Hverdagsliv

NÅR DRØMMEN OM AT BO I BYEN VAKLER: TANKER OM LAND VS BY

27. oktober 2020

Det er syv måneder siden, at jeg udgav dette indlæg om fremtiden med børn i byen. En for og imod liste for at blive hvor vi var. Fortsætte den hverdag vi kender og holder så meget af. Og så skete corona. Syv måneder hvor vores verden, som vi kendte den, er blevet vendt på hovedet. Hvor alle de ting, der før talte for at blive byen, ikke længere føles så skråsikre. Lejligheden, der udover at være et fristed, pludselig også skulle udgøre et hjemmekontor på fuldtid. Arbejdspladsen, hvor cykelafstanden med ét blev irrelevant, fordi man ikke skulle derind. Byens mange muligheder, som man på grund af corona-restriktioner, slet ikke får brugt i samme grad. Alt det jeg før holdt af og vægtede højt er blevet til det modsatte. Jeg har ramt en mur. Egentlig kom den nok snigende i løbet af den tidlige sommer, hvor vores sommerhusdrøm føltes mere og mere modløs. Behovet for luft og lys syntes umuligt at få indfriet med et sommerhus sådan som markedet var, og til dels stadig er, og lejligheden føltes mere trang end nogensinde.

I den tidlige sommer blev vi gravide. Ønsket inderligt, men hurtigere end forventet, og det kom derfor lidt bag på os. Det samme gjorde den kvalme, der satte ind allerede en måned inde i graviditeten, og tvang mig til at bruge en stor del af mine dage de følgende to måneder på langs i lejligheden. Det fik ikke just lejligheden til at føltes mindre indelukket, og mit behov for at komme ud og væk steg i takt med kvalmen.

Kvalmen er heldigvis gået væk nu, men det er den snigende følelse af, ikke længere at være helt så forelsket i vores liv i en lejlighed i byen, desværre ikke. Drømmen om længe endnu at blive boende her i byen er begyndt at vakle. Og jeg aner ærligt talt ikke, hvor det efterlader os. Jeg er i syv sind, om vi er klar til at lægge livet i byen bag os for at søge ud med hus og have, eller om vi vil savne alle de goder, som byen indtil nu har budt os. Savne vores identitet som byboere.

Jeg luftede vores vaklen på Instagram forleden, og jeg hørte fra virkelig mange af jer, som enten står i samme overvejelser, eller har truffet valget om at flytte væk fra byen, og derfor gav jeres perspektiv med. Det var virkelig rart at læse, og det gav mig lyst til at tage emnet op herinde, fordi jeg fornemmer, at I er rigtig mange, der står samme sted i livet. Måske vi sammen kan hjælpe hinanden til at blive klogere på det valg, vi står over for?

Hvis ikke byen, hvad så?

Trangen til lys og luft kan jo findes på mange måder. En villalejlighed, et rækkehus, eget hus. Tæt på byen eller tættere på natur og store vidder. Afvigelserne fra vores kendte hverdag kan gradbøjes i større eller mindre grad alt efter i hvad retning, vi drømmer om at gå. Spørgsmålet jeg især, stiller mig selv, er, om vi er villige til at gå planken ud, og flytte helt væk fra byens puls for at få naturen og roen tættere på. Eller vil vi strække os langt for at finde en ny konstellation tættere på byen? Vil det give os det, jeg mangler, eller vil det mest af alt føles som et kompromis, hvor vi ikke rigtig får nogle af delene? Hverken byens puls eller naturens stille ro. Det er et kæmpe spørgsmål, som der ikke findes noget enkelt svar på. Vi ved hvad vi har i dag, på godt og på ondt, men vi aner ikke, hvordan livet væk fra en lejlighed og væk fra byen vil føles. Vil vi trives? Vil savnet til hverdagens fleksibilitet og aftalerne i byen fylde for meget? Vil vi stadig være os, selv når vi ikke længere er dem, der lever i byen, går ud at spise et par gange om ugen og har byens puls under neglene?

