Hverdagsliv

FREDAGSPOST

4. oktober 2019

Godmorgen fine I, rigtig glædelig fredag ♥

Jeg har netop sendt Mads og Nola afsted mod vuggestuen, og har selv sat mig til rette foran computeren klar til en effektiv blogstund. Jeg har droppet den faste fredagsmorgenmad på kontoret for at vinde lidt tid til bloggen, inden arbejdet kalder. Arbejder stadig på at kunne balancere det hele, som jeg gerne vil, så indtil videre handler det om at finde det om at slå til på de små effektive blogstunder, hvor jeg kan. Som i dag. Således har jeg nu 40 minutter til at formøble mine fredagstanker og weekendambitioner til et blogskriv, inden jeg skal ud af døren og for alvor igang med fredagens dont.

For mit vedkommende skydes weekenden igang med fredagsbar på arbejdet i eftermiddag. Jeg glæder mig stort. Især fordi vi snart nærmer os to år, hvor jeg ikke har været i nærheden af noget, der minder om fuld. Egentlig har jeg ikke savnet det det mindste. Men jeg kan godt af og til savne aftenerne ude med den løsslupne stemning, som drinks giver. Så sådan en sniger jeg mig til i dag. Og glæder mig samtidig over, at aftenen starter tidligt, så jeg stadig kan nå lidt fredag aften hjemme med Mads også. 

I morgen skal vi til barnedåb. Nolas lille fætter Karl-William skal døbes, og familie og venner samles til frokostbord bagefter. Det meste af dagen går nok med det program, men jeg håber alligevel, at vi kan snige os til lidt eftermiddagshygge med i trekløveren derhjemme, inden aftenrutinen ruller igen. Søndag er det min tur til en tur i fitness (de går på omgang herhjemme #hejlivetsomforældre), derefter en morgenmadsaftale med en veninde og senere på dagen en kaffeaftale. Ind imellem der skal vi male. I ved det der malerprojekt på Nolas værelse, som jeg indtil nu har snakket mere om end handlet på. Men nu er malertapen sat op, og det er bare at gå igang. Og så når vi endnu engang søndag aften, og vi kan formentlig igen se tilbage på en weekend, der føles forbi som var det et blink med øjnene. 

Hvad står på jeres program og ønskeseddel for weekenden? 

Der er ingen fredagspost uden også en håndfuld tip til weekendherligheder at kaste sig over, så de kommer her.

  • Læse dygtige Danicas vigtige og velskrevne indlæg om reklamer og troværdigheden i en for tiden udskældt influencerbranche
  • Fejre efterårets komme med en tur i biografen for at se den anmelderroste ‘Joker’ med Joaquin Phoenix i hovedrollen. Der er allerede Oscar buzz om filmen, og Soundvenue har netop givet fire store stjerner
  • Det er også denne weekend at Amager Bakke – Copenhill – langt om længe åbner op. Der er stor åbningsfest på byens nye skibakke hele weekenden, og du kan se det fulde program her
  • Årets World Press Photo udstilling er også i fuld gang på Politikens Hus, hvis du vil nå forbi og se de dramatiske og vigtige verdensglimt. 
  • Trænger du til nyt til efterårs- og vintergarderoben, inviterer Rabens Saloner i dag og i morgen til lagersalg på Amerikavej 15A klokken 10-17. Det samme gør MarMar Copenhagen på Skjulhøj Allé 21 i Vanløse. Fra klokken 12-19:30 i dag, og fra 10-15 i morgen. 
  • I morgen er det igen tid at synke lækkersulten ned i sofaen når Den Store Bagedyst igen ruller over skærmen. På DR1 klokken 20. 

    Kommenter