Hverdagsliv

KALENDERKIG #15

24. februar 2020

Så ruller hverdagsrytmen igen, og den sidste uge i februar står for døren. Snart gælder det forhåbentlig for alvor marts ♥
Jeg har en uge foran mig uden det helt store væsen, altså lige med undtagelse af i dag, hvor Mads har fødselsdag, og han selvfølgelig skal forkæles med alt hvad seler og livrem kan trække. Så det vil sige pasta. I rigelige mængder. Men ellers har hverken han eller jeg faktisk de store planer i løbet af ugen, hvilket passer mig glimrende. Næste uge bliver nemlig alt andet end hverdag, så jeg er glad for at have lidt i banken. Men mere om det på et andet tidspunkt.

Først, denne uges kalenderkig.

UGE 9

MANDAG

Fødselsdagsmandag! Mads er blevet vækket med skønsang og flag, og vi nåede et hyggeligt morgenbord, inden Nola blev sendt afsted i vuggestuen, og jeg fandt vejen ind til kontoret. Det er nemlig mig der skal hente, så det er med at komme ind og få noget fra hænderne. I aften skal vi som sagt hygge med pasta. Stenbiderrogn til forret efterfulgt af cacio é pepe og i dagens anledning et stort stykke kage.

TIRSDAG

Sådan en dag der mest af alt skal gå med arbejde. En fuld dag på kontoret, da Mads henter, og blogarbejde om aftenen. Og så skal vi se Kender Du Typen. En tirsdagstradition vi elsker.

ONSDAG

Starter jeg arbejdsdagen hjemmefra, da jeg har en tandlægetid klokken 10. Derefter ind på kontoret og arbejde igennem i tre-fire timer, inden det er tid at hente Nola. Mads skal ud med hans arbejde om aftenen, så jeg er alene hjemme med Nola, og har ligesom tirsdag en ambition om at få lidt arbejde fra hånden, når hun er puttet.

TORSDAG

En dag stort set magen til tirsdag. Jeg sagde jo at den her uge var virkelig meget hverdag. Eneste udskiftning i opstillingen er, at det er farmor og farfar, der henter Nola, så bagkanten på job er mere fleksibel, og jeg satser lidt på at nå et hurtigt træningspas, inden jeg sætter kursen hjem.

FREDAG

Har vi lige nu ikke noget på programmet andet end arbejde og fredagshygge i vores trekløver, men jeg drømmer om at finde på et eller andet, der lige kan bryde rækken af ens hverdage op. Vi må se, hvad det ender med. Måske ingenting, for når jeg langt om længe når fredag, plejer det at være præcis hvad jeg har lyst til. Ingenting. Så længe det er sammen med Mads og Nola.

LØRDAG

Starter vi morgenen med barselsvisit hos min mødregruppeveninde, der netop har føjet en lillebror til flokken af små venner. Derefter hjem og lørdagshygge uden meget på tapetet. Om eftermiddagen er det nemlig tid at aflevere Nola og farmor og farfar, mens vi selv fortsætter kursen videre mod Vordingborg, hvor min yngste kusine holder 18 års fødselsdag for familie og venner.

SØNDAG

Vi er blevet og sove hos mine forældre, men kender jeg os ret, lykkes det hverken Mads eller jeg at sove synderligt længe, fødselsdagen igår til trods, men så passer det til gengæld med at vi rimelig tidligt kan hente Nola, og bruge resten af dagen på at nusse om hende. Og måske spise et par snaskede tømmermændsburgere, mens Nola sover middagslur.

    Kommenter