BLURRY WEEKEND

MOR-BEKENDELSER #2

Jeg har snart været Nolas mor i fire måneder. Det er altså en tredjedel af et år. Og udover den sædvanlige svada om, at jeg ikke begriber, hvor tiden er blevet af, så begriber jeg heller ikke altid helt, hvor fuldstændig vanvittig en rejse det er at blive mor. Den stejleste læringskurve, jeg endnu er blevet mødt af. Den vildeste rutschebanetur på godt og på ondt. Men hvordan går det så lige med det der mor-game? Jo, det giver jeg en status på her.

  • Jeg er ikke så forfalden til at google alting længere. Det er som om, jeg stille og roligt (og der blev sagt stille) begynder at finde mig til rette i, