MINE DECEMBER PLANER

MIN GRAVIDITET – UGE FOR UGE

Jeg er gravid. Med en lille forårsbaby, der er sat til at komme i slutningen af marts. Og mens dette er min anden graviditet, er der intet, der var som sidst. Og det har ærligt sendt mig på gyngende grund.

Dette er min ærlige og sårbare graviditetsdagbog, om en graviditet der ikke kun har været glad. Om skamfulde følelser, jeg ikke har vidst, hvor jeg skulle gøre af. Om de længste otte uger i mit liv, og om en lille håbefuld lykke der heldigvis lige så stille er begyndt at vokse sig større, som ugerne skrider frem.

Jeg vil ugentligt opdatere dette indlæg, og jeg glæder mig til at tage jer med, som ugerne går, og vi kommer tættere og tættere på at gå fra tre til fire. Har I spørgsmål undervejs, eller ønsker til særlige indlæg i forhold graviditeten, må I endelig skrive. Selvfølgelig er det ikke jer alle der vil finde sådan en graviditetsdagbog interessant, og det forstår jeg fuldt ud. Derfor lover jeg også at bloggen fortsætter med at være et miks af hverdagsglæder, garderobeindlæg, boligdrømme og stort som småt der imellem ♥

* * *

Uge 23

Jeg har besluttet, at jeg vil blive bedre til at tale om og tænke bedre om mine gravide krop fra nu af. Det andet er fjollet, når nu jeg trods alt skal holde ud at være i den fire måneder endnu. Jeg har haft så svært ved at finde mig til rette i, hvor hurtigt det er gået med maven her anden gang, og alt for mange gange har jeg sammenlignet med billeder og vægt fra da jeg ventede Nola, kun for at føle mig endnu større end jeg i forvejen gjorde. Dumt. Og selvom det selvfølgelig er helt naturligt at have det lidt ambivalent med ikke at kunne kende sin krop, vil jeg bare så gerne finde fred med den og tænke kærligt om alt det den gør for mig netop nu, i stedet for at zoome ind på dét, den ikke længere kan og er. Derfor vil jeg prøve at få taget ugentlige billeder af maven, præcis som jeg gjorde med Nola. For alt i verden vil jeg ikke på den anden side af fødslen stå tilbage og tænke, at jeg skulle have nydt maven noget mere. For hvem ved om det bliver sidste gang, der gror et lille liv inde i den.

Selvom omfanget af maven og tallet på vægten er noget større her anden gang, er jeg nemlig overordnet enormt taknemmelig for, hvordan min krop tackler at være gravid. Jeg kan træne og jeg føler mig stærk, jeg kan fortsat sove ubesværet, jeg har overskud til arbejde og aftaler og til at være en tilstedeværende mor og kæreste, og alt det vil jeg prøve at minde mig selv om, når kropskomplekset igen lurer.

Kære krop, du gør det godt, og fortsætter du med at bære mig igennem de sidste 16-17 uger af graviditeten, som du har gjort indtil nu, kan jeg ikke bede om mere ♥

Uge 22

Der er ikke så meget nyt at berette under solen fra denne uge. Den ene dag tager lidt den anden, mens jeg mærker lillesøsters spark blive mere og mere markante. Så dejligt. Det er især om aftenen, når jeg efter en lang dags gøremål lander i sofaen, at jeg mærker hende og ditto når jeg går i seng. Hun ligger lavt i forhold til Nola, så jeg mærker sparkene på en helt anden måde end sidst, og en god håndfuld har hun sparket, så hun rammer en nerve, hvilket niver helt forfærdeligt og får mig til helt at miste vejret. Lille bandit derinde!

Jeg har desværre stadig tiltagende ondt i mine hofter og bækkenet, og er også begyndt at få en lidt brændende/strålende fornemmelse ud fra hvad der i hvert fald føles som mit skamben, og jeg svinger imellem at være på nippet til at tage kontakt til en fysioterapeut kun for derefter at miste modet, fordi jeg tænker jeg alligevel nok bare vil blive sendt hjem med et par håndfulde hjemmeøvelser der skal laves adskillige gange hver dag, og som jeg kender mig selv godt nok til, at jeg mest af alt kommer til at have dårlig samvittighed over ikke at få prioriteret. Tror jeg er landet på lige at vente til min 25. ugers undersøgelse hos lægen om et par uger, og derefter tage bestik af situationen. Til gengæld har jeg i denne uge booket mig ind på et gravid yoga hold hos Moderliv (reklame da jeg samarbejder med Moderliv om deres graviditetsydelser, ligesom jeg gjorde i graviditeten med Nola), og det gør mig så godt med en times grundig stræk, at jeg for en stund glemmer den ømme krop. Den tradition glæder jeg mig allerede til at fortsætte de kommende måneder, især fordi jeg godt kan mærke, at jeg ikke kan dyrke cardio træning på samme måde denne gang, som jeg kunne da jeg var gravid sidst.

Uge 21

Ugens højdepunkt er klart tiden for misdannelsesscanningen, som endelig falder i denne uge. Jeg føler nærmest, jeg har holdt vejret indtil nu, men heldigvis kan vi ånde lettet op. Lillesøster er lige som hun skal være, og ligger ivrigt og vinker og møffer rundt inde i maven. 317 gram bliver hun estimeret til at veje, hvilket også er helt efter bogen, selvom jeg nu ikke ville have været overrasket, hvis sonografen havde skønnet et højere tal, så tung som jeg føler mig. Jeg mærker allerede nu tyngde i kroppen på en helt andet måde, end jeg gjorde med Nola, ligesom jeg også de fleste dage er ret øm i mit bækken og mine hofter. Som om de ligesom låser sig, og jeg i stedet for at gå må vralte halvt afsted. Kønt er det ikke, og jeg. glæder mig ekstra meget til det gravidyoga hold hos Moderliv, som jeg har booket mig ind på til slutningen af november.

