KALENDERKIG #2

BRYLLUPSPLANLÆGNING: THE ONE THAT GOT AWAY

Der er efterhånden kommet fart under bryllupsplanlægningen, og vi kommer nærmere og nærmere en endelig plan for dagen. Både de store linjer og de mange, mange detaljer, der skal indgå. Blandt andet var jeg fem minutter fra at købe min brudekjole i fredags, som jeg også teasede om i mit søndagsindlæg. Det var slet ikke planen, for min brudekjoleprøvning, der var min første af slagsen, var mest af alt tænkt som en stille start. En prøvning hvor jeg forhåbentlig kunne komme bare et par skridt nærmere en klar ide om, hvad stil, jeg skal efter, og hvad der klæder mig. Derfor havde jeg heller ikke sat nogle veninder i stævne til prøvningen. I første omgang ville jeg bare gerne afsted selv og lige se hele kjoleshowet an og selv mærke efter, hvad retning jeg skulle gå i.

Jeg havde booket en tid ind hos VintageGirl på anbefaling af en sød læser og et par veninder, og jeg havde lige præcis ingen forventninger til dagen, andet end småblafrende sommerfugle i maven over for første gang at skulle se mig selv i en brudekjole. Pianna, hvis kyndige hænder jeg endte i, var dog vildt god til at spore sig ind på mine ønsker og stil, og jeg kom igennem et væld af smukke kjoler – og nederdele og toppe, som også er en stil, jeg overvejer. Nogle var mere rigtige end andre, og særligt én gjorde et stort indtryk. Den blev hængt tilside, og vi fortsatte prøvningen. Jeg ville gerne lige omkring lidt flere snit for at blive helt skarp på, hvad jeg følte mig tilpas.

Da jeg efterhånden havde været igennem en 5-6 kjoler, og således var varmet godt op, sagde Pianna, at hun faktisk lige havde fået en secondhand Jenny Packham ind i kommission dagen forinde. Tror mit hjerte lige hoppede et ekstra slag der, for længe har jeg drømt om, at skulle giftes i en kjole derfra, men også været fuldt ud bevidst om, at det ikke kom til at ske, for jeg er ikke villig til at betale dét, de koster fra ny (cirka 35.000kr). Nu var muligheden der måske alligevel. Pianna fornemmede godt min begejstring og var hurtig til at hente kjolen frem. Og der var den så. Den smukkeste kjole med enkelt hvidt silkeskørt og fineste perlebroderede overdel. Lige som jeg havde forestillet mig den. Til halvdelen af hvad den koster fra ny. Hvad der næsten var endnu vildere, så passede kjolen som var den syet til mig. Endnu et hjertehop. Hvad så nu, var det her virkelig kjolen? Hvad med den anden fra tidligere, som også havde føltes så fin og rigtig på? Jeg spurgte forsigtigt Pianna, hvor længe hun mente jeg havde til at overveje secondhand kjolen fra Packham. “Den hænger her ikke weekenden ud” var hendes svar. Pyh. Og jeg der jo slet ikke skulle købe en brudekjole i dag, men blot ud til et forsigtigt kig. Lige der ærgrede jeg mig gul og blå over at jeg ikke havde taget et par veninder med på sparring, for jeg følte mig slet ikke klar til at skulle slå til på en kjole efter bare én prøvning, ej heller på at skulle vælge mellem mine to favoritter.

Jeg prøvede min første favorit igen, hvilket ikke gjorde mig det mindste klogere. Jo, den føltes mere behagelig at have på. Jeg følte mig friere og lettere i den. Men heller ikke helt så magisk som i Packham kjolen med alle dens sten og glimten. Kjolen jeg i mine slørede bryllupsdrømme havde forestillet mig, at jeg skulle giftes i. Pianna sagde, at der et par timer senere samme dag var en prøve booket ind med en brud i samme størrelse som mig, der nok også ville prøve kjolen, så hvis jeg havde brug for det, kunne jeg tænke over den i et par timer, og så ringe ned til dem, hvis de skulle hænge den til side til mig. Den tænkepause var jeg ikke sen til at takke ja til, og jeg kom herefter i tøjet, og satte kurs mod bilen, hvor jeg febrilsk sendte what to do-beskeder til to af mine tætteste veninder ….

Og i fælleskab nåede vi frem til, at Jenny skulle få lov at blive hængende. Der var noget i stilen og udtrykket, der ikke var helt rigtigt. Som ikke var mig. Mest af alt blev jeg nok blændet af, at det var en eftertragtet kjole, jeg kunne få på tilbud, og som jeg ellers ikke får mulighed for at komme. Og måske også lidt blændet af de mange glimtende sten.

Så her er den så. Kjolen. The one that got away.

 

Her nogle dage efter prøvningen føles det heldigvis rigtigt, at den ikke blev min. Det er stadig den første af mine favoritkjoler, mine tanker vender tilbage til, og jeg glæder mig til at skulle ud at prøve den igen. Denne gang med et par veninder under armene.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

KALENDERKIG #2