Noget siger mig, at svaret ikke er sådan et, der kan regnes ud på papiret. Det skal prøves af i praksis. Enten gør vi det, eller også gør vi det ikke. Vi kan ikke på forhånd vide, hvordan livet væk fra lejligheden i byen vil behage os. Jeg lytter ivrigt med, når jeg hører om andre, der har truffet valget. Flest er historierne om dem, der ikke har fortrudt det et sekund. Hvor hverdagen i de nye rammer nu føles som det eneste rigtige. Og så er der dem, der fortryder. Ikke finder sig til rette og derfor må søge tilbage til byen igen. Den mulighed er der selvfølgelig, men den føles besværlig. Det københavnske boligmarked er ikke nemt at få en fod indenfor i, er man først ude af det. Vi kommer nok aldrig til at få hænderne i så god og billig en lejlighed, som den vi sidder i i dag, og det puster igen til min betænkelighed ved at tage skridtet. Samtidig er der udsigten til, om nogle år at skulle have skolebørn. Når først Nola er startet i skole, vil jeg for alt i verden gerne byde hende at gøre hendes skolegang færdig dér, hvis hun selvfølgelig trives. Derfor er Mads og jeg enige om, at vi skal være landet i beslutningen om, hvorfra livet skal leves, inden hun skal starte i skole. Der er stadig længe til, men med den fart hendes første to et halve år har haft på, føles tiden til hun bliver fem alligevel ikke lang.

Fordi vi i så mange år har været fast indstillede på livet i byen, har vi ikke gjort os nogle tanker om andre områder, det kunne sige os noget at flytte til, og det føles derfor som om, vi starter ret meget ved 0 i forhold til en boligjagt. Jeg kender til sydsjælland, hvor jeg er vokset op, men så langt syd vil vi ikke. Mads er fra Hvidovre, og det kender vi derfor lidt til, men det er jo et snævert felt i forhold til, hvor mange omkringliggende byer der er rundt om storkøbenhavn, og også kunne være muligheder.

Hvad med områder som Vanløse og Brønshøj, som de seneste år har været et sandt trækplaster for byens børnefamilier? Kunne det være noget for os? Det eneste vi ved er, at hvis vi skal flytte, så skal det være til et område inden for s-tog strækningen, gerne max 30 minutter fra Nørreport, der skal ikke være langt til motorvej, så vi heller ikke kommer for langt fra min familie, som vi fortsat gerne vil have max en times kørsel til, og så skal byen, vi flytter til, gerne have et liv i sig selv, og ikke blot føles som et mellemstop inden København og de mange muligheder dér. Lige med denne snak føles området faktisk vigtigere end selve huset, og det er helt uvant for mig og os, at skulle gå til beslutningen ad dén vej. Nemmere ville det være bare at forelske sig i et hus, og så kan beliggenheden ellers være lige meget. Men det er den ikke. Ligegyldig. Når alt kommer til alt er det nemlig beliggenheden der dikterer hvordan vores liv kommer til at kunne leves. Hvilken fleksibilitet det tillader, transporttider, osv. Og så er jeg tilbage til en start. Usikker på hvor vigtig den frihed, vi kender den fra vores hverdag i dag, skal vægtes op imod behovet for luft.

Åh det her blev en lang og kringlet tankestrøm uden rigtig start eller ende, men som I kan fornemme, fylder det meget, og jeg er spændt på, hvor tankerne om det her tager os hen de kommende år. Jeg tror ikke, at vi er på vej ud af byen lige nu og her. Som det er nu, glæder jeg mig til endnu en barsel i byen, og så håber jeg i mit stille sind, at beslutningen måske kommer helt af sig selv, som vi lander i at være en familie på fire. Om vi genfinder overskuddet til byen, eller om vi til sidst vægrer os så meget ved den, at der kun er et at gøre. Søge væk. Det vil tiden vise.

Hvor er I henne i jeres liv? Glad byboer, den der har fundet ro i livet med hus og have, eller som os, et sted midt imellem?

  • Reply
    Sofie
    27. oktober 2020 at 14:26

    Hej Line
    Jeg forstår godt din tvivl. Vi (min kæreste, jeg og min søn på 2) flyttede til Birkerød for 4-5 mdr siden. Vi savnede mere plads og en have. Jeg var også i tvivl, om jeg ville savne byen og ikke mindst mit netværk, da jeg er den første til at flytte ud. Jeg har altid været vant til at kunne cykle til alt, og nu skulle jeg pludselig til at være afhængig af bilen eller det offentlige for at komme ind til byen. Men det var det rigtige valg. Vi nyder at være sammen her og jeg bliver særlig bekræftet, når jeg ser hvordan min søn stortrives med haven. Og så tror jeg også det er en tilvænningssag – jeg kan sagtens stadig ses med mine veninder inde i byen. Det kræver bare en køretur på 20-25 min. Så det at hverdagen er blevet nemmere og sjovere opvejer, at jeg skal bruge lidt ekstra tid på at komme ind til byen. Bare lidt tanker herfra 🙂

    • Reply
      merimeri
      28. oktober 2020 at 16:08

      Hej Sofie, tusind tak for at dele dine tanker og erfaringer. Hvor lyder det dejligt som I er landet i livet med hus og have i Birkerød! Jeg tager det virkelig også til mig, at man ikke hører om ret mange, som ikke finder sig godt tilpas i det nye kapitel af livet. Tror nemlig du har ret i, at det langt hen ad vejen er en tilvænningssag, og vi har det jo med hurtigt at tilpasse os de rammer, vi er sat i. Måske det bare er et spørgsmål om hver ting til sin tid. Livet i byen er én tid, og kapitlet med hus og have en anden, og begge dele kan noget virkelig godt.