Den anden aften blev jeg overvældet af tanken om, hvor stort det bliver, når Nola skal møde lillesøster for første gang.  Hvor vildt det bliver at komme hjem med det lille menneske, der forhåbentlig bliver en ven for livet til hende, og som udvider vores trekløver til en firkløver. Nola er i forvejen meget optaget af at give omsorg til hendes dukker og bamser, og med en helt bekymret mine kan hun bedyre, at dukke savner sin mor, hvorefter hun kærligt trøster den, og jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvor god og stolt en storesøster, jeg ved hun bliver. Med første barn føltes lykken selvfølgelig også overvældende stor, fordi vi bragte et lille menneske hjem til vores tosomhed, men det føles endnu vildere at det lille menneske, vi nu brygger på, kommer til at gøre Nola til storesøster ♥


Uge 20

Endelig halvvejs, og på en og samme tid forundret over allerede at være nået hertil, samtidig med at jeg føler, jeg har været gravid i eeeeeevigheder. Den positive graviditetstest tilbage i juli føles virkelig langt væk, ligesom slutningen af marts, hvor jeg har termin, gør det. Synes der sker så meget i første halvdel af graviditeten; med den pludselige forandring i at gå fra ikke at være gravid til nu at være det, med scanninger, erkendelsen af kønnet, der venter, og så, fra uge 20/21 stykker er det eneste, det handler om, at baby bare skal gro. Tiden med dét kan jeg altså godt synes føles lidt lang, og jeg glæder mig ret meget over, at juleferien snart er indenfor rækkevidde, fordi jeg tænker den bliver et kærkomment afbræk fra nedtællingen til foråret. På den anden side venter årsskiftet – og nuvel et par ret lange og mørke måneder i januar og februar, men lad os ikke dvæle ved dem – og derfra går det hurtigt. Med længere lyse dage. Med foråret. Med ventetiden. Det satser jeg i hvert fald på. Jeg synes alle sagde det gik meget hurtigere når man er andengangs gravid, men den følelse har jeg virkelig ikke.

Mon jeg er helt alene med at have det sådan?

Uge 19

Der er liv! Ægte små babyspark i min mave. Hvilken livsbekræftende (bogstaveligt talt) lykke. 18+1 mærkede jeg de første reelle puf, og når jeg virkelig koncentrerer mig om at ligge stille og mærke efter, kan jeg nu næsten hver dag opleve de små livstegn. Den rareste påmindelse om det lille liv, der vokser i min mave, og som på en eller anden måde føles endnu mere vildt at tænke på her anden gang end med Nola. Denne gang ved vi jo præcis hvad der venter. Et lille bitte menneske med sit helt eget udtryk og personlighed. Måske en lille kopi af Nola, eller måske helt sin egen. Udgangspunktet var selvfølgelig præcis den samme under første graviditet, men dét der med nu at have noget ganske konkret at sammenligne med, gør på en eller anden måde følelsen endnu vildere. Hvilket faktisk er kommet lidt bag på mig, fordi man jo skulle tro at den første graviditet føltes mere overvældende end anden gang. Åbenbart ikke for mit vedkommende. Har I der er 2. gangs forældre også oplevet det sådan?

Uge 18

Ikke så meget nyt under solen i denne uge. Jeg længes stadig efter at mærke liv, og det fylder ærligt en del i mine tanker. Om alt nu er godt derinde hos lillesøster. Jeg er skeptiker af natur, tror aldrig helt på at alt er godt, før jeg med egne øjne har set det, og selv da kan jeg stadig finde på anledning til at tvivle. Heldigvis vil den jordemoder, som jeg har første tid hos i denne uge, gerne lytte efter hjertet, og hun finder hurtigt en solidt bankende hjertelyd. Således beroliget for en stund.

Jordemoderbesøget er en god oplevelse. Vi får os en snak om mit fødselsforløb med Nola, om muligheden for hjemmefødsel versus at føde på hospital. Jeg havde jo en drømmefødsel med Nola, og mest af alt ønsker jeg bare for alt i verden, at den næste bliver lige sådan. Selvom jeg godt har tænkt tanken om en hjemmefødsel, er det faktisk ikke noget jeg drømmer om. Det giver mig en ro og tryghed at vide, at hjælpen er nær, hvis noget uventet skal ske, og fordi jeg havde så god en oplevelse med at føde på Hvidovre Hospital første gang, ved jeg heldigvis, at gode, rolige og kontrollerede fødselsoplevelser også sagtens kan finde sted her. Til gengæld vil jeg gerne føde på Fødeklinikken, hvis det kan lade sig gøre. Den mulighed fandtes ikke, da jeg fødte Nola, men muligheden for at føde i hjemlige rammer mens man er på hospitalet, tiltaler mig, så det noterer jordemoder i sin journal. Det føles nu stadig ret fjernt at tale om fødslen, når man endnu ikke har mærket liv, og stadig er nogle uger fra 20. ugers scanningen, men forhåbentlig jeg allerede i næste uge kan skrive, at jeg har mærket liv. Jeg håber det ♥


Uge 17

Selvom der endnu er længe til, er jeg begyndt at glæde mig til barslen, og vi er stille og roligt begyndt at snakke om, hvordan vi skal fordele den mellem os, Mads og jeg. Jeg tog det hele med Nola, da Mads på grund af jobskifte ikke var berettiget til barsel. Jeg tog et fuldt år ud af kalenderen for at være mor, og elskede hvert et sekund af det. Hvilket faktisk kom en del bag på mig, fordi jeg normalt trives vanvittigt godt med de faste rammer, som det at skulle afsted på arbejde, giver en. Men tiden væk fra netop de faste rammer, ræset på arbejdet, og følelsen af altid at skulle jagte noget mere, gjorde mig godt, og jeg fandt en sjælden ro i at være på barsel.

