. Der er stadig dage, hvor vi ikke lykkes med at finde på mad, der dur til både os og Nola, og de dage ender Nola så med et par kødboller af en art (enten fisk, svin, okse eller kylling), som vi har på lager i fryseren, kogte grøntsager og mos. Dertil vand i kop.