Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

12. april 2020

Åh det har i sandhed været en rar uge. Langt væk fra corona-bekymringernes højborg. Bogstaveligt talt. Vi har tilbragt ugen med påskeferie på landet, og har brugt de fleste af døgnets vågne timer ude i det fri. Brugt tid på at vande blomster, fodre fugle, gynge, gå ture og grille. På at være ved vandet, i skoven og ved fiskesøen. Vi har gjort alt det, vi ikke gør til hverdag, og det har været helt igennem fantastisk, og lige det afbræk vi havde brug for, inden rutinerne kalder igen fra på tirsdag. Egentlig havde vi først tænkt, at vi ville have været vendt tilbage til Vesterbro allerede i torsdags, men uden noget at skulle nå i byen og med et stadig tomt hus at boltre os i, trak det langsomme liv på landet, og vi vender derfor først retur i eftermiddag, når Nola vågner fra sin middagslur. Der skal det til gengæld også blive godt at komme tilbage til det vante. Til vores lejlighed, som jeg trods alt savner efter en uge væk hjemmefra, og til bekvemmeligheden i at have alting inden for rækkevidde. Balancen, som jeg holder af.

Ugen der nu er gået, ser jeg tilbage på fuld af glæde og gode minder, og det vil jeg leve højt på, som jeg nu er klar til at vende endnu et blad i kalenderen.

II Mit hold. Fuld af taknemmelighed over lige præcis de her to i denne tid. Især i denne tid II

II Sommerfornemmelser ved feriemorgenbordet II

II Jeg slap ikke helt udenom at arbejde i løbet af ferieugen, men til gengæld har jeg kunne gøre det ved denne lille optimistiske arbejdsstation i mine forældres have. Med kig til forårsblomster og duften fra friskplukkede hyacinter. Helt og aldeles perfekt! II

II Lille elskling. Der nu hellere vil gynge på de store gynger end babygyngen. Som selv klatrer op på rutschebanen og tager turen ned med ivrige hep fra hendes forældre. Om tre måneder bliver hun to år. Jeg forstår det ikke! II

II Nola har ikke helt kunne forstå, at vi er i mormors (og morfars hus) uden at mormor er her, så hun har brugt meget tid på at spørge, “hvor mormor?”. Så sødt og så hjerteknusende. Alle dem vi savner i denne tid. Heldigvis havde mormor sørget godt for os, og havde lavet en påskepakke med langsomme sysler, Nola kunne hygge med ♥ II

II Dig og mig. For altid! II

    Kommenter