Nola startede i vuggestue, da hun var 11 måneder, og ærligt talt kunne jeg dengang ikke forestille mig, at skulle have hverken kørt hende ind i institution eller have været tilbage på arbejde tidligere end det. Det er jeg ikke sikker på, at jeg stadig kan, og derfor er min umiddelbare tanke, at jeg gerne vil have barsel i omkring 11 måneder igen. Mads er dog så heldig, at han denne gang er berettiget til barsel, og han vil rigtig gerne gøre brug af den. Om det bliver de fulde 12 uger, han kan tage, eller om det bliver lidt mindre end det, skal vi lige lande på, men vi overvejer lidt en model der hedder, at han i stedet for bare 2 ugers orlov, lige når lillesøster er kommet, tager 4 uger, og jeg så bruger noget ferie imens, så vi alle lige kan lande i at være en familie på fire. Det passer nemlig med, at Nola skal starte i børnehave kort tid efter, at hun er blevet storesøster, og jeg forestiller mig, at det er to ret store omvæltninger oveni hinanden, og det kunne derfor være fedt at være to voksne til at tage fra på det hele.

Derudover snakker vi om, at Mads så vil gå på barsel, når lillesøster er omkring 10 måneder, og vi kan så forhåbentlig have en måneds overlap med hjælp fra ferie, inden jeg skal tage tilbage på job. Det er nemlig min plan at gemme lidt på feriedagene indtil jeg går på barsel, så jeg i stedet kan forlænge min barsel med den ikke-afholdte ferie, og dermed ikke skulle helt så tidligt tilbage på job, selvom Mads også går på barsel.

Det er noget af et regnestykke at få til at gå op, så ligesom med navnet til lillesøster, er det nok meget fint vi starter snakken om tidligt, så der er god tid til at lande det rigtige sted.

Jer der allerede har flere børn, eller et på vej, hvordan gjorde/gør I med barsel?

Udover barselstankerne, er det stadig glæden til at mærke liv der fylder aller mest i denne uge. Heldigvis har jeg første tid hos jordemoder i næste uge, og forhåbentlig hun har mulighed for at lytte på hjertelyd, så jeg kan få lidt ro i alle mor-følelserne. Jeg har det godt. Bedre for hver uge der går, og jeg nyder virkelig, hvor jeg er lige nu. Med overskud og glæde. Træningen er det endelig lykkedes mig at komme ind i en god rytme med, hvor jeg er afsted 2-3 gange om ugen, og det gør mig virkelig godt at mærke, hvordan min krop føles stærk (og øm dagen efter træning, ahem). Jeg håber og tror på, at det kommer til at gavne min graviditet og fødsel, ligesom jeg føler at det gjorde, da jeg ventede Nola, og nok var i hvad der minder om mit livs form.

Uge 16

Det der mest af alt fylder for mig netop nu, er nedtællingen til at mærke liv. Det føles lidt som et skørt vakuum at være i, i ugerne hvor graviditetskvalmen er væk og man dermed ikke dagligt er mærket af sin graviditet, men samtidig er det endnu for tidligt at mærke liv, og der er derfor dage, hvor man næsten helt kan glemme at man er gravid. Jeg glæder mig uendeligt til de første små spark, og har ivrigt spurgt 2. gangs gravide veninder, hvor tidligt de kunne mærke liv. Flere af dem har kunne mærke i uge 18, så jeg krydser fingre for det også bare er et par uger endnu, jeg skal vente.

Jeg husker ikke længslen efter at mærke liv som noget der fyldte lige så meget med Nola, men dengang anede jeg selvfølgelig heller ikke, hvad jeg skulle forvente mig af det. Det gør jeg nu, og det føles som en eksplosion af kærlighed at mærke ægte liv lige der under maveskindet.

Vi er også så småt begynde at snakke navne. Vi havde så åndssvagt svært ved at finde på et navn til Nola, mens vi havde en lang liste af drengenavne. Det har vi stadig. Den bugnende liste af drengenavne, som heller ikke denne gang får brug for. Og så har vi bare ét pige navn på listen. Så det går vi lige og smager lidt på. Lufter det med venner og familie, og mærker hvordan det ligger på tungen. Nola har allerede meldt det ude, hun vil bare have, at lillesøster skal hedde Lillesøster, så dér er der ikke meget hjælp at hente. Egentlig kan jeg rigtig godt lide en del af de gamle danske navne som Ingrid, Vera og Agnes, men vi vil samtidig gerne have et navn til lillesøster, der flugter lidt bedre med Nola. Og det gør de gamle navne ikke rigtig, fordi Nola heller ikke falder i den kategori. Det er mere sin egen genre, og vi leder derfor efter et navn der også er mere sit eget. Nemt skal det ikke være, og det er nok meget godt, der stadig er en håndfuld måneder endnu til hun kommer.

Her kan du læse mit indlæg om navne vi havde i spil under første graviditet 

Uge 15

Højdepunkt i min 15. graviditetsuge 15 er klart den kønsscanning vi har tid til den 2. oktober. Vi har endnu engang booket os ind hos verdens bedste Moderliv, som har tilbudt mig scanningen i gave, hvilket jeg uden tøven har takket ja til, fordi jeg ville have booket en scanning hos dem uanset. Vi kom jo som nævnt også hos dygtige Nanna og Gitte hos Moderliv, mens jeg ventede Nola, og har sjældent oplevet så kompetent og hjertevarmt et sted, så det krævede ingen tænketid. Så som sagt, så gjort.