    • Reply
      Sus Bjerre
      20. august 2022 at 10:14

      Tak for at dele jeres tanker. Vi er på andet år i tvivl om vi (voksne) kan trives i forstaden. Vi er flyttet nordpå 12 km fra Kbh, og vi savner byen. Vi er overraskede over hvor meget vi savner tilbud til børn, det at mødes med venner og bekendte i byens rum og kunne være lidt mere fleksible. Vores børn husker byen, legepladser og ting vi gjorde når vi er i byen men de nyder også at kunne færdes frit (og det gør vi også)

      • Reply
        Line Schjelde
        22. august 2022 at 21:31

        Tusind tak for at skrive og dele lidt ud af jeres erfaringer med skiftet fra byens puls til forstad. I er jo nok der, hvor jeg også “frygter” at ende, skulle vi beslutte at flytte. Jeg er så bange for at ende i en forstad, hvor jeg indser, at alt det, der gav mig energi i byen (livet, mulighederne, logistikken) i virkeligheden er vigtigere for mig end flere kvadratmeter og egen have. Modsat er jeg også bange for at gå i stå herinde i byen. Jeg synes det er så sejt at I tog skridtet. Kun på den måde kan man blive klogere. Jeg håber at I snart lander et sted med mere afklaring, så I helt ned i maven kan mærke at lige her og lige nu, er I havnet det rette sted ❤️

  • Reply
    C
    27. oktober 2020 at 17:19

    Vi står ofte med samme tanker og overvejelser. Og jeg har ikke et endegyldigt svar eller løsning. Sagen er den, at havde vi penge nok, ville vi købe et af de få huse/rækkehuse som ligger i byen, men det er nok de færreste forundt😅

    Indtil videre er det de af vores venner, der ikke har haft gode boligkort på hånden, som er rykket ud. Altså fordi de har boet dyrt til leje eller simpelthen boet for småt. Og jeg ved faktisk ikke helt om det er en gave eller ikke, at sidde i en lejlighed der næsten er for god at give op. For det gør i hvert fald ikke valget nemmere. Åh jeg ville ønske at give mine børn mere natur, selvtilliden ved at bare kunne hoppe rundt på en blind vej med børnefamilier i de omkringliggende huse. Virkelig!

    Men jeg vægter også tid med dem meget højt. Min ældste går i deltidsbørnehave. Min mellemste 20 timer. Det kan kun lade sig gøre, fordi arbejde og hjem er inden for 5 min for min mand og 15 på cykel for mig. Så når alt kommer til alt. Så betyder det med tid og undgå et pendlerliv mere for os lige nu. Til gengæld sparer vi sammen til sommerhus og så har vi lovet os selv at blive bedre til naturoplevelser i weekenderne. Men som meget andet er det ikke sort og hvidt. Og vi blive begge i tvivl. Især det her med, om mine børn ville trives bedre ude af byen fylder. Glæder mig til at høre flere af jeres tanker og overvejelser. Selvom det også sætter gang i mine egne☺️

    • Reply
      C
      27. oktober 2020 at 17:25

      Og vil lige tilføje at Corona også har sat tankerne i gang hos os. Både min mands og min egen arbejdsplads har indført muligheden for i hvert fald 2 arbejdshjemmedage om ugen (altså når tingene bliver normalt igen) og det betyder, at en af os kunne være hjemme i hvert fald 4 dage om ugen, og det gør det lige mere overkommeligt i forhold til at rykke ud og skulle pendle og balancere hente og aflevere børn. Men så er der også det økonomiske aspekt, som jeg også synes er vanskeligt at gennemskue. Hus er dyrt alt efter hvor tæt på byen. Åh så mange overvejelser! Men også så spændende at tale om.

      • Reply
        merimeri
        29. oktober 2020 at 15:04

        Kære C, tak for at dele jeres overvejelser. Jeg kan 1:1 følge dig i stort set dem alle – var økonomien til det, var vi også rykket til et byhus på Øbro eller Valby, men det rækker midlerne ikke til. Synes også hele elementet med tiden til børnene er spændende. Hvis vi flytter ud af byen, vil vi nemlig også med vores nuværende arbejdskonstellationer ende med at have mindre tid i hverdagen sammen med vores børn på grund af den transporttid, der til gengæld skal findes plads til. Og dét taler klart i den anden retning og for at blive i byen. Åh så mange overvejelser, og det må siges at være noget af en skillevej mange af os med små børn i byen står over for. Glæder mig til vi engang har landet en beslutning og forhåbentlig fundet ro i den.

