OM AT KLÆDE SIG UDE AF SIN COMFORT ZONE

KØKKEN-MAKEOVER MED LINOLEUM: PROCESS OG PRIS

I er flere, der har skrevet og spurgt til lidt mere info omkring vores projekt med at få lagt linoleum på vores køkkenbordplade. Og det vil jeg hjertens gerne give jer, nu hvor vi langt om længe er på plads med den.

Behovet for en ny bordplade opstod, fordi vi var lede og kede af den egetræsbordplade, vi havde liggende. Den var i tidernes morgen blevet fejlbehandlet med olie, så træet så slidt og misfarvet ud. Det kan I se og læse lidt mere om i indlægget her. Vi kunne have valgt at slibe den ned, men da vi også ville skulle have haft hjælp ude fra til det, besluttede vi istedet at gå med en plade i linoleum, der er et materiale, vi begge holder meget af. Fordi det er slidstærkt, nemt at gøre rent og fordi det findes i så mange fine farver. Vi har i forvejen linoleum på vores køkkengulv og på vores spisebord, så vi vidste ligesom, hvad vi gik ind til. 

Linolummet er fra Forbo, deres desktop udgave, der kommer i ruller, som så kan tilpasses og skæres til, så den passer til den overflade, den nu skal ligge på. Efter i lang tid at have været fast besluttet om en plade i charcoal, ændrede vi i sidste øjeblik mening, og gik istedet med en grågrøn farve, der hedder pewter, som vi syntes spillede bedre sammen med de øvrige linoleumsoverflader i rummet og i øvrigt ikke blev helt så mørk som charcoal.  Og det har vi ikke fortrudt. Farven er lige som vi håbede på, og giver et perfekt modspil til det hvide køkken, uden at stjæle alt for meget lys. 

Processen omkring at få pladen lagt har dog været alt andet end gnidningsfri. Vi har haft en gulvmand, der er vant til at arbejde med linoleum, til at lægge den, men desværre var håndværket ikke udført særlig godt til at starte med. Pladen var skåret sjusket og skævt til. Øv. Af måtte den igen, men en del af limen fra linoleummet blev nu siddende, og gjorde underlaget ujævnt. Vores træbordplade skulle derfor smøres ind i spartel for at gøre den klar til, at nyt linoleum kunne blive lagt på. Det forsinkede os lige en uge på grund af tørretid og derefter en sygdomsramt håndværker. I fredags var spartlen dog endelig tør, håndværkeren rask, og vi kunne derfor komme i mål med pladen. Med større præcision blev pladen skåret til, og vi nåede endelig frem til et tilfredsstillende resultat. Det meget bøvl med pladen tror jeg til dels skyldes en håndværker, der ikke lagde helt samme grundighed i pladen, som den kræver, og at linoleum til bordplader kan være et lidt svært materiale at arbejde med, fordi det netop kræver, at man skærer den meget præcist til. Et alternativ kan være at sætte lister på omkring bordkanten, for dermed at skjule eventuelle små skævheder i tilskæringen, men det er mere tidskrævende og gør dermed arbejdet dyrere.

I alt har vores nye bordplade kostet os 4660kr. 1460kr for linoleum (kan dog gøres lidt billigere ved fx at købe hos gulvlageret.dk) og 3200kr for at få den lagt. En lidt dyrere løsning end at få slebet bordpladen ned, til gengæld har linoleummet givet vores køkken et helt nyt og skarpere udtryk, som vi er ovenud begejstrede over.

2 comments

  • Adrian Mørch

    En evt. tilskæring af linoleummet behøver ikke præcis. Man kan lime det på, og så skære pladen til, eller man kan skære grovt til, og så bruge et flush jern på en overfræser til at køre den helt til kanten. Easy piasy.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Hej Adrian, det er faktisk også metoden med at lime på og skære til, som håndværkeren anvendte. Efter hans mening er det dog stadig svært at gøre helt præcist, fordi linoleummet er så blødt at arbejde i. Tippet om flush jern kunne han nok godt have haft brugt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

OM AT KLÆDE SIG UDE AF SIN COMFORT ZONE