Og det baby er vokset så fint siden sidst. Knap 9 centimer lang, og lige så stædig som sin storesøster når det kommer til at makke ret i forhold til scanningsbillederne. Ikke på vilkår om den flytter sig ud af flækken, når jordemoder Nanna kærligt puffer til den. Jeg må op og hoppe ad et par omgange og ryste bækkenet på briksen, men lige lidt hjælper det. Baby vender sig bare rundt på den anden side. Præcis ligesom Nola altid gjorde det til vores scanninger. Stædige rad. Også her to år efter. Nanna har heldigvis set, hvad hun skulle, og vi får chancen for at gætte med.

Det er vi dog ikke meget værd til, og selv med en 50% chance for at gætte rigtigt, gætter vi forkert. Det er ikke en lillebror, vi venter os til marts, men en lillesøster. En lille pige mere ♥ Jeg bliver så rørt ved tanken om Nola og en lillesøster, og jeg må synke ekstra dybt et par gange, da Nanna har forsikret mig om, at den er god nok. Så satser jeg i stedet på at jeg kan give Mads en søn i tredje forsøg, hvis det nogensinde kommer til det.

Resten af ugen går fuld af taknemmelighed. Over det lille liv i maven, og over i en hel uge ikke at mærke noget til kvalmen. Jeg er så lettet, og for første gang i de sidste knap fire måneder begynder ugerne nu at tage fart, og det er faktisk meget rart.

Uge 14

Og nu begynder tingene heldigvis at tage fart, som jeg endelig begynder at føle mig tilpas i graviditeten. Kvalmen er nu stort set forsvundet, og jeg stopper på mine B6 vitaminer, som i øvrigt aldrig blev til det mirakel, jeg håbede på. Tiden, den blev min redning. Kvalmen kommer kun snigende, når der gar for lang tid mellem mine måltider, og dét er der heldigvis råd for. Trætheden fylder stadig en del eftermiddag og aften, men det kan jeg godt leve med, og det er nok et grundvilkår graviditeten igennem, når man har en to-årig igang der hjemme samtidig med, at man gror en baby.

Jeg finder overskud til at træne endnu engang, og jeg vil gøre alt for, at den rytme fortsætter, for hold op hvor føles det godt at investere i mig selv på den måde. Og som en ret fin balance til al den mad jeg spiser i et kombineret forsøg på at holde kvalmen stangen og min mund underholdt på hjemmekontoret, haha. Ender I også med at snacke meget mere, når I arbejder hjemmefra? Jeg gør! Hvilket måske også har en lille andel i min uge 14. gravid mave, som i den grad vil frem i verden i forhold til min graviditet med Nola. Med Nola synes jeg det var hyggeligt hver uge at “måle” graviditeten; hvad er mavens omfang, og hvad siger vægten nu. Det regnskab gør, at jeg kan sammenligne med denne graviditet, og det behøver jeg måske ikke, lad os bare sige det sådan. Jeg vejer i hvert fald allerede nu det samme som jeg gjorde da jeg var i uge 27 med Nola, og mens det helt sikkert er tilfældet for rigtig mange 2. gangs gravide at det hele går lidt hurtigere anden gang, så er jeg ikke 100% tilpas i den hurtigt forandrede krop, og jeg er virkelig, virkelig spændt på, hvor det skal ende med graviditetsformen denne gang.

Denne uge er også – satser vi i hvert fald på – den sidste uge, hvor det er en kønsløs baby, jeg gror. I næste uge har vi nemlig bestilt tid til en kønsscanning, og det føles om muligt endnu mere spændende denne gang, fordi vi jo nu ved, hvad det indebærer at have en pige i modsætning til sidste gang hvor både det at få en pige og en dreng føltes lige dele eksotisk. Sidste gang var jeg i øvrigt sikker på, at jeg ventede en dreng, og den fornemmelse var tydeligvis ikke meget værd, så …

Uge 13

Ganske ligesom graviditeten med Nola er jeg virkelig spændt på nakkefoldsscanningen. Nervøs, om man vil. Jeg ved godt, at statistikken selvfølgelig er på vores side, men tør alligevel ikke tro på noget, før jeg får syn for sagen. Om alt går vel, er planen, at jeg vil annoncere det på mit arbejde efter scanningen, og derefter også dele nyheden med jer. Jeg er træt af at gå og trække maven ind, og glæder mig til at kunne åbne op for, hvorfor det er, jeg har været helt ved siden af mig selv de sidste måneder. Det har været et skørt limbo at være fanget i. Ikke at kunne lade som om alt var fint, og samtidig endnu ikke føle sig klar til at dele årsagen til hvorfor.

Den 18. September har vi tid til nakkefoldsscanning, og alt er heldigvis lige som det skal være. Alle tallene er fine, og hjertet banker derudaf. Jeg er så lettet, og det samme er Mads, der græder stille tårer nedover sit mundmind. Følsomme mænd, findes der noget bedre? Med scanningen får vi rykket vores termin et par dage længere frem, så jeg går fra en april- til en martsbaby, og vi er dermed nogle dage tættere på at kunne få den kønsscanning, som vi begge er enige om, at vi gerne vil have.

Med nakkefoldsscanningen veloverstået begiver jeg mig ind i 2. trimester, og overskuddet vender heldigvis stille og roligt tilbage. Jeg har min første tur i fitness i 7 uger, og det føles vidunderligt. Også selvom mine træningstights sidder lidt vel stramt, og min top stumper lidt. Jeg er tilbage og det glæder mig uendeligt!

Uge 12

Sidste uge af første trimester, og hvor har jeg dog glædet mig til at nå hertil. Håbefuld omkring om kvalmen mon for alvor vil være på retur, som mange andre gravide også oplever.

