Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

16. november 2020

At vi er startet dagen i dag med mandagssol og blå himmel gør allerede den her uge foran på point i forhold til den forgangne. Ej hvor jeg havde fået set mig sur på de grå i grå dage og da jeg nåede torsdag var jeg så eddiekesur over tilværelsen, at jeg dårligt kunne holde mit eget selskab ud. Sådan en uge, med andre ord. Det er jeg ret fast besluttet på at gøre bedre i denne uge, for det andet fordrer jo ikke andet end at jeg bliver mavesur over små ting, jeg alligevel ikke kan lave om på.

Så altså, denne uge skal blive god skal den. Om den vil det eller ej. Jeg glæder mig til at nusse om at gøre Nolas pakkekalender færdig, til sæsonens første honninghjerte, til mindst én kop varm chokolade, til at synke blødt ned i sofaen til fjerde sæson af The Crown, som jeg spår at være færdig med allerede inden ugen er omme, til at gå en tur i tusmørket og nyde de strålende lys fra byens julepyntede gader. For en gangs skyld synes jeg ikke, at det er et sekund for tidligt!

Hvad glæder du dig til i denne uge?

Og her en håndfuld blandede bolcher fra ugen der gik. En rar påmindelse om at selvom humøret af og til kan vakle, er der stadig masser af små gode stunder at gemme på ♥

II Det her højdepunkt stråler for hele ugen. Min højt elskede guldkæde med aftræk fra baby Nolas håndflåde er blevet fundet, og forleden blev vi så genforenet, da jeg hentede den på hittegodskontoret. Årh jeg var så glad at jeg kunne græde! II

II Mødregruppemiddag på Spuntino. En tallerkenfuld spiselykke, tak II

II Stor koncentration og farvefulde sysler til at lyse lidt op på de mørke eftermiddage, som den seneste tid har budt på II

II Billedanledning i ægte dagslys. Det var der ikke meget af den forgangne uge, og jeg har været lidt småvrissen over det for at være ærlig. Hvilket jo er helt åndssvagt når nu det absolut ikke er op til mig at ændre. Heldigvis sluttede ugen fuld at solskin, og jeg føler mig igen tanket op II

II Mine søde chokoladekumpaner og Nola der lige illustrerer over for Mads, hvordan han skal fjerne sit flødeskumsoverskæg II

II En 61 års fødselsdag lige efter mit hoved. Helt perfekt at fødselaren endnu ikke føler sig for gammel til en kagemand! II

  • Reply
    Julie Koch
    16. november 2020 at 16:51

    Det ligner trods alt en dejlig uge! 💫✨

    Ville du dele lidt om Nola’s pakkekalender? Jeg er håååååååbløst bagud med Augustas, og med lillebrors termin på lørdag(!!!!) efterlader det ikke meget tid. 😔🤯

    • Reply
      merimeri
      17. november 2020 at 13:10

      Sådan på de store linjer var den jo trods alt også ganske rar, og det er godt lige at blive mindet om, når man kan have set sig blind på alt det sure!
      Jo, det kan du tro, at jeg vil. Kommer til at vise den nærmere på IG i morgen eller torsdag, men sådan overordnet har jeg fundet størstedelen af sagerne i Søstrene Grene (de har virkelig mange fine og brugbare sager i den kategori), så var jeg en tur forbi Børneloppen, hvor der også var en masse gode sager (jeg købte lidt LEGO og Schleich dyr) og så fylder jeg de sidste dage ud med bl.a. rosinæsker, poser med frugtslik og frugtstænger.

Kommenter