WEEKEND VIBES PÅ EN TIRSDAG

MOR TIL EN 1-ÅRIG: STATUS PÅ SØVN

I min nu 1 år lange historie som mor, er det, I oftest har hørt mig vende tilbage til, søvnen. Så essentiel for vores velbefindende og anledning til så mange frustrationer, hvis søvnen ikke er, som vi ønsker den.
Og det kan man ikke sige, at vores er. Desværre. Jeg har før skrevet indlæg om det her og her. Status er, at vi stadig ikke sover mere end 2-3 timer ad gangen, før Nola igen græder, indtil hun bliver tilbudt brystet. Enkelte nætter kan vi være heldige at få fire timer i streg, og så er der nætter, som den i nat, hvor vi sniger os op på 5 amninger i løbet af den sene aften og nat. Lige for tiden skyldes det de fortænder, Nola er ved at gro sig, og andre gange er det udviklingsspring og store omvæltninger i hendes omverden, som fx vuggestuestart, der nok forårsager natteroderiet. Og så er der perioderne ind imellem, som heller aldrig har været rigtig gode, men som vi ikke har umiddelbare forklaringer på, hvorfor ikke er bedre.
Vores sovesetup lige nu er, at Nola stadig sover inde i soveværelset sammen med os. Vi er begyndt at amme til natten inde i en lænestol på hendes eget værelse, og derefter går vi ind i soveværelset og hun bliver puttet i sin egen seng, der står lige ved siden af vores med den ene side taget af. Putningen kan tage alt mellem 10 minutter og en time, fordi Nola lige nu er i et lunefuldt humør. Hun er altid dødtræt, når hun bliver puttet, og alligevel er det som om, at fanden går i hende, når hun rammer sin seng, og pludselig er alt mere spændende end at sove. Mine øjenvipper. Min navle. Tremmerne på sengen. Alt skal det undersøges og endevendes, før hun til sidst kapitulerer og lægger sig ned og sover. Imens ligger jeg ved siden af og agerer stopklods, det bedste jeg har lært. Når hun er lige ved at overgive sig til søvnen, synger jeg “Jeg ved en lærkerede” helt stille, og Nola har derefter for vane at kravle over til mig i sengen, lægge hovedet i min armhule og falde i søvn der, mens hun bliver nusset. Derefter flytter jeg hende tilbage over i hendes seng, putter dynen om hende, vel vidende at den alligevel vil være sparket af om et øjeblik, og lister ud af soveværelset. Og på de gode dage sover hun uforstyrret indtil ved en 23-24 tiden, afhængig af hvad tid vi er lykkedes med at få hende til at falde i søvn, og andre gange skal vi et par gange op og give sutten eller hjælpe hende tilbage ned at lægge, når hun forvirret sidder eller står op i sengen. Når vi selv går i seng, mellem klokken 22 og 23, er det til gengæld som om, hun sover dybere imellem hendes opvågninger, og hun møffer ikke på samme måde rundt. Derefter går natten med 2-3 timers søvnstræk og amninger derimellem. Ved de fleste amninger har jeg egentlig ikke indtryk af, at hun rigtig spiser, for jeg mærker ikke nedløbet, og det virker nærmere som om, hun bare sutter for trygheden skyld. Hun bliver derfor også tilbudt vand af en sutteflaske, som hun drikker lidt af, inden hun selv skubber sig væk fra brystet og kan blive lagt tilbage over i sing seng, hvor hun for det meste sover videre næsten med det samme. Det er således sovevanen, der kører, indtil Nola står op. Typisk mellem 6:3o og 7. De fleste nætter får vi såmænd nok de timer søvn, vi skal, men de skal bare altid indhentes ad en del omgange, og morgenerne føles derfor altid lidt tømmermændsagtige, fordi vi aldrig er rigtig udhvilede.
Sandheden er, at selvom jeg nok havde forventet, at det ville blive med søvnen som indsats, som vi begav os ud på eventyret som forældre, så havde jeg aldrig forestillet mig, at vi stadig her et år efter skulle sove så afbrudt. Men vi er nok bare med i klubben for de forældre, der er blevet udstyret med et barn, der har et enormt behov for tryghed især om natten. Og lige præcis dét, skal jeg og vi nok blive bedre til at minde os om og acceptere, når vi i nattens mulm og mørke er frustrerede og irriterede over, at ingen af os sover bedre. Jeg har brugt så meget energi – og gør det stadig – på at spørge mig selv, om vi gør det rigtige med vores putte- og soverutiner. Er vi selv skyld i uroen, når jeg om natten tyr til brystet for at få hende til at falde til ro igen? Fylder vores nærhed og tryghed for meget, når hun er vant til at sove ved siden af os? Burde vi tage kampen op og tvinge et ammestop igennem? Udstå nætterne med ulykkelig gråd og få hende på eget værelse? Så mange spørgsnål, og ikke skyggen af rigtige og forkerte svar. Men som jeg stiller dem, kan jeg også godt mærke, at det på mig lyder helt forkert, at skulle kunne give sit barn for meget tryghed. At skulle tvinge nye sovevaner igennem, der tydeligvis ikke falder barnet naturligt. Den mor er jeg ikke, selvom det på nogen områder nok ville have gjort mig godt, hvis jeg ikke var sådan en føle-føle type, der handlede mere efter maven end med hovedet. Tit tager jeg mig i at ønske, at Nola kunne snakke og således selv guide os i retning af, hvad hun har brug for, når hun vågner grædende om natten. Men det kan hun ikke. Således er det min og vores vigtigste opgave at læse hendes signaler og handle derefter. Og for nu er maven og mor- hjertet altså min bedste rettesnor, så sådan må det være. Så håber vi bare, at Nola sover bedre igennem hendes andet år, end hun har gjort i sit første.