Og heldigvis ser det også ud til at gælde mig, for det fortsætter med at gå den rigtige vej med kvalmen. Kæmpe, kæmpe yes! Kvalmen begynder nu at aftage så meget, at det kun er tidlig morgen og fra eftermiddagen og frem, at jeg er ramt, hvilket efterlader mig med næsten alle dagstimerne kvalmefrie. Det gør en verden til forskel for mit humør, og jeg begynder for første gang at glæde mig over graviditeten. Glæde mig til alt det, der venter. Især til nakkefoldsscanningen, der venter i næste uge af graviditeten.

Uge 11

Og så begynder tingene ellers lige så stille at se lysere ud. Ovenpå hvad der føles som fem uendelige uger med kvalme dagen lang, begynder jeg at have små åndehuller, hvor kvalmen slipper sit tag. Et par timer sen morgen og formiddag, hvor jeg kan kende mig selv igen. Det og så at være tilbage på kontoret redder mig, og jeg begynder igen at have lyst til at gøre ting. Til at gøre noget ud af ting.

Jeg er dog stadig dødtræt, så overskuddet rækker ikke så langt, men bare det at det endelig går den rigtige vej er nok.

Uge 10

Hjemme og igang med hverdagen igen, og heldigvis er det sidste fulde uge fra hjemmekontoret, inden jeg fra næste uge igen begynder at have et par ugentlige arbejsdage fra vores kontor inde i byen. Og jeg glæder mig så, så meget til at komme afsted, fordi mine følelser omkring graviditeten efterhånden er en kende tyndslidte. Jeg har så svært ved at være i, at jeg ikke føler den samme overvældende glæde over min graviditet, som jeg gjorde med Nola, og skammer mig sådan over de følelser. De føles skamfulde i en tid med mere og mere fokus på alle dem, der kæmper for at blive gravide. Alle dem der ville give deres højre arm for at føle de graviditetsgener, jeg gør, fordi de ville være et tegn på, at deres drøm er på vej i opfyldelse. De tanker gør desværre, at jeg pakker mig selv og følelserne sammen, og har svært ved at dele ud til andre end Mads.

En klog veninde, som jeg ses med i denne uge, får mig heldigvis på bedre tanker, og minder mig om, at jeg ingen grund har til at skamme mig over mine følelser. Ikke to graviditeter er ens, og selvom omstændighederne er glædelige er det okay at synes det er svært, og mine veninder vil jo støtte og prøve at forstå uanset. Den påmindelse er lige hvad jeg trænger til, og min venindes kloge ord får mig igennem ugen med oprejst pande.

Uge 9

Vi bliver enige om at tage nogle dage op i mine svigerforældres sommerhus. Vi trænger begge til luftforandring efter de seneste ugers indelukkede hedebølge i byen, og jeg især trænger til et sceneskift fra kvalmehytten derhjemme. Jeg synes jeg oplever, at kvalmen er værst, når jeg opholder mig derhjemme (super upraktisk i øvrigt når man på 5. måned stadig arbejder hjemmefra), og jeg håber derfor i mit stille sind på en weekend i sommerhusland med fornyet mod og overskud.

Og det viser sig at være skønt med nogle dage væk fra hverdagen, selvom kvalmen desværre følger troligt efter, og derfor ikke helt giver mig det pusterum, jeg havde håbet på.

Uge 8

HVORDAN kan dagene gå så langsomt? Det er ellers aldrig tilfældet, men lige nu føles de til at snegle sig afsted, mens jeg forsøger at holde mig ovenvande. Hvilket ikke går rigtig godt. På sin vis er jeg vel lettet over at min kvalme indtil videre ikke har ledt mig til at kaste op, men at have kvalme fra morgen til aften føles invaliderende nok i sig selv, og intet jeg spiser eller drikker kan holde det nede. Ting jeg lykkedes med at spise i går, kan pludselig trigge min kvalme i dag, og jeg snacker vandmelon og drikker solbærsaft i et væk.

Jeg har tid hos sygeplejersken til opstart af vandrejournal og svar på de blod- og urinprøver, jeg fik taget i sidste uge. Alle prøverne er heldigvis fine, og jeg bliver blot sendt afsted på apoteket efter seabands og B6 vitaminer, som der er oplevet gode erfaringer med til at holde kvalmen nede. Jeg krydser fingre!

Vi får fortalt begge vores familier, at Nola skal være storesøster, ligesom vi stille og roligt begynder at fortælle venner og veninder nyheden, efterhånden som vi ses med dem. I min sidste graviditet husker jeg det som om, at jeg havde lyst til at hele verden skulle vide om vores lykke, men denne gang har jeg det stik modsat, og jeg har svært ved at få tilløb til at få det sagt. Tænker det nok hænger sammen med at jeg føler mig så utilpas i min krop, og mest af alt har lyst til at gå i hi hjemme i sengen.

Uge 7

Er der virkelig kun gået en uge?!?! Evighedskvalmen føles til at have taget endnu et nøk op, og det suger al energi ud af mig. Ærligt har jeg svært ved at kæmpe mig igennem dagene med arbejde og familielivet derhjemme, og hver dag er jeg nødt til at gå op og lægge mig et par timer efter formiddagens møder og arbejde. På den front er jeg lettet over, at jeg stadig arbejder hjemmefra, fordi det så er nemmere at camouflere, hvor dårligt jeg har det på grund af graviditeten. Til gengæld gør det også bare mine dage endnu længere, fordi jeg om aftenen er nødt til at indhente det arbejde, jeg på grund af kvalmen ikke har nået i løbet af ugen. Det går desværre ud over bloggen, som jeg slet ikke kan finde overskud til.

Jeg græder mine første graviditetstårer i denne uge. En eftermiddag hvor jeg er nødt til at sige nej til at være med i Nolas (løbe)leg fordi jeg har ondt omkring bækkenet, og kun kan overskue at lægge ned. Lige der hader jeg at være gravid, og jeg bliver ked af at indse, at det hverken bliver første eller sidste gang, at jeg herfra kommer til at sige nej til Nola.

