KALENDERKIG #25

MENS VI VENTER

Nåh men altså, vi har budt på et sommerhus. Tre gange. På det samme hus. Vi vil det gerne. Og efter at have sovet på det et par nætter, vil vi det endnu mere. Således er vi endt med at gå i budkrig med os selv, fordi mægler ikke vil køre en åben budrunde, og vi aner derfor ikke, hvad vores modspillere har budt ind med. Vi ved blot, at vi er tre par, der har budt, og i en ren desperation har vi, siden vi så huset i tirsdags, sendt tre bud afsted. Ventetiden er uudholdelig, og i baghovedet rumsterer tanken om sommerhuset hele tiden. Det er en mærkelig fornemmelse ikke at vide, om man er købt eller solgt, og især har jeg det mærkelig over, at der er en reel, og 66% stor chance for, at huset ikke bliver vores. Den tanke er endnu værre end ventetiden, for hvordan kommer man videre i sin jagt, hvis det man er blevet forelsket i, ender ulykkeligt? Vil alt herfra føles som det næstbedste i sammenligningen med det, vi ikke fik?

Sommerhusmarkedet har allerede vist sig at være benhårdt. De gode huse forsvinder, nærmest inden de er kommet på markedet, og det er nu det tredje hus, vi har været lune på, der tegner til at blive solgt på blot få dage. Huset vi har budt på, var der fx allerede købsforhandling på samme dag, som det kom på nettet. Det giver sved på panden, og det er svært ikke at sidde med en følelse af at komme for sent til festen, uanset hvor tidligt man dukker op.

Jeg er den fødte pessimist, og er derfor allerede på forhånd lidt modløs, men jeg har besluttet mig for trods alt at håbe. Og så håbe lidt mere. Sælger er blevet præsenteret for buddene, og vi går nu blot rundt i cirkler og venter på, hvem de vælger. Venter på at finde ud af, om vores bud er attraktivt nok til, at det bliver vores sommerhusdrøm, der endelig kan indfries. Eller om vi er blevet spillet ud af nogle af de andre bydere.

Hvis det lykkes, kan jeg slet, slet ikke vente med at invitere jer med indenfor. Ind i det mest charmerede træhus tæt ved skov og vand i Odsherred. Lige dér lever sommerhusdrømmen. Forhåbentlig længe endnu.

4 comments

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

KALENDERKIG #25