    • Reply
      Sofie
      27. oktober 2020 at 18:57

      Bare af nysgerrighed: hvorfor tror du, at dine børn vil trives bedre uden for byen? Jeg født og opvokset på Østerbro og havde den bedste barndom! Har altid set forstaden som umådelig kedelig (og snæversynet) og mest af alt iagttaget, at folk bare sad i deres egne haver, og ikke fik alle de naturoplevelser, som alle ønsker. Dertil – de fleste teenagere røvkeder sig i forstaden, i hvert fald blandt mine venner 🙂 byen er fantastisk, tror man skal passe på med at tro, at børn automatisk “trives bedre” med en have osv. Man lærer meget ved at bo i byen og den diversitet man ser der, men mangler de fleste forstadsbørn altså desværre.

      • Reply
        Sofie
        27. oktober 2020 at 19:12

        Hej,
        Øv, jeg er vist blevet misforstået. Min mening var ikke at generalisere. Jeg har et barn, der elsker at udforske og være udenfor. Det at have en have gør det derfor en del nemmere for os – den der kliché med bare at kunne åbne havedøren. Men jeg er enig i, at der ikke er noget rigtigt og forkert 🙂

        • Reply
          merimeri
          27. oktober 2020 at 19:43

          Hvor det glæder mig, at læse om jeres forskellige betragtninger på emnet. Vi bringer hver især forskellige horisonter med ind i debatten, hvilket selvfølgelig giver os nogle forskellige ståsteder. Og I har ret, der er ikke noget rigtigt og forkert. Med det sagt, så tror jeg egentlig, at Sofies kommentar var møntet mere på C’s betragtninger end dine, når jeg lige læser flowet i kommentarerne 🙂

      • Reply
        merimeri
        27. oktober 2020 at 19:49

        Som jeg læser C’s skriv, så er det mere et spørgsmål hun stiller – om hendes børn vil trives bedre ude af byen – end en konstatering, så jeg tror endelig ikke du skal læse det som en pegen fingren af børn, der er vokset op i byen. Vi tilpasser os jo de rammer og vilkår vi vokser op med, om det så er by eller land, og den gode barndom afhænger forhåbentlig af noget helt andet end de ydre rammer. Selv er jeg også vokset op i provinsen, og har aldrig hverken kedet mig eller følt mig snævertsynet i mine betragtninger om diversitet og mangfoldighed. Så lige dér, føler jeg mig nok lidt uheldigt sat i bås af, at du skriver, at du “altid har set forstaden som umådelig kedelig (og snæversynet), og med teenagere der røvkedede sig”. De værdier, eller mangel på samme, tror jeg man kan finde i såvel byen som på landet, og læren om mangfoldighed handler for mig lige så meget om de værdier og udsyn der bliver italesat i hjemmet som udenfor, og jeg tror derfor ikke på at geografi er den afgørende faktor.

        • Reply
          Sofie
          29. oktober 2020 at 14:44

          Hej, jeg forstår og det er jo en generalisering – ligesom jeg næsten kun læser, at bybørn “ikke kan være udenfor” eller frarøves natur osv. Intet kunne være længere fra sandheden. Der er faktisk studier der viser, at folk fra provinsen er mere bange og mere fordomsfulde i deres forståelse af diversitet, kriminalitet osv. Der er vitterligt en cirkel rundt om storbyer hvori folk stemmer betydeligt mere konservativt og med frygt for “den farlige indre by”. Det er påvist mange gange. Folk inde i byerne, de bor klods op og ned af enorm diversitet og er slet ikke så bange som folk (generelt!) er fra provinsen. Min svigermor siger jo ting som, at man ikke kan have en cykel stående inde i kbh, for den bliver stjålet – og jeg har altså cyklet hver dag af mit liv uden problemer. Min svigermor vil ikke tillade, at hans døtre skal med ind på Nørrebro af frygt for “de fremmede”, altså de her tanker er enormt typiske i provinsen, det er det jeg mener med, at man kan få et forkert og snæversynet syn på, hvad der egentlig foregår, hvis man kun ser alt i nyhederne.

