TING JEG SAVNER EFTER JEG ER BLEVET MOR

Jeg har været Nolas mor i 10 måneder i dag. Og selvom jeg ikke ville bytte mit liv for noget i verden, må jeg også indrømme, at tankerne om dét, jeg savner efter at være blevet mor, ofte trænger sig på. Livet før Nola føles på en og samme tid langt borte og virkelig tæt på, og tingene jeg nød godt af, inden jeg blev mor, puster mig stadig i nakken, selvom det snart er et helt år siden, at livet, som jeg kendte det, blev vendt på hovedet.

Jeg har samlet en liste med de ting, jeg savner, efter jeg er blevet mor. Mon ikke I er nogle stykker der kan spejle sig i dem? Kom endelig med jeres tilføjelser til listen, så vi kan have lidt kollektiv medlidenhed med hinanden her i mor-gruppen.

  1. Ikke at have et liv efter klokken 20, hvor Nola er blevet puttet. Min tilværelse derefter er degraderet til hviskende samtaler i sofaen og ture frem og tilbage til soveværelset for at give sutten. Jeg savner at gå en aftentur, at drikke et glas rosé i de sidste solstråler på Sønder Boulevard og at spise ude om aftenen.
  2. At sove igennem en hel nat.
  3. At kunne gå på toilettet uden at a) frygte at Nola står på hovedet ned af vores trappetrin eller b) at Nola insisterer på, at skulle stå og hive mig i lårene imens.
  4. At spise voksenmad uden dårlig samvittighed over Nolas længselsfulde øjne efter den mad, der ikke er tiltænkt hende.
  5. Ikke at få nærmest pulsen op af at nå så meget som muligt fra to-do’en, mens Nola sover lur (til gengæld glæder jeg mig over min mor-effektivitet, der har nået nye højder).
  6. At spontane planer ikke længere findes. Alt hvad vi gør skal lige times i forhold til lur, måltider og bleskift.
  7. Ikke at skulle spise aftensmad hver dag senest 18:30.
  8. At nyde at være væk hjemmefra alene uden at føle, jeg mangler noget. Det er skørt, for man skulle jo tro, at alenetid burde føles som paradis, men istedet føler jeg mig nærmest lidt amputeret, og aldrig har jeg været hurtigere til at klare indkøb, træning etc. for at kunne skynde mig hjem til Nola igen, selvom hun hygger sig storartet når hun er alene med sin far. 
  9. At spise mad uden bagefter at skulle kravle rundt på alle fire og samle madrester op fra gulvet.
  10. Ikke at skulle indrette mig efter, at alt nips, jeg har kær, skal være placeret som minimum en meter over gulvet, og at gulvplanter er et overstået kapitel.

FREDAGSPOST

Godmorgen og rigtig glædelig store bededag. Om man er til den kristne kirke eller ej, er det nu meget kærkomment med sådan en fredagsfridag hva’? Også selvom regnen står ned i stænger – i hvert fald over København – og ser ud til at skulle gøre det hele dagen. Så meget desto bedre at kunne bruge hele dagen indendøre i nattøj. Det er i hvert fald hvad jeg har på mit fredagsprogram. Og så en hulens masse praktik herhjemme. At flytte ind i vores “nye” soveværelse, rydde op og vaske gulve efter at lejligheden har stået på den anden ende i snart tre uger. Hvis tiden tillader det måske en seriøs oprydning i min garderobe (har planer om et loppemarked om nogle uger), eftersom Mads tørt konstaterede at tøjet hang lidt tæt i skabet for tiden. Og han har ret. Det bugner, og meget af det hænger bare og samler støv. Således er det oplagt at bruge den forlængede weekend på lidt garderobekærlighed. Derudover skal jeg bare hygge om min lille trekløver. Den lille sover lige nu en tiltrængt lur i gården, efter at være faldt i søvn mens hun fik overtøj på, og den store bruger formiddagen på at spille paddle tennis. Og den mellemste sniger sig lige til en formiddag foran computeren, inden jeg for alvor kaster mig over to-do’en herhjemme. 

Ovenpå et par weekender først i sommerhus, og dernæst hos mine forældre på sydsjælland, har jeg glædet mig til en weekend hjemme i København. Til langsomme morgener, trilleture på Vesterbro, og til at nusse om lejligheden. Så det er hovedsageligt, hvad der står på vores weekendprogram. Ikke meget med andre ord. I morgen har vi dog planer om en frokost inde i byen, og søndag har jeg en morgenmadsaftale med et par veninder. Men derudover, et tomt program. Og det passer mig fortrinligt. Mit velvære har godt af sådan nogle dage engang imellem.