Jeg har det så dårligt over at have det sådan over en ønsket graviditet, men lige nu har jeg svært ved at se mig udover, at den stjæler alt det fra mig, som gør mig glad. Overskuddet, energien, lysten til at lave sjov og ballade med Nola og til at være en god og opmærksom kæreste over for Mads. Jeg trives slet ikke i at være den udgave af mig selv, og håber for alt i verden at det hele snart letter.

I denne uge har jeg booket os ind til en tidlig scanning hos Moderliv. Dem havde jeg et samarbejde med i min graviditet med Nola, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil bruge dem til denne scanning også i denne omgang. Nanna og Gitte, der har Moderliv, er de mest søde og empatitiske jordemødre, jeg har mødt, og jeg føler mig i så gode og grundige hænder hos dem.

Udover natuligvis at se og høre, hvad der gemmer sig bag min allerede oppustede mave, er jeg også især spændt på at høre den anslåede terminsdato, for som nævnt har jeg jo en lang og mangeårigt ustabil cyklus, og afhængig af hvilken beregning, jeg bruger, er jeg alt mellem uge 6 og 9 på nuværede tidspunkt.

Scanningen hos Nanna viser heldigvis et lille bankende hjerte og hun måler fosteret til at være knap en centimenter. Med det mål estimerer hun mig til at være 6+5 og med en anslået termin 1. april. Det er ret pudsigt for vores tidlige scanning med Nola viste også, at jeg var 6+5, og selvom det nok er lidt skørt, bliver jeg faktisk lidt rørt af sammenfaldet.

Således begiver jeg mig hjem med to bankende hjerter og en aprilbaby i maven ♥

Uge 6

Fra den ene dag til den anden bliver jeg ramt af den ledeste kvalme, der slår mig fuldstændig omkuld. Fra morgen til aften har jeg kvalmen siddende helt oppe i halsen, er svimmel og så uendeligt træt. Jeg har ikke skyggen af overskud eller energi, og det udfordrer desværre min graviditetsglæde en del.

Med Nola havde jeg en smule morgenkvalme de første tre uger, men aldrig på et punkt hvor det ikke var til at holde ud, og ganske naivt havde jeg derfor tænkt, at det var mit privilige at være gravid på den måde. Men som jeg nok snart vil lære, er der ikke to graviditeter eller babyer i øvrigt, der er ens.

Uge 5

Selvom jeg ikke længere er i tvivl om, at den positive graviditetstest er god nok, føler jeg stadig ikke rigtig graviditeten, og vi bliver derfor hurtigt enige om, at jeg skal booke en en tidlig scanning, så vi forhåbentlig kan se hjertelyd, og derefter det hele forhåbentlig bliver lidt mere virkeligt.

Uge 5 forsvinder i hverdagsliv (hej første uge tilbage efter tre ugers ferie, gisp) og forberedelser til den to års fødselsdagsfest for Nola, vi har planlagt til weekenden.

Uge 4

Vi kommer hjem fra sidste del af vores sommerferie fredag aften, og jeg glæder mig lidt til at tage en graviditetstest dagen efter. Min menstruation er sent på den, men med en mangeårig ustabil cyklus er det desværre ikke en garanti for noget, så jeg sætter ikke mine forventninger for højt. De seneste dage har jeg haft lidt småkvalme på underlige tidspunkter af dagen, og har i øvrigt været i et lunefuldt humør, ligesom min perioral dermatitis fra den ene dag til den anden er gået i udbrud, hvilket også kan være hormonelt betinget.

Lørdag formiddag sniger jeg mig til en test på badeværelset, uden Mads ved noget. Efter et langt minut kommer to streger frem på testen, men teststregen er ret svag, så jeg føler mig ikke overbevist. Der er noget med mavefornemmelsen, der ikke helt er der. Jeg beslutter at vente yderligere 48 timer, før jeg tester igen, som der bliver anbefalet på pakken.

De næste dage stikker min perioral dermatitis endnu mere af, og jeg er ærligt mega ked og frustreret over at føle mig så utilpas i min krop, så tanken om at skulle være gravid fylder næsten ikke.

Mandag tester jeg igen, og teststregen er lidt tydeligere end sidst men stadig ikke overbevisende. Den pessimistiske side af mig tænker, at det måske er, fordi jeg har haft en kortvarig graviditet, som er gået til, men at mit Hcg-niveau stadig viser sig i en somewhat-positiv test. Tirsdag, endnu en test. Det begynder at ligne noget, og jeg beslutter at indvie Mads i testen, og jeg får arrangeret det som en fin lille gave fra Nola og jeg. Han bliver selvfølgelig vildt glad, og jeg kan mærke håbet hos mig vokse.

Fredag tager jeg endnu en test, og denne gang kommer der hurtigt to lige tydelige streger. Jeg er også begyndt at få ømme bryster, og først nu begynder jeg at turde tro på det. Jeg er gravid.

