POLKAPRIKKER OG UDSALGSTANKER

LØRDAGSLIV

Godmorgen kære I, og glædelig lørdag. Hvis der da overhovedet er nogen, der regner den slags for noget her i rækken af fridage? Ikke desto mindre er det altså vaskeægte weekend, og ovenikøbet den sidste af sin slags i 2018. Har I nogen særlige planer for den? Skal årets sidste weekend markeres med maner eller skal den bruges i pyjamas og på at lade op til det nye år skal skydes ind? Jeg er nok mest på det sidste hold, for juleferiestemningen har virkelig gjort indtog her. Hvor jeg til hverdag altid gør en dyd ud af at komme op og i bad og i anstændigt tøj, så gør det stik modsatte sig gældende her i juleboblen. Jeg har haft den samme pyjamas på nærmest siden jeg gik i seng 1. juledag, håret er kun blevet vådt, fordi vi torsdag var til babysvøm med Nola, mascaraen har fået lov at blive stående på dens plads, og uden skam i livet har jeg spist chokolade inden min morgenmad stort set alle dage. Jo, juleferie kan noget godt, og jeg har stornydt det sløve tempo.

Idag har jeg dog planer om både et rigtigt bad og at komme i tøjet. Der er stadig nogle løse ender forud for dåben, som jeg skal have styr på, bl.a. lidt pyntesager og tøj til Nola efter kirken, der skal handles ind, og vi skal besøge Mads’ mormor på hospitalet. Der skal ordnes vasketøj, bages kransekage og juleferienullermændene i hjørnerne skal fjernes, inden vi i morgen får tre vennepar og deres børn på besøg til nytårshilsen og bobler. Hvilken herlig måde at slutte weekenden af på i øvrigt.

Og så når vi mandag. Den definitivt sidste rest af 2018 skal klemmes ud, festtøjet støves af, nytårshatten findes frem og boblerne på køl. Vores nytår skal bruges på fejringen af min venindes 30 års fødselsdag, som hun i år udnytter nytåret til at markere med et brag. Så i år bliver der fest, og selvom jeg på grund af amning selvfølgelig ikke kan gå all in på kulørte drinks og liflige bobler, glæder jeg mig nu alligevel til en nytårsfest af de store. Med Mads og Nola under armen og i selskab af en masse feststemte fine folk. Og så glæder jeg mig til at vågne op 1. januar. Tømmermændsfri, udover de sympatitømmermænd jeg har tænkt mig at have med Mads, for at tage del i trangen til noget snasket mad. Og med udsigt til et helt nyt og frisk blad i kalenderen. 2018 vil blive noteret som et af de bedste år i mit liv, men noget siger mig, at 2019 kommer til at følge godt med.

Nåh, jeg skal nok komme retur med en rigtig nytårshilsen inden da, og i morgen har jeg planer om at dele mine 10 mest læste indlæg i løbet af året som en lille treat til søndagshyggen. Men for nu, morgenhygge med Mads og Nola, som har opdaget en ny stemmetone, og således udelukkende pludrer i skinger falset i disse dage. Lidt sødt, og også lidt enerhverende. Godt vi ikke bor i et lydt lejlighedskompleks … ha. 

Glædelig lørdag ♥

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

POLKAPRIKKER OG UDSALGSTANKER