KLÆDT PÅ TIL EFTERÅR

STATUS PÅ AMNING (OG ET UPLANLAGT STOP)

Nåh men altså, jeg ammer ikke om natten længere! Så mange bekymringer omkring netop det, og om det nogensinde skulle lykkes med at få vendt rutinen med de +5 natlige amninger. Men så, fra den ene nat til den anden er vi ude over dem. Og jeg tænker, at I sidder mere end bare én enkelt frustreret med-mor, der gerne vil vide, hvordan hulen det er gået til, så det skal dagens skriv handle om.

For lidt tid siden udgav jeg dette indlæg om, hvorvidt man kan lykkes med et ammestop uden gråd. Kommentarsporet flød over med dejlige erfaringer og gode råd fra flere af jer mødre og det var guld værd at blive klogere på, hvordan I har grebet jeres ammestop an. Ligesom det gav mig lidt sjælefred at høre fra flere af jer, der stod i præcis de samme udfordringer. Det er altid rart at være flere i den båd, man synes gynger lidt rigeligt!

Sidste weekend skulle vi så til bryllup, og det betød, at hverken Mads eller jeg ville være hjemme til at putte eller give trøst (og bryst om natten). Nola skulle passes af mine forældre og for at give min mor bare en tilnærmelsesvis chance for at kunne putte Nola og få en smule nattesøvn selv, blev vi for to uger siden enige om at gribe kampen an.

Til en start valgte vi dog at fokusere på at vænne Nola til ikke at få bryst inden hun skulle sove og at blive puttet af Mads (han har aldrig haft held til at putte hende, så den tjans har jeg også haft de sidste 14 måneder). Vi startede en fredag, hvor jeg listede ud af døren efter vores fælles aftenritual, og overlod herefter stafetten til Mads, der skulle forsøge sig med en sutteflaske med mme inden putning. En halv time nåede jeg at være væk, før Mads skrev en SOS besked om, at jeg skulle komme hjem. Så det gjorde jeg. Nola havde grædt hysterisk i nærmest siden jeg var gået ud ad døren, så putningen tog ikke lige den drejning vi havde håbet på. Jeg tog over og et kvarters tid efter var der ro. Sutteflasken nægtede hun dog stadig kategorisk, så den droppede vi.

Næste aften blev vi enige om at jeg skulle blive i lejligheden, mens Mads puttede, så Nola stadig kunne fornemme, at jeg var der. Istedet for sutteflaske gav vi aftengrød og mælk i kop for at fylde godt op inden putning og undgå sutteflaskekatastrofen.
Denne aften var der stadig gråd, men mindre end aftenen forinden, og 20 minutter efter kunne Mads liste ud af soveværelset med en sovende Nola. Yes!

Aften 3 var endnu bedre. Vi fortsatte som igår, og allerede 10 minutter efter kom Mads sejrstriumferende ned i stuen. Nola sov og uden andet end et øjebliks brokke-gråd til at starte med. Og pludselig med et kunne Mads putte. Uden mælk og uden gråd. Og jeg følte mig et kort øjeblik lidt overflødig, for putningen har jo været min og Nolas ting. Skøre, følsomme mor altså! Alt imens vi trænede Nola i at blive puttet af Mads og uden mælk, var der til gengæld fri adgang til mælkebaren om natten. Et helt bevidst valg, fordi jeg ikke ville ændre for mange rutiner og tryghedselementer på én gang.

Efter en uge hvor Mads har stået for putningen kom vi så til weekenden, hvor vi skulle til bryllup, og hvor Nola skulle passes af mine forældre, og dermed for første gang klare sig igennem en nat uden amning. “Det går aldrig” nåede jeg at tænke ikke så få gange, men min mor, der er dagplejemor og således arbejder med små børn til daglig, og i øvrigt er en kæmpe stjerne i Nolas verden, var fortrøstningsfuld og helt rolig ved opgaven, så det hjalp gevaldigt på mit overskud.

Til brylluppet havde jeg bedt min mor lige give et par statusmeldinger i løbet af aftenen, og omkring kl 21 fik jeg en besked om, at Nola var blevet puttet et par timer tidligere uden gråd. Så langt så godt! Og jeg havde ro i maven til at have den dejligste bryllupsfest med Mads ved min side.

Søndag nød vi en langsom morgen på hotelværelset og med god tid til morgenmaden, inden vi ved en 10tiden satte kursen tilbage mod København. Hjemme ventede en storgrinende Nola og en mormor og morfar i overskud, der alle havde klaret den ammefri nat med bravour. Der havde lige været en halv times gråd i løbet af natten, men ellers havde Nola accepteret sutteflasken med vand og min mor ved hendes side.

