Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

29. juli 2019

Mandag, så er vi igang igen. Og ovenpå søndagens drivvåde start, føles dagen i dag sprudlende. Solen skinner og byen virker uvant levende ovenpå de seneste mange ugers sommerdvale. Jeg fik hevet mig selv ud på en hurtig (og med hurtig menes i varighed, ikke tempo, haha) løbetur i morges og var overrasket over hvor mange mennesker, jeg mødte på min vej. Sommerferien er på retur. Nu er jeg lige kommet hjem efter at have været til lægen med Nola for hendes 1 års undersøgelse og vaccine, og har puttet den lille mus til lur, efter at hun hikstede sig helt ulykkelig igennem lægebesøget. Overraskende nok var det 1 års tjekket, der fik hende ud af kurs, og hun var utrøstelig på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Det vænner mit mor-hjerte sig aldrig til! En bolle med tandsmør kunne heldigvis få humøret i top igen, og nu under jeg hende en god lang lur. I mellemtiden arbejder jeg herhjemmefra, og nyder at arbejdshjulene så småt er ved at finde ind i deres vante rytme igen. Første uge tilbage på arbejde er nemlig veloverstået og det er gået overraskende nemt med at finde tilbage i rutinen. Egentlig er det helt skørt, som ens hverdag kan være komplet vendt på hovedet i et helt år, og alligevel tager det blot et par dage at finde tilbage i det gamle og kendte. Gang på gang imponeres jeg over menneskets evne til at tilpasse sig nye omgivelser. I alle henseender. Det er altså sejt, at vi er indrettet på den måde. 

Således endte sidste uge, som jeg eller havde haft lidt ondt i maven forud for, med at være ualmindeligt rar. Hjulpet godt på vej af familietid, vi gjorde os umage med, og søde sommerglæder overalt, hvor vi kunne slippe afsted med det. Lad denne uge fortsætte i samme spor, og jeg er lykkelig!

II Årets første rigtige strandtur. På udflugt til Greve Strand. Nola er ikke en vandhund, og hun havde mig i et solidt greb som vi betragtede det store, brusende hav. Men jeg elsker alligevel alle de førstegangsoplevelser og sommerminder, vi er igang med at plante hos hende, og mon ikke hun nok skal komme efter det med vandet. Ellers kan hun glæde sig over at strandsæsonen i Danmark er kort, haha II

II Hulehygge ♥ Lejligheden – og byen i det hele taget – kan godt føles lidt indeklemt her i sommervarmen, men vi gør os virkelig umage med at gøre lidt ekstra ud af hverdagen, selvom vi ikke har ferie og kan søge væk fra hverdagens trummerum II

II En stor del af min arbejdsglæde ligger i mit team hos KAYAK, og mandag morgen mødte jeg ind til denne ‘Velkommen hjem’ hilsen. Jeg er heldig med mine kolleger, ingen tvivl om det! II

II En eftermiddagsudflugt efter arbejde til vand og sand på Islands Brygge. Så hyggeligt og tiltrængt ovenpå en varm dag på kontoret II 

II Pæneste morgenmad længe. Det kan de altså hos Aster (det gamle Acacia på Gammel Kongevej). Menukoret er nyt, men konceptet omkring simpel vegansk mad er det samme. Heldigvis. Jeg drømmer stadig om den aronia bowle jeg fik i lørdags II

II Grill og fredagshygge i vores gård, som vi – nu egen have ikke er lige rundt om hjørnet – bliver mere og mere glade for.  Fordi vi bor i stuen bruger vi den nærmest som en forlængelse af vores lejlighed, og sniger os til stunder dernede, så tit vi kan komme til det II 

II En hindbær-gris i sit rette element. Jeg elskede weekendens pluk-selv-ekspedition til Kildebrønde Frugtplantage, lidt uden for Greve, og blev så glad over at kunne tage Nola med ud i det grønne, selvom drømmen selvfølgelig ville være hindbær af egen avl. Det her går så afgjort an. Jordbær-sæsonen er slut for i år, men hindbærrene kan plukkes et par uger endnu, og det var virkelig et hit for hele familien II

    Kommenter