7 comments

  • Øv. Det er bare så hårdt med den manglende søvn. A kom på eget værelse ved et halvt år. Omkring et år begyndte han at sove “nogenlunde” igennem. Det var efter, jeg var på arbejde igen. Altså et helt år skulle der gå, før vi fik en uafbrudt nat. Nu er han halvandet år. Bliver puttet på eget værelse, sover ca. kl.21. Og alt mellem kl.22-05 kalder han på os og kommer ind til os at ligge. Som regel kl.23. Han er tryg og sover nogenlunde igennem i vores seng. Det er lidt hyggeligt men også lidt hårdt, selvom vi har en bred seng. Men han sover bedre hos os end i sin egen seng, så for fredens skyld, ligger han mellem os. Vi har nok skudt os selv, men man må gøre, hvad der virker. Jeg savner virkelig også en manual, og at han selv kan forklare, hvorfor han ikke vil sove i egen seng. I det mindste sover han nogenlunde, men det har han bestemt ikke altid gjort. Kan hun være sulten efter rigtig mad? Vi prøver altid at give lidt forskellig mad op til 20. Gerne en smoothie. Vi prøvede ammestop tilbage i december, men så blev han rigtig syg med feber, så jeg ammede videre. Lige omkring et år sagde han selv stop. Jeg var så lettet, fordi jeg endelig kunne få min mand til at putte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg kunne have skrevet det indlæg🙈 Vores datter er dog 9 mdr. Det er bare benhårdt. Men accept og ingen sammenligning med andres børn er eneste råd/kur her❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Min store søn vågnede altid flere gange om natten indtil han kom ind på sit eget værelse. Det hjalp helt vildt på hans søvn. Det viste sig, at vi åbenbart vækkede ham selvom vi var meget stille når vi gik i seng. Og når vi sov, ja så sov vi åbenbart så uroligt at vi vendte og drejede os i sengen, og det betød også at han vågnede, skønt han lå i sin egen seng ved siden af vores.
    Så det er da et forsøg værd at lægge hende på sit eget værelse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annika

    Tror bestemt ikke at man kan give et 1 årig barn for meget tryghed 🙂 Vores søn er 13 måneder og har én opvågning om natten, hvor han skal have hans natflaske. Han har siden han var 5 dage gammel været flaskebarn og har faktisk altid sovet godt om natten med ca 1 opvågning. Jeg gætter at det er pga flasken, så måske dette kunne være en mulighed hvis jeres datter er med på den 🙂 Vores søn har også enormt meget brug for nærvær når han skal sove, så vi sidder med ham og synger og putter, og når han falder i søvn kommer han i hans egen seng på hans værelse, og ryger så ind i vores seng når han vågner om natten. Tror der er lange udsigter til en nat uden nogle opvågninger, men det er også okay 🙂 (De sover forhåbentlig igennem inden de bliver 18) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det bliver bedre!!!! Da min datter var 2,5, var hun klar til at sove selv og lægge sig til og sove igennem… hun havde bare brug for tryghed. Alle børn er forskellige, og tvang kan i min optik ikke være vejen for et lille bitte barn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Hvis det er nogen trøst overhoved, så er vi i samme situation med vores pige på 10 måneder. Og man spørger jo altid sig selv, om man selv er skyld i diverse ‘problemer’. We’ll never know🤷🏻‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Det er 1:1 vores oplevelse af vores 11. måned gammel søn. Han har heller ikke forbedret sin søvn og sover også i de tre progressivt værre intervaller om natten; først 3 timer, så 2 og så 1 time hen omkring 4-5 tiden. Jeg troede også, at det ville være blevet bedre – det siger alle jo at det bliver – men vi har fundet fred i, at han bare er en usædvanlig dårlig sleeper og at han må vokse fra det! Når man har prøvet alt og ser, at andre forældre vitterligt ikke gør noget specielt for at få deres børn til at sove, så kan man ikke blive ved med at slå sig selv i hovedet over det. Min kollega har lige fået en søn og her efter 8 uger, så sover han 6-7 timers stræk allerede. Ved ikke om jeg skal grine eller græde. Det er 100% baby der bestemmer søvnrytmen! Vi siger til os selv, at nu er vi klar på det værste ved en eventuel 2’er, det kan kun blive bedre med søvnen ift denne gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

WEEKEND VIBES PÅ EN TIRSDAG