Og jer – hvad skal I bruge den lange weekend på? Det er så hyggeligt at høre fra jer i kommentarfeltet og lære jer en lille smule bedre at kende qua jeres weekendplaner.

Som altid vil jeg også lige tippe om en lille håndfuld ideer du passende kan bruge weekenden på.

  • Dø af grin over Cerceis dagbog fra dagen det store slag ved Winterfell stod
  • Tage forbi DGI-byen. Ikke for at svømme eller for pulsen op i slag badminton, men for at se udstillingen ‘90‘ der lige nu pryder DGI-byens foyer. Jeg havde slet ikke hørt om den, før jeg var i svømmehallen med Nola igår, og blev overvældet af den store udstilling af Klaus Holsting. Virkelig betagende hvor udtryksfulde mennesker er selv uden åbne øjne til at udtrykke os. 
  • Du kan også trodse regnvejret og tage til fredagsrock i Tivoli, hvor dygtige Phlake er på plakaten i aften. Jeg har de seneste år været skuffet over lydkvaliteten, men efter sigende har Phlake føjet lov at skrue lidt op for lyden, så der er håb for en fortrinlig musikalsk oplevelse. Har efterhånden været til et par koncerter med Phlake, og der er altid garanti for god energi.
  • Gøre dig et loppemarkedsfund med ekstra god samvittighed når der i morgen fra 11-16 holdes luksustøjmarked på Apollo Bar. Til fordel for de udviste flytningefamilier på Sjælsmark Udrejsecenter kan du købe tøj til favorable priser fra bl.a. Ganni, Wood Wood, Mads Nørgaard, Munthe, Nué Notes, Won Hundred, Stine Goya og mange flere. 
  • Udnyttte at du har carte blanche til at indtage alle de lune hveder, du kan komme i nærheden af i weekenden. Måske ovenikøbet bage dem selv? Meyer har delt opskriften på deres populære hveder her.

GARDEROBEGENGANGER OG ONSDAGSPLANER

II H&M KASHMIR STRIK (lignende HER) II SOFT REBELS NEDERDEL (modtaget i gave) II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II

Kender I det med, at et nyt stykke tøj flytter ind, og man bliver så glad ved det, at man i flere dage ikke går i andet? Sådan har jeg det med min nye nederdel fra Soft Rebels, jeg har været heldig at få tilsendt i gave. Jeg har kun haft den af for at få den vasket, og straks den var tør, kom den på igen. Den er nemlig noget så rar på den der ukomplicerede måde, hvor man bare stikker i et par sneakers og hiver en strik over hovedet, og stadig føler sig smart i tøjet takket være nederdelen. Vel sagtens det man kan kalde effortless chic? Jeg spår nederdelen en gloværdig fremtid i min garderobe, og glæde mig selvsagt til den også kan blive luftet unden strømpebukser til.

Har I ellers en god onsdag foran jer? Min skal gå med endnu et lag maling. “Er I stadig ikke færdige med det?” tænker du måske. Og svaret er nej. Henover weekenden stod projektet stille, men nu er vi heldigvis igang igen, og jeg mangler nu bare et enkelt lag maling i både soveværelse og alrum og så er vi i mål. Halleluja. Ok, der skal lige klatmales lidt på nogle paneler, men det er småting og i det store hele billede betyder det, at vi i den lange weekend, der venter os, kan begynde at indrette os i rummene igen, og det kribler i mine fingre for at komme igang.

Over middag skal Nola og jeg ind til byen og hente nogle nye billeder hjem til væggene i forbindelse med et samarbejde og ellers står resten af eftermiddagen bare på hygge derhjemme. Ville ellers gerne have været et smut i IKEA for at klare  et par småindkøb, men hvis jeg skal være bare en smule realistisk på min tidsplan for dagen, må jeg hellere skyde dén tur til en anden dag. Onsdag, sæt igang.

 

GARDEROBEREGNSKAB: APRIL SHOPPING

II 1 GLITTER HÅRBØJLE II 2 MUNTHE LEOPARD KJOLE II 3 MUNTHE STROPKJOLE II 4 MUNTHE SHORTS II 5 BECKSØNDERGAARD STRØMPER II 6 BECKSØNDERGAARD STRØMPER II 

Er I mon flere, der har undret jer over, hvor mit shopperegnskab for april blev af? Sandt er, at jeg havde glemt alt om det indtil Michaela, der læser med her, var så sød at skrive og spørge, om ikke indlægget kom. Jo for pokker. Åbenbart bare et par uger forsinket i denne omgang. Det er altså godt, jeg har jer til at huske mig på bloggens gengangere, nu det åbenbart kan knibe for mig af og til. 