          Det med at være udenfor, det er sjovt, det er altså btbørn der er så absolut mest ude i min omgangskreds! Når man bor i fx lejlighed i byen, så er man ude hele tiden – på museum, på legepladsen, rundt i gaderne, i springvand, i parker osv. Heeeele tiden. Dem jeg kender med børn i provinsen, de kan tilbringe hele weekender hjemme i stuen. Intet galt med det, men bybørn (og min søn deriblandt) er seriøst ude hele tiden. Og han kan allerede i en alder af to navigere rundt i hele vores nabolag, finde alle lejepladserne selv, siger hej til alle de lokale skraldemænd, tjenere, ekspedienter, børn, hunde og alt ind imellem, mens vi er ude. Skal hele tiden stoppe og sige hej til velkendte ansigter. Og ved bor midt i en storby. Så det med et lokalmiljø, det er lige så (hvis ikke mere) tilgængeligt i byen, hvor alle bor tæt. Hvis vi flyttede ud, så ville han jo kun se de nærmeste naboer og ikke ALLE folk i de.andre lejligheder i gaden. Altså, vi kender så utroligt mange mennesker og alle kan hans navn, når han går ned ad gaden. Alle vinker og siger hej. Jeg skriver blot dette fordi jeg læser mange der skriver, at de flyttede ud med børn og så fik et lokalmiljø og DET var den eneste måde at få det på. Men sandheden er jo nok, at lokalmiljø ofte bare kommer naturligt via børn; alle elsker børn og ens naboer bliver pludselig velkendte, fordi barnet er et fokuspunkt. Mange af de ting, som provinsfolk siger kommer pga provinsen, det kommer altså fordi man stifter familie. Og alle der skriver, at de jo alligevel ikke ville bruge byen med børn, det er jo fordi I ikke længere bor der :-p hvis I gjorde, så ville den blive brugt lige så flittigt som før, trust me. Skørt at man står så alene som bybarn i denne debat, ærgerligt at ikke flere vælger at give byen en chance, da jeg synes den er langt overlegen forstaden. Ligesom de fleste kommentarer her mener det modsatte 🙂

  • Reply
    Amanda
    27. oktober 2020 at 22:19

    Vi flyttede ud af byen for 4 år siden, noget tidligere end planlagt og egentlig også længere væk end oprindeligt tænkt, men pludselig bød en mulighed sig. Vi er endt 30 min. nord for København midt i skoven og tæt på vandet. Det var et stort skridt at flytte “så langt væk” fra byen, for jeg var især lun på områder som Amager, Utterslev mose, Valby og København NV/Dyssegård. Vi er faldet utroligt godt til og nu kan jeg slet ikke forestille mig at bo i byen igen. Jeg nyder roen og naturen og samtidig værdsætter jeg meget mere byen, når jeg/vi er derinde. Det er nok svært på forhånd at sige hvad “det rigtige” er, for det kan/vil ændre sig som ens behov skifter. Det er blevet klart for os, at vi har brug for et trygt nærmiljø og naturen i hverdagene frem for diverse tilbud, som byen har at byde på, som vi alligevel har svært ved at benytte med små børn. Held og lykke i boligjagten!

    • Reply
      merimeri
      28. oktober 2020 at 16:10

      Kære Amanda, tusind tak for også at dele jeres historie. Virkelig dejligt at høre at I er faldet så godt til nordpå, selvom det blev længere væk fra byen end I først havde forestillet jer. Det gør stort indtryk på mig at høre alle jer, der siger, at I dag kunne slet ikke forestille jer det anderledes end at bo ude af byen. Så er der håb for alle os tvivlere, som er bange for ikke at falde til. Når alt kommer til har vi det jo heldigvis med at tilpasse os!

  • Reply
    Sanne
    28. oktober 2020 at 10:14

    Jeg er født i provinsen tæt på skov og natur og en lille bustur til en større by. Flyttede til storbyen ifm med studiet og er blevet i en ret lille andel. Nu med tre børn. Synes både by og land er skøøøn på hver siden måde, men elsker selv mest by, når alt kommer til alt. Er nu endt med sommerhuskombien 1 t 10 min herfra i bil. Rimelig tæt på vand, to havne og skøn strand i nærheden, by med lille gågade og liv og station. Der er noget for os alle og fleksibiliteten mellem det hele er fantastisk. Vi lejer det billigt ud til venner i et par perioder hvert år. Det er bæredygtigt og giver reelt bidrag, så man ikke får den klassiske dårlige samvittighed over ikke at bruge det hele tiden.

    • Reply
      merimeri
      28. oktober 2020 at 16:12

      Sanne, tak for at dele din horisont. Skønt at læse om jeres model med hverdag i byen og weekender i sommerhus på landet. Den model har vi jo også overvejet, men pyha mistede godt nok pusten med vores intense sommerhusjagt i foråret og sommeren, og har stadig ikke genfundet den. Som tanken om en hverdag med mere plads og luft banker på, fylder tanken om sommerhus pludselig mindre, men pyha, jeg er godt nok stadig i tvivl.

