TORSDAGSDRØMME TIL GARDEROBEN

DET VIL JEG LAVE I FEBRUAR

Selvom jeg har været forskånet for de værste januarblues, glæder jeg mig nu alligevel over, at vi nu ligger årets første måned på hylden, og vender blikket mod februar, og – ifølge kalenderen – den sidste vintermåned i denne omgang. Lad os håbe, at vejrguderne har det på samme måde. Selvom februar sjældent gør noget særligt væsen af sig, som den kommer der i halen på en ofte udskældt måned, og lige inden de første forårstakter begynder at melde sig, har jeg nu alligevel altid holdt af februar uden nogen særlig grund, andet end at det her omkring plejer at se lidt lysere ud med det hele. Dagene bliver længere, fuglekvidder kan forekomme, spæde forårsblomster begynder at spire, og det rigtige forår og sommer virker pludselig ikke så langt væk. Således står jeg også denne gang på tærsklen til februar fuld af forventning og gå-på-mod. Og med en herlig liste af rarheder, jeg håber, måneden kommer til at byde på. 

  • Fejre manden i mit liv. Min bedste ven, kæreste gennem 8 år og den bedste far, Nola kunne ønske sig. Han bliver 31 år i slutningen af februar, og selvom jeg ikke helt kan overgå sidste års fejring, som foregik i Marrakech, så vil jeg alligevel gøre mit ypperste for at fylde hans dag med rarhed og forkælelse.

  • Gøre alvor af den selvforkælelsesstund i Amazing Space, som jeg aldrig nåede i januar jf mit indlæg om januar-planer. Helt skørt at man forhaler noget så rart, men den ene dag tager den anden her i barselsland, og når noget skal foregå uden Nola, kræver det ligesom lidt ekstra koordinering. Men nu er behandlingen booket, og jeg glæder mig helt ustyrligt.

  • Holde sukkerdetox efter en december og januar hvor jeg føler, jeg har fået søde sager dagligt. Det gør ikke noget godt for mit overskud eller hvor godt jeg føler mig tilpas i min krop, så nu skal den kurve altså knækkes. Jeg er ikke fanatisk, så reglen er ingen søde sager andet end ved særlige anledninger, fx de fødselsdage vi skal til i februar, hvor der selvfølgelig skal være plads til dessert, og så har jeg carte blanche til en fastelavnsbolle i ny og næ, nu de er i sæson. Men altså ikke en hveranden dag, som jeg vist en overgang kom op på i januar, ahem.

  • Og meget apropos, så skal jeg have prøvet fastelavnsbollerne fra både Brød og Juno. Begge ser ud til at være inspirerede af den svenske Semlor bolle, men som en gærdejs-bollepige (yes, it’s a thing) forestiller jeg mig, at de vil være ret gode bekendtskaber.

  • Lokke min far ind og hænge nye lamper op over vores spisebord, efter at have set en virkelig fin løsning i en boligreportage. Glæder mig allerede til at vise jer resultatet, som jeg har ret store forventninger til.

  • Få afgjort min indre monolog om, hvorvidt jeg kan leve uden denne drøm af en kjole fra Stine Goya. Den er ikke ammevenlig, men altså mængden af dagsamninger stilner jo også af på et tidspunkt. Til gengæld er den ualmindeligt flot og jeg ville knuselske at føje den til garderoben.

  • Blive bedre til at snøre løbeskoene og komme afsted. Jeg har svært ved at få presset træninger i fitness ind i hverdagen, men jeg savner at bruge min krop til at andet end at slæbe barnevognslift op og ned at trapper, og have pjevset baby på armen, så en løbetur kunne være et fint kompromis, fordi det kan overstås på en halv time. Som dagene begynder at blive længere og lysere plejer det også at hjælpe på motivationen, så forhåbentlig februar kan gøre noget godt på den konto.

  • Pleje mine veninderelationer, som naturligt nok lider lidt af, at jeg er blevet mor, og hverdagslogistikken med ét ser helt anderledes ud, end hvad jeg har været vant til. Nola har efterhånden en alder, hvor det bliver nemmere og nemmere at snige sig til lidt tid væk fra lejligheden – også selvom jeg stadig er påkrævet derhjemme, når hun skal puttes og i timerne derefter, fordi hun sover uroligt, og ikke altid finder trøst hos Mads, når hun vågner – og jeg har derfor planer om både en morgenmadsaftale med et par veninder på Sanders og endnu et gensyn med Magasasa med to andre veninder. 

4 comments

  • Åh jeg får helt lyst til fastelavnsboller, nu når jeg ser dit billede her – mums!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Det kan jeg godt forstå! De var altså også ret lækre, selvom det godt kan blive lidt en overflod med al den creme til sidst 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie Koch

    Det lyder dejligt! Her står den på sygdom fra min side. Opkast, feber osv. 😔 Min datter startede i vuggestue sidste mandag, og siden har én af os været syg hver dag. 🙄 hvis jeg bliver frisk, så skal jeg læse lektier. Som sygeplejerske skifter jeg efter 3 års arbejde i psykiatrien, specialet ud med Neonatalklinikken på Rigshospitalet. Så der kræver lidt at man får læst til op 🙈 og ellers skal vi bare hygge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh den indkørsel det. Lader til at være mere reglen end undtagelsen, at man bliver ramt af sygdom på skift, når de små starter i institution?! Men hey, du fik jobbet til samtalen, du skrev du skulle til? Hvor er det bare sejt Julie, stort tillykke! Lyder som sådan en spændende speciale, og tænk en kæmpe forskel du kommer til at gøre for de små liv, og deres familier, som kommer til verden før de helt er klar til det ♥

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

TORSDAGSDRØMME TIL GARDEROBEN