April forbruget var gået så meget i glemmebogen, at da jeg skulle til at starte på indlægget her, blev jeg helt i tvivl, om jeg overhovedet havde shoppet nyt til garderoben den forgangne måned. Well, det har jeg, afslørede netbanken. Hele seks herlige sager for at være præcis. Og det er altså ikke fordi, at det har været ligegyldige køb, at jeg helt har glemt, hvornår dankortet har været i brug, mentalt er jeg vist bare ikke helt med på den fart, kalenderbladene skal vendes i for tiden.

Nåh, men mine køb. Tydeligvis i en blå og beige farveskala, og med en 50/50 fordeling mellem accessories og tøj. Noget printet, noget stribet, noget prikket og noget i glimmer. Jo, april har skam ikke været en kedelig måned på shoppefronten, og alle – med undtagelse af de mælkedrengestribede shorts, som vejret endnu ikke har været til – har de været flittigt i brug siden deres debut i garderoben. I alt løb min shopping op i 1904kr. Den opmærksomme læser vil måske studse over dét beløb, nu hele tre Munthe køb er føjet til garderoben, men det er fordi, jeg har en svigerinde, der arbejder for mærket, og således kan købe til en fordelagtig pris. 

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

God mandag morgen derude ♥

Hvor jeg håber, at I har haft en skøn weekend og er landet blødt i den nye uge. Forhåbentlig med solen skinnende over jer ligesom jeg har her på Vesterbro. Humøret her i hvert fald højt her på matriklen med et sjældent stort mandagsoverskud, hvilket hænger sammen med at Nola har sovet 2 x 4 timer i nat, hvilket ellers nærmest aldrig sker, og at vi havde Mads hjemme hos os næsten helt indtil klokken 9, hvilket altså får morgenpraktikken til at glide lidt lettere.

Nu sover Nola mageligt i gården, og har gjort det en times tid. Jeg er nået til bunds i indbakken, tekruset og vasketøjskurven, og håber, jeg også lige kan nå at færdiggøre dette skriv, inden Nola vågner fra drømmeland. Weekenden er blevet brugt på farten, så det er ekstra rart med en mandag formiddag herhjemme, og det eneste vi ellers har på programmet i dag er indkøb og hen og hente mere maling, så vi forhåbentlig snart kan komme i mål med væggene herhjemme. Selvom jeg er blevet imponerende god til at distrahere mit blik fra de ufærdige vægge og tilhørende rod, glæder jeg mig altså også stort til vi kan sætte et kæmpe flueben ud for projekt ‘genetabler-hvide-vægge’. I denne uge. Forhåbentlig! I mellemtiden klikker jeg fine sager hjem til indretningen af soveværelset, og det er nu heller ikke den værste overspringshandling at gøre sig.

Sidste uge forsvandt i et virvar af murstøv og malerpletter, men heldigvis var der også fine øjeblikke ind imellem. Se bare med her …

II Vores midlertidige sovesituation. Med familiesovesal på gulvet. Og selvom jeg selvfølgelig glæder mig til at være tilbage i en mere normal sovehøjde, så er det altså også virkelig hyggeligt at sove lige der på gulvet. Minder mig om at være på lejrtur II

II Blomsterlykke på vej II

II At komme hjem fra sommerhus og se vores nye, gamle vægge tage form. Jeg havde været spændt på, om jeg mon ville komme til at savne murstensvæggene, men det føles bare så, så rigtigt at lægge dén stil bag os, og jeg har ikke et sekund fortrudt. Har nærmest allerede glemt, hvordan murstensvæggen tog sig ud i rummet, og det tager jeg som et godt tegn II

II Bare en lille dele-snurre til køreturen, tak. Roadtrip, lang som kort, har altså godt af lidt snacks til vejen, og den tjans påtager jeg mig hellere end gerne, hvis det medvirker til, at jeg kan se mit snit til at snuppe en af BRØDS snurrer med på tur II

II Søndag var en særlig dag. Min aller første mors dag som MOR. Og ikke nok med, at jeg brugte dagen på at fejre min egen søde mors fødselsdag, var Nola også ekstra gavmild med sin kærlighed igår. Hun er begyndt at slynge sine arme rundt om halsen på mig, og mit hjerte er ved at svømme over hver gang ♥ II

II Ovenpå stor fødselsdagsbrunch efterfulgt af eftermiddagskage hos søde venner, besluttede vi at gå linen ud og sluttede således weekenden af med snaskede burgere på vejen hjem. Vi er godt forvænt med de mange high-end burgerjoints vi omgiver os med, men en sjælden gang i mellem er det nu også okay med end uprætentiøs whopper på vejen II