Hverdagsliv

KALENDERKIG #27

25. maj 2020

Fine mennesker, er I klar til at kaste jer over endnu en uge? Jeg håber i hvert fald, at den lange weekend har sikret jer genopladte batterier. Hvor mange af jer er egentlig efterhånden tilbage på jeres kontorer? Jeg knokler stadig ufortrødent videre på hjemmekontoret, men eftersom Nola er tilbage i vuggestuen fungerer det heldigvis fint, og jeg nyder stadig at være på hjemme fra. Vi har for nyligt fået besked om, at det på vores arbejdsplads bliver frivilligt at komme tilbage på kontoret frem til januar, så således har det stadig lange udsigter for en som mig, der ikke har travlt med at komme tilbage ind og sætte tæt i et storrumskontor. Jeg savner selvfølgelig den daglige småsnak med mine kolleger henover skærmene, men jeg må også sige, at det til tider føles mere effektivt at være på hjemmefra, hvor der ikke er helt så mange forstyrrelser. Det må jeg nyde, mens det varer.

Ugen vi nu går igang med har på kalenderpapiret en masse gode sager at byde på, og jeg håber, at praksis kommer til at følge trop. Jeg har gang i flere spændende projekter på job, vi skal forhåbentlig ud til endnu et sommerhuskig, som jeg forsigtigt har store forhåbninger til, og så har jeg mine første middage ude i byen for første gang siden alting lukkede ned. Den treenighed burde lægge et godt fundament for en uge af den gode slags.

Således føler jeg mig klar til at vende endnu et kalenderblad, og ugens program kommer her.

UGE 22

MANDAG

Det er mig, der står for at aflevere Nola i dag, og derefter vil jeg hurtigt suse ud og klare ugens indkøb.  Det meste af min arbejdsdag kommer til at gå med møder, så jeg forestiller mig, at den kommer til at flyve afsted, indtil Mads og Nola kommer hjem omkring kl 16.

Jeg har ingen planer til aften, og da Mads alligevel skal sidde og arbejde, tænker jeg at gøre det samme. Prioritere tid til bloggen, som jo lå lidt på den lade side i sidste uge.

TIRSDAG

Kører vi omvendt skema i forhold til Nola; Mads der afleverer og mig der henter. Til gengæld har jeg kun et enkelt møde i dag, hvilket efterlader rigeligt med tid til at eksekvere. På den front har jeg det altid lidt ambivalent med møder. De er jo lige så stor en del af mit arbejde, som det at udstikke dessiner via mailen er, men alligevel kan jeg godt føle, at jeg ikke rigtig får eksekveret noget, når dagen går med møder.

Om humøret hos os begge er til det, vil jeg vende legepladsen med Nola, når jeg henter hende fra vuggestuen, og så håber jeg ellers, at vi kan holde resten af dagen skærmfri. Det håb er dog nok lidt tvivlsomt med Mads, der han har en del deadlines denne uge, så det kan også være det bare ender med en computerfri aften for mit vedkommende og i stedet selskabet af Working Moms.

ONSDAG

Er det tidligt op og igang med arbejdet fra morgenstunden. Vi tager nemlig en lille afstikker fra arbejdet et par timer i løbet af formiddagen for at tage ud og se et sommerhus i et område, vi endnu ikke har været i. Den seneste tid har lært mig, at jeg ikke skal sætte forventningerne op efter noget, men jeg er forsigtigt håbefuld på husets vegne. Vi må se.

Hjemme igen skal resten af dagen blot gå med at arbejde. Mads har en aftale om aftenen, så der vil jeg arbejde videre, når aftenhyggen med Nola er forbi og hun er blevet puttet.

TORSDAG

Har jeg en helt mødefri dag, hvilket er perfekt, for så kan jeg forhåbentlig nå i mål med alle hængepartier i indbakken, inden det for mit vedkommende er tid at hente Nola hjem fra vuggestuen.

Torsdag aften glæder jeg mig stort til, for der har jeg nemlig en aftale om bøf og bearnaise på Retour med en veninde.  Jeg trænger det, og kan dårligt vente til at nå dertil.

FREDAG

Minder på mange måder om min torsdag. En effektiv dag på hjemmekontoret, eftermiddagshygge med Nola, mens Mads nyder godt af fredagsbar, og middag på Babboria med en veninde om aftenen. Lige sådan en start på weekenden, jeg kunne ønske mig.

LØRDAG-SØNDAG

Weekenden byder indtil videre ikke på et væld af planer. Vi skal op og spise frokost hos Mads’ bror og hans søde familie lørdag, og ellers har vi faktisk ikke andet planlagt. Ovenpå tre aftener med planer forskudt af hinanden, passer det mig dig også fint med udsigt til en weekend hvor vores lille trekløver er forenet og med rigeligt tid til at nusse rundt om hinanden.

    Kommenter