31 comments

  • Kiri

    Jeg vil blot lige komme med en anbefaling til at forsøge med en osteopat til de smerter – det reddede mig og virkede mange gange bedre end fysioterapi. Det koster så også det dobbelte men seriøst – det hjalp!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan varmt anbefale 4 uger til Mads i starten. Min mand havde de 2 ugers barsel + 2 ugers ferie med vores nr.1. Det var helt perfekt med 4 uger sammen. Nu var jeg ikke så mobil de første 2 måneder, så jeg havde gerne beholdt mig hjemme længere tid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Dejligt at høre I også havde gode erfaringer med lidt længere tid hjemme til far i starten. Vi var super priviligerede med Nola, hvor vi faktisk havde Mads hjemme i over tre måneder, fordi han var imellem to jobs, og jeg kan derfor slet ikke forestille mig hvordan det vil være at skulle være alene efter to uger.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carolina Pihl Olsen

    Min kæreste har taget 4 uger (med de 2 uger) her i starten, hvilket han også gjorde med vores nummer 1 der er 2 år. Det fungerer rigtig fint, at lige lande i det hele sammen og at han har kunne taget vores store datter om natten og morgenen uden at skulle afsted på arbejde. Han tager så 3 uger i forbindelse med påske også tager han 13 uger til sidst, så han kan køre ind når vores søn er 12 måneder 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Det lyder som en virkelig fin fordeling Carolina, og god ide det med at din kæreste tager noget barsel i forbindelse med påsken også. Så kan man også maksimere lidt med helligdagene der kan modregnes!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Må jeg spørge hvor du skal føde henne? Jeg har nemlig termin ugen efter dig (også med andet barn) og min første jordermoderaftale (om 2 uger) er nemlig kun på tlf. jeg skal føde på Herlev…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Jeg skal føde på Hvidovre, men jeg har også godt hørt at andre af hovedstadens hospitaler desværre ikke tilbyder første jordemoder-aftale på andet end telefon. Det er virkelig en skam at det ikke er mere ensrettet, men corona er jo nok den store skyldner her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Mange tak for svar, ja det er ret ærgerligt og helt sikkert corona som er synderen…😦

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har taget samme barsel med begge mine og det har været fint. Men dagene går så sindssygt stærkt 2 gang og man har slet ik den samme tid fordi der er så meget mere at se til.
    Kan klart anbefale god tid når Nola os skal starte i børnehave – det gjorde min datter os og det var noget af et skift fra vuggestuen samtidig med hun havde oplevet en omvæltning derhjemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh ja, kunne godt forestille mig at anden barsel går endnu stærkere end den første – derfor vil jeg heller ikke alt for tidligt tilbage. Man ved jo heller aldrig om det kommer til et tredje barn, så vil gerne føle, at jeg har fået det fulde ud af barslen, hvis nu det viser sig at blive den sidste!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Helt overordnet, håber jeg, at de fleste har mulighed for at holde lige så lang tids barsel, som de finder rigtig og den gode fordeling mellem forældrene, der passer til både far/far/mor/mors karriere/job! Det afhænger også meget af forældrenes barselsvilkår. Mange mænd tjener mere end kvinder, arb i det private med dårligere vilkår og det kan spille ind. Det forstår jeg SÅ godt. Her har vi lidt den omvendte model og jeg kan sagtens forstå man ikke sender den med de dårligste vilkår og den højste løn på barsel. Men altså. Tilbage hertil 😉 Jeg har tre børn. De første to fik jeg da jeg arb i det offentlige. Her holdt jeg 10 måneder (inkl. ferie) for hver af dem. Min mand holdt 4 måneder for den begge. Ved barn 3, arb jeg i det private med ringere vilkår, mens min mand var i det offentlige. Jeg tog 8,5 mdr (inkl ferie) og min mand tog 4,5 mdr. Alle modeller har været ok – det er jo ligesom den plan, der er lagt, og så er vi gået med det. Jeg er god til planer – det er den retning vi går med – med mindre vi føler anderledes 🤷🏼‍♀️. Jeg har ELSKET alle barsler og er mega god til at holde barsel, men jeg elsker også mit professionelle jeg. For det er jeg også god til. Ved barn 3 har jeg ammet i 21 mdr. (and still going🙈) trods jobstart. De andre har jeg ammet i 10 mdr. Jeg kan klart mærke at barn 3 giver en ‘my way’-tilgang. Og selv om jeg har ammet, har der været god plads til farsel, og at han har været lige så god og duelig som mig. Det har også fungeret med fuldtidsjob. Det lyder måske lidt bum-agtigt. Det er det egentlig slet ikke. Vi har ikke lagt mange tanker i det ved barn 2 og 3. Slet ikke ved barn 3. Vi har gjort det før og har lært grænser og præferencer godt at kende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Virkelig en dejlig og opløftende kommentar, S. Tak for at tage dig tid at dele! Jeg er helt på linje med dig med at håbe at alle har mulighed for at holde lige den barsel, som de finder rigtig i forhold til længde og fordeling mellem forældrene, men virkeligheden er vist, at vi stadig er et stykke vej derfra selv i DK, hvor vi ellers overordnet har virkelig gode vilkår sammenlignet med andre lande. Desværre bare ikke i forhold til vores nordiske naboer. Men dét problem lader sig vist ikke løse lige rundt om hjørnet, desværre.
      Jeg forestiller mig også, at man bliver mere og mere bevidst om egne grænser og præferencer, som flere børn kommer til, og halleluja for det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Jeg synes Bjørk, Vilde, Sommer, Selma, Lucia og Liva passer godt til Nola ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Ih også så mange fine navne Mie! Både Vilde og Selma havde vi faktisk i overvejelserne til Nola, men de var der ikke helt. Måske de skulle støves af igen og på listen også denne gang 💞

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Line
    Tillykke med lillesøster. Jeg er spændt på, hvad I finder på at kalde hende. Herhjemme havde vi samme dilemma ved lillesøsters ankomst: med storesøsters navn Marli, der bare ikke helt passede til noget andet 😅 valget faldt på Nola til lillesøster. Hvis vi en dag skulle få en pige mere er jeg ret vild med Cleo som jeg synes passer godt til både Nola og Marli. 💛

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Tak Line ♥
      Hvor er Marli bare et fint navn – helt sit eget uden at blive for specielt. Og enig, virkelig fint sammen med Nola. Hyggeligt I også har jer sådan en ♥
      Cleo er virkelig også sødt, det hedder en kær venindes datter dog, så det bliver nok for tæt på for vores vedkommende 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MiaMaja

