I garderoben

STATUS PÅ GARDEROBEUDFORDRING: UGE 2 OG 3

11. februar 2020

Jeg er allerede tre uger inde i min seks uger lange garderobeudfordring Halvvejs med andre ord. Det er gået stærkt. Så stærkt at jeg aldrig nåede til at give en status efter uge 2, ligesom jeg ellers gjorde efter uge 1. Istedet får I derfor i dag en status på, hvordan det så er gået med uge 2 og 3.

Som jeg skrev efter den første uge, var jeg ret spændt på at kaste mig over uge 2, fordi jeg havde en antagelse om, at antallet af vendte bøjler ikke ville udvikle sig helt så stejlt. Hvilket da også viste sig at holde stik, eftersom jeg i uge 2 “kun” fik vendt 7 bøjler sammenholdt med 13 i uge 1 af min udfordring. Der er jo ikke noget rigtig og forkert for antallet af vendte bøjler, og at jeg har haft knap 30% af min garderobe i brug i løbet af to uger er ikke sådan katastrofalt dårligt, når man også tænker sæson ind. Jeg har fx nogle sommertommer og shorts, som jeg simpelthen ikke kan finde anvendelsesmuligheder til her i vintermånederne – i hvert fald ikke så jeg samtidig føler mig tilpas i mit outfit, og sådan nogle ting trækker selvfølgelig i min statistik. Til gengæld havde jeg i løbet af de to uger haft cirka alle mine usual suspects i brug. I ved de der garderobefavoritter, man altid føler sig tilpas i, og som man har i heftig rotation i hverdagen.

Derfor var jeg også virkelig nysgerrig på at nå til tredje uge af min udfordring, som jo egentlig var der, hvor udfordringen for alvor skulle starte. Hvor jeg over fire uger hver dag skal have et stykke tøj på fra en bøjle, der endnu ikke er vendt om, og således et stykke tøj, som jeg ikke har haft på i et stykke tid af den ene af den eller anden grund. Fik på forhånd lidt sved på panden ved tanken om, at alle mine favoritter allerede var brugt, og derfor ikke kan redde mig alene i løbet af februar.

Men ved I hvad? Den sidste uge er gået over al forventning, og det har faktisk været rigtig sjovt. Udfordrende, bevares, men mest af alt en rigtig god øvelse, hvor jeg har været meget mere legesyg i min tilgang til mit tøj, og hvor jeg har genopdaget gamle favoritter der pludselig føles helt rigtige igen. Hver dag deler jeg et billede af mit outfit på min Instagram story, og det har virkelig været fedt med alle de mange hep og beskeder, der tjekker ind fra jer, der følger med. Ekstra bonus på motivationen er de mange af jer som har skrevet, at I er hoppet med på samme udfordring. Det gør mig så glad at høre, hvis vi i fællesskab kan blive bedre til at bruge det tøj vi har istedet for altid at længes efter mere nyt.

I løbet af udfordringens uge tre har jeg vendt yderligere 7 bøjler, og er således i alt oppe på 27 vendte bøjler, hvilket svarer til, at 40% af mit tøj nu har været i brug. Så langt så godt. Men jeg kan også mærke, at det begynder at blive sværere. At det tøj der efterhånden hænger tilbage er noget jeg har lidt svært ved at komme i. Således bliver jeg ekstra udfordret de kommende uger, og jeg er spændt, hvordan det skal gå. Om jeg kan holde kadencen med, at et nyt, gammelt stykke skal indgå i mit outfit hver dag. Vi må se …

    Kommenter