  • Reply
    Rebecca
    28. oktober 2020 at 18:46

    Min kæreste og jeg (begge 28 og uden børn endnu) flyttede i en større lejlighed (115 kvm) på Islands Brygge i sommer. Vi følte os på ingen måde klar til at stå med ansvaret for hus og have, selvom vi tidligere havde talt om hus i Storkøbenhavn eller Roskilde. Men da vi sidste år kom frem til at vi var vokset fra vores 60 kvm studielejlighed, var det vigtigt for os at finde noget tæt på natur, men fortsat beliggende i byen. Og vi føler virkelig vi har fundet den perfekte løsning her på Bryggen. Vi er tæt på byen og dens tilbud og har samtidig Amager fælled som vores baghave og udsigt til vandet.

    Da vi kiggede på nyt hjem talte vi meget om vores nuværende behov og dem i den nærmeste fremtid. Det gav fx mening for os at se på lejlighed med et ekstra værelse, der på sigt kan blive til børneværelse. Men hvad vores behov er om 10 eller 20 år er så svært at vide. Man kan ikke opfylde behov, man endnu ikke ved man har. Og derfor er jeg også gået væk fra tanken om, at finde et hjem til resten af livet. Hvem ved om man 3 år får mulighed for at lande drømmejobbet i Sønderborg eller vil hive 1 år ud af kalenderen for at rejse verden tynd?

    Ha, det blev godt nok en lang smøre.. Måske du kan bruge det 😉

    • Reply
      merimeri
      29. oktober 2020 at 15:07

      Kære Rebecca, hvor er det bare en god og vigtig pointe det med ikke at kunne opfylde behov på forhånd, for hvem ved hvad lysten er til, når/hvis der engang kommer børn. Det er også netop derfor vi ikke kommer til at træffe en beslutning om det ene eller det andet før vi ved, hvordan tilværelsen med to børn i byen arter sig. Hvem ved, måske vi stortrives alle fire!
      Tak for at skrive, og hvor lyder det skønt med jeres store lejlighed tæt på vand og vild natur på Bryggen!

  • Reply
    Cecilie
    28. oktober 2020 at 18:58

    Hej Line,
    Spændende emne du tager op og fedt at hører forskellige perspektiver her i kommentarfeltet.
    Vi er en familie meget lig jeres, med et barn på snart 3 år, en 4 måneder og begge jobs herinde i byen, boende på Amager i en lejlighed. Vi har særligt det sidste år været meget frem og tilbage ift. hvad der skal ske med bolig. Vi er endt ud i lejligheds/sommerhus modellen, hvilket gør at vi har den absolut perfekte kombination af mulighederne i byen og sommerhus med strand og skov i baghaven. Jeg elsker at vi kan lukke havedøren og at den store selv kan suse rundt ude i haven, samtidig er weekenden også helt fantastisk når den er brugt på de københavnske legepladser, hvor hun møder nye mennesker hver gang. Derudover har vi opdaget at vi har behov for skiftet, for at komme helt ned i gear og være endnu mere tilstede end normalt. Jeg vil glæde mig til at følge med og måske blive inspireret på ny at jeres fremtidige beslutning.

    • Reply
      merimeri
      29. oktober 2020 at 15:20

      Hej Cecilie, tak for at dele! Det er simpelthen så interessant at høre så mange forskellige betragtninger og konstellationer. Lejligheds/sommerhus modellen lyder så god og rigtig for jer, og jeg kan godt forstå det med behovet for skiftet imellem de to verdener. 100% af den ene eller den anden model er bestemt ikke givet at være bedre.

  • Reply
    Natasha
    28. oktober 2020 at 21:53

    Vi flyttede ud fra byen til det smukkeste hus, men jeg fortrød beliggenheden og kunne slet ikke finde mig til rette. Så vi solgte igen, rykkede tilbage til byen og er efter to år, igen flyttet lidt ud, men til det helt rigtige område, mindre prangende (men stadig dejligt 70er hus), i dragør. Her er masser af natur, nærmiljø, stemning og kort til byen. Med el cykel tager det 30 minutter til nørreport. Blot en erfaring 🙂

    • Reply
      merimeri
      29. oktober 2020 at 15:10

      Natasha, hvor er det befriende også at høre fra en der har fortrudt, og alligevel er endt med at finde en god løsning. Det er en rar påmindelse om at ingen valg jo behøver være endegyldige. Dragør er skøn, og jeg kan godt forstå I er glade derude. Jeg ville bare sådan ønske, at der var bedre offentlige transport muligheder dertil.