Nu vi allerede havde klaret én ammefri natten, tænkte vi, at chancen var oplagt til at fortsætte fremfor at gå tilbage til de gamle rutiner. Jeg ammede Nola godt af om eftermiddagen, så mine bryster, der var hårdt spændt for ovenpå halvandet døgn uden amning, blev tømt. Og det føltes på en måde lidt som en afslutning at amme hende dér og vide, jeg ikke skulle – om alt gik vel – amme mere i det døgn.

Aftenen kom, og jeg indlogerede mig på en luftmadras på Nolas værelse (derinde, fordi det er det eneste rum med et gardin og hvor døren kan lukkes) og kyssede Mads godnat og ønskede held og lykke med natten. Vi aftalte, at jeg ikke skulle bryde ind ved evt gråd, før han selv bad om det, og gik herefter i seng. Der gik dog ikke lang tid, før Nola begyndte at græde. Længe og insisterende. Det var frygteligt at ligge der i rummet ved siden af, og ikke kunne træde til, men jeg var også besluttet på at holde aftalen om ikke at bryde ind med mindre det var på Mads’ opfordring. Så jeg bed trangen og ur-instinktet om at trøste mit barn i mig. Og efter en halv time stilnede Nolas gråd af, og jeg kunne høre hun faldt til ro hos Mads. Første prøvelse overstået.

Et par timer senere havde vi samme scenarie, men gråden gik heldigvis over allerede efter 20 minutter. Og derefter hørte jeg ikke mere til Nola i løbet af natten. Så for første gang i mine 14 måneder som mor, sov jeg 5 sammenhængende timer. Mads og jeg troede nærmest ikke vores held næste morgen. For var det bare det? Skulle det gå så nemt? Der var afgjort blod på tanden til at fortsætte natammestoppet, og vi blev enige om at give det i hvert fald to nætter mere.

Nat to var lidt mere urolig, med mange opvågninger for både Mads og Nola. Dog ikke grådfulde, og det var trods alt det, jeg var mest optaget af. At Nola ikke skulle græde sig igennem nætterne uden mig i soveværelset.

Nat tre gik så godt. Med kortvarig gråd ad et par omgange, men ellers ro og fordragelig, og jeg har sovet bedre og længere, end hvad der nærmest føles som nogensinde (tidshorisonten som mor bliver nemt lidt forskurret).

Og nu er vi så her. Knap en uge inde i natammestoppet og det er planen, at jeg skal tilbage i soveværelset i aften, hvor Mads er ude, og jeg derfor er alene hjemme med Nola. Jeg glæder mig helt vildt til at være tilbage i egen seng, og nær eget hyggeputtende barn, men jeg er også lidt spændt på, hvordan natten skal gå. Om Nola virkelig er helt afvænnet amningen om natten, eller om hun genfinder trangen, når jeg pludselig ligger ved siden af. I aften skal testen stå, og jeg håber, vi består, så jeg kan vænne tilbage til soveværelset for bestandigt. Nok elsker jeg campinglivet, men en luftmadras på gulvet bliver også lidt trivielt på et tidspunkt, haha.

Den seneste uge hvor Nola ikke har ammet om natten, har jeg til gengæld tilbudt hende brystet om eftermiddagen, når hun er kommet hjem fra vuggestue og jeg fra arbejde, og det har fungere ret fint. Det setup planlægger jeg at køre indtil hun bliver femten måneder om nogle uger, og derefter tænker jeg at stoppe helt. Jeg har – med ganske få undtagelser – nydt hver en ammestund, men jeg er også ved at være klar til at holde her.

Alt i alt er jeg så glad og benovet over, hvordan det er gået. At vi er lykkedes med nat-ammestoppet næsten uden gråd og med mavefornemmelsen med os hele vejen. Det har været så vigtigt for mig ikke at gøre noget, der føltes imod mine og Nolas behov, og selvom jeg tror, at Nola godt kunne have hyggespist længe endnu, er vores nye søvnrytme også en tydelig indikation på, at ammestoppet var på tide. Hun sover ganske simpelt bedre uden brystet til at distrahere søvnen. Så kryds lige fingre for, at det også holder stik natten ud, og at jeg ikke skal tilbage på luftmadrassen igen ….

2 comments

  • Sofie

    Hej Line, godt at høre, at der er håb for natammestop! 🙂 Har du mon tips til gode putteritualer? Vi har en datter der kan være lidt svær at geare ned med andet end bryst inden sengetid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Ej det lyder dejligt. Her har vores et-årige selv afvænnet natamning. Vist mest fordi jeg en nat var alt for træt og bare puttede ham ind til mig i stedet for at tilbyde bryst 🙂 Og mig der troede det virkelig skulle kræve skrig og skrål. Har aftenamningen tilbage, så ser vi hvor og hvem af os der ender den en dag og hvordan.. Det bliver nok mig, når jeg når til at trænge til at have brysterne lidt for mig selv 🙂 Og tænker at min kæreste så må på banen ligesom Mads har været. Krydser fingre for jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

KLÆDT PÅ TIL EFTERÅR