    Stort tillykke med graviditeten 🙂 Men er det mon muligt at ændre i “format” så den nyeste graviditetsuge står først ? Der bliver laaangt at scrolle ned, som du når frem i graviditeten og vi hver gang starter med uge 1

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Det er godt input MiaMaja, og jeg har straks ændret formatet på indlægget, så nyeste uge kommer som det første. Tak for at skrive!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hvorfor er det vigtigt for dig at give din mand en søn? Er piger ikke gode nok? Hilsen en mor og jordemoder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Jeg tror der er rigtig mange mænd, der et eller andet sted har en lille drøm om en dag at få en søn, ligesom jeg altid har drømt om en dag at få en datter. Måske noget med en følelse af nemmere at kunne spejle sig selv i et barn af samme køn? Sådan har jeg det i hvert fald. Nu er vi vanvittigt heldige snart at have to piger, og hvis vi en dag skulle have en tre’er ville jeg da ønske for min kæreste at han fik oplevelsen af at få en søn – også selvom han er den bedste far til vores datter, og uden tvivl også bliver det til vores lillesøster.
      Din kommentar om, hvorvidt piger ikke er gode nok, synes jeg ærlig talt er grebet i meget tynd luft, og vidner om, at du måske ikke har læst (så grundigt) med herinde ret længe, for føler ikke der hersker nogen tvivl om at både Mads og jeg føler os som verdens heldigste med vores datter!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Fint svar på en lidt uheldigt formuleret kommentar. Selvfølgelig er piger gode nok – ligesom drenge er det. Det skriver du jo heller ikke nogen steder. Jeg er selv i uge 24 med mit første barn og kan godt genkende det med, at det måske – for nogen – kan være lidt nemmere at have en umiddelbar identifikation med et ufødt barn af samme køn som en selv. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg inderst inde også helst ville have en pige (og min kæreste helst en dreng). Det viser sig, at vi venter en lille dreng, og nu kan jeg ikke forestille mig, at han skulle være nogen anden ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Stort tillykke med graviditeten! Det er nemlig noget helt andet 2. gang og kan godt følge nogle af de følelser, du har haft. Hvor er det godt, at det går den rigtige vej nu. Jeg er selv gravid med 2. barn (32 uger henne) og har en pige på 1 år og 9 måneder. Når det bliver hårdt for mig, så prøver jeg at tænke på, hvor meget de får glæde af hinanden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Tusind tak Sofie, og et ditto stort tillykke med dig og den lille på vej ♥ Og du har ret, tanken om den gave man giver, ved at bringe en søskende ind i ligningen opvejer et langt stykke hen ad vejen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det sejt gået – sikke en omgang, at lægge ud med 💪🏻🎯. Og kæmpe, kæmpe tillykke 😍!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Tak kære dig – føles ærligt talt også som en bedrift at have holdt sig ovenvande den seneste tid, så det vil jeg huske at minde mig selv om. Nu går det heldigvis fremad, og glæden har fået lov at tage over ♥

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    At gravid kan være alt andet end fedt! Jeg venter nr. 2 ligesom dig selv. Har også en godt 2-årig rendende om benene. Er i uge 19 nu.
    Både sidste og nuværende graviditet har været med kvalme døgnet rundt fra uge 4-20. Det er fuldstændig ulideligt. Opkastninger er ingenting, det er kvalmen, der er drænende! Jeg begynder at kunne mærke, det letter lidt – ligesom sidst. Men det har været nogle virkelig hårde måneder. Især hårdt ikke at kunne være der 100% for min søn, som du også beskriver.
    Det er helt ok at føle sig ultilpas i det hele, at blive sur og ked og at skamme sig over det. Heldigvis kommer der noget godt ud af det i sidste ende.
    Mit bedste råd mod kvalmen er konstante små måltider, så du altid har lidt i maven. Sult forværrer kvalmen. Det er lettere sagt end gjort, når man ikke har lyst til noget som helst, men det hjælper! Og så hjælper det også mig at holde mig lidt i gang – at adsprede tankerne. Weekender og ferier har faktisk været det værste for mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh altså Stine, hvor jeg føler med dig! Det er ganske simpelt forfærdeligt at være i, mens det står på, og selvom man godt ved, at målet selvfølgelig er det hele værd, er det virkelig en abstrakt tanke, mens kvalmen fylder det hele. Dejligt det også endelig begynder at lysne for dig – håber det herfra bliver en rar ting at være gravid ♥
      Og du har så ret i det med adspredelsen, jeg har også klart haft det bedste, når jeg har haft aftaler væk hjemmefra, mens hjemmekontor-boblen uden udefra input har forværret det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Jeg er i uge 10 og har lidt i over 3 uger. Kvalme opkast ekstrem sult og madlede. Kan nærmest intet spise pludselig og alt er klamt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh altså K, tanker til det. Det er frygteligt at være i mens det står på. Håber, håber, håber for dig at det snart klinger af, og det herefter bliver til at holde ud for dig ♥

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Dejligt skriv! Og jeg kender det så godt – I min første graviditet havde jeg døgnkvalme og opkast frem til uge 14, hvorfor jeg her anden gang var forberedt på det værste. Troede jeg – Jeg er nu i uge 17 og kæmper stadig, og jeg er simpelthen så sur på min krop! Det føles helt dumt, men var sikker på at vi havde en indbyrdes aftale om at det der pjat ville slutte i uge 14 🙂 Haha!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Haha åh hvor kan jeg godt forstå din logik. “Jamen krop, vi aftalte jo til uge 14, og ikke længere”. Øv altså! Jeg håber, at det snart bliver bedre for dig, det har du i den grad fortjent!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

MINE DECEMBER PLANER