  • Reply
    Sandra
    28. oktober 2020 at 22:09

    Dine tanker kender jeg alt for godt. Vi flyttede kort før 2. barn kom til verden ud i en lille forstad til København med 25 min med s-tog til nørreport. Vi bor i villalejlighed med lille have, masser af plads, skønne grønne områder, gode indkøbsmuligheder og alt hvad en børnefamilie har brug for med institution, bibliotek og legepladser lige om hjørnet. Børnene trives, men vi gør bare ikke og er derfor på vej længere ind mod byen igen. Helst til Valby, som vi begge holder rigtig meget af og som har alt det vi ønsker os. Lokalt liv, grønne områder, vand, kort cykelafstand til byen og bedsteforældre lige om hjørnet.
    Vi kommer højst sandsynligt til at flytte i lejlighed og få meget mindre plads. MEN det glæder jeg mig simpelthen sådan til. Med 2 børn går ALT ens tid så pokkers hurtigt og min dårlige samvittighed over ikke at få ordnet have, kælder, husprojekter er ved at vokse mig over ørerne. Drømmer om mindre plads, færre ting, flere spontane ture på ladcyklen uden en specifik plan og at kunne finde det jeg mangler nemt og hurtigt i nærmiljøet i stedet for at skulle finde alt online eller sætte en halv dag af til at komme ind til byen. Med aflevering af 2 børn og en cykeltur på 35 min tager det mere end en time at komme fra hjem til arbejde. Det er dyrebare minutter i mine øjne med 2 små børn.. Jeg tror 100 % på at man skal prøve det på egen krop, før man ved om man er landet det rette sted. Der er jo så mange ting der spiller ind i sidste ende, som man umuligt kan vide inden. Vi har en pige der snart skal starte i skole, så vi er desværre også ved at have lidt travlt nu 😬. Håber I bliver klogere når yngstearvingen har meldt sin ankomst. Vanløse kan i mine øjne helt sikkert noget og er nemt at komme til og fra. Alfa Omega, hvis man stadig gerne vil være lidt bymenneske. God aften ☺️

  • Reply
    Sandra
    28. oktober 2020 at 22:11

    Dine tanker kender jeg alt for godt. Vi flyttede kort før 2. barn kom til verden ud i en lille forstad til København med 25 min med s-tog til nørreport. Vi bor i villalejlighed med lille have, masser af plads, skønne grønne områder, gode indkøbsmuligheder og alt hvad en børnefamilie har brug for med institution, bibliotek og legepladser lige om hjørnet. Børnene trives, men vi gør bare ikke og er derfor på vej længere ind mod byen igen. Helst til Valby, som vi begge holder rigtig meget af og som har alt det vi ønsker os. Lokalt liv, grønne områder, vand, kort cykelafstand til byen og bedsteforældre lige om hjørnet.
    Vi kommer højst sandsynligt til at flytte i lejlighed og få meget mindre plads. MEN det glæder jeg mig simpelthen sådan til. Med 2 børn går ALT ens tid så pokkers hurtigt og min dårlige samvittighed over ikke at få ordnet have, kælder, husprojekter er ved at vokse mig over ørerne. Drømmer om mindre plads, færre ting, flere spontane ture på ladcyklen uden en specifik plan og at kunne finde det jeg mangler nemt og hurtigt i nærmiljøet i stedet for at skulle finde alt online eller sætte en halv dag af til at komme ind til byen. Med aflevering af 2 børn og en cykeltur på 35 min tager det mere end en time at komme fra hjem til arbejde. Det er dyrebare minutter i mine øjne med 2 små børn. Jeg tror 100 % på at man skal prøve det på egen krop, før man ved om man er landet det rette sted. Der er jo så mange ting der spiller ind i sidste ende, som man umuligt kan vide inden. Håber I bliver klogere når yngstearvingen har meldt sin ankomst. Vanløse kan i mine øjne helt sikkert noget og er nemt at komme til og fra. Alfa Omega, hvis man stadig gerne vil være lidt bymenneske. God aften ☺️

    • Reply
      merimeri
      29. oktober 2020 at 15:26

      Åh Tanja, din kommentar lander lige midt i dér hvor min tvivl er størst. Om den ekstra plads og grønne udsigt er nok til at opveje en hverdag med mindre fleksibilitet og mindre tid sammen med børnene. Sejt I har turde tage chancen og nu også tør erkende, at skiftet ikke var det rigtige, og derfor er på vej tilbage igen. Det er jo de erfaringer, vi bliver klogere af! Håber I snart finder et nyt drømmehjem i Valby ♥

  • Reply
    Marie
    29. oktober 2020 at 9:00

    Jeg tog springet fra Aarhus til en lille bitte flække i Sønderjylland, hvor der ingen gang er en fakta/netto mv.

    Jeg KNUSelsker det. Jeg flyttede for kærligheden, og jeg har aldrig fortrudt. Min mand var ikke flytbar, men det var jeg. Jeg var også betænkelig ved at flytte væk fra alle mulighederne – cafe, restauranter, barer, biografer, shoppingmuligheder mv. Men helt ærlig, så mangler jeg dem ikke i hverdagen. Hverdagens trummerum mellem arbejde, skole for børn, fritidsinteresser og parforhold, så opdager jeg ikke, at jeg har mistet muligheden for at kunne gå på bar en onsdag eller se den nyeste af den nyeste biograffilm.
    Hvad jeg derimod har opdaget er, at jeg er blevet forelsket endnu mere i Aarhus, så når jeg besøger byen i en weekend (gør jeg ca. en gang om måneden/hver anden måned), så suger jeg alt til mig og nyder det, men når jeg sætter kursen mod hjem, så er det også med stor tilfredshed.

    Det er faktisk min mand som savner Aarhus mest. Han har altid levet på landet, og det år vi datede, før jeg flyttede, der opdagede han pludselig, hvor fantastisk det er, at man kan gå ned i byen mv. Han er begyndt at savne den slags muligheder, men ikke værre end han glemmer dem, når han kommer hjem og nyder pladsen (og priserne!!!). Vi har dog snakket om en lejlighed i Aarhus i stedet for f.eks. et sommerhus.

    Spørg hellere dig selv – hvad er det værste der kan ske ved springet? At I flytter igen, og så er det jo heller ikke værre.

    • Reply
      merimeri
      29. oktober 2020 at 19:23

      Åh en sej og modig beslutning Marie, sådan at tage planken fuldt ud, så at sige! At flytte for kærligheden lyder som den helt rigtige grund til at flytte!
      Spændende model det med at have en lejlighed i byen til weekenderne og så huset på landet til hverdagen. Det forudsætter selvfølgelig et vist økonomisk råderum, eller at man bor virkelig billigt det ene af stederne, hvilket man selvfølgelig også nemmere kan komme til, jo længere væk fra byen man sætter sig. Du har så ret i det med at spørge sig selv om, hvad det værste der kan ske er. Det burde jeg ofte gøre, men i bund og grund er jeg KÆMPE tryghedsnarkomen, når det kommer til mine hverdagsrammer, og gambler nødigt med det uvisse. Desværre.

  • Reply
    Rebecca
    29. oktober 2020 at 12:28

    I forhold til det du skriver, Line, om at flytte mens ens børn går i skole, kan jeg så godt følge dine tanker.

    Som 10 årig flyttede jeg (med forældre og søster) fra København til en mindre by i Nordsjælland. Og jeg synes mine forældre var så dumme. Udover at jeg flyttede fra mine venner, så synes jeg selv som 10 årig, at det var røvsygt at bo i provinsen – og det blev kun værre i teenageårene. Jeg fik aldrig et tilhørsforhold til den nye by, vi flyttede til, og flyttede tilbage til København i forbindelse med studierne.

    Jeg havde dog helt sikkert haft et andet tilhørsforhold til byen, hvis vi var flyttet, da jeg var yngre.

    • Reply
      merimeri
      29. oktober 2020 at 15:29

      Skønt med din betragtning om at opleve skoleskiftet på egen krop Rebecca! Det gør mig bare endnu mere sikker på, at vi skal have landet beslutningen inden Nola skal starte i skole, så hun og vi har de bedste forudsætninger for at falde til i eventuelt nye rammer, hvis det er dér, vi lander.

  • Reply
    Lullumut
    29. oktober 2020 at 22:12

    Åh, så mange og spændende tanker, søde Line.

    Min mand og jeg flyttede i hus uden for byen for nu 5 år siden. Allerød kommune. Vi ville gerne finde et hus, som ikke skulle renoveres, så vi kiggede på huse, der var max 15 år gamle. Vi var ved Ringsted, Kokkedal, Roskilde. Hele vejen rundt på Sjælland næsten. Da vi så flyttede årstallet fra 15 til 16 år, var der bingo på husets stand og prisen 🙂

    Jeg elsker den ro, der er her på landet. Men det kræver også 2 biler, for os. Jeg er glad, at vi flyttede inden barn, for det har gjort det nemmere med valg af institution. Og her er kun 1 skole i byen, så det er endnu nemmere 🙂 Jeg kan godt se, I har nogle helt andre kriterier, da det er beliggenheden. I må ud og snuse, indtil det kilder i maven. Lige pludselig er huset der, mens I mindst venter det. I kan også prøve at fremleje jeres lejlighed og leje et hus.

    Held og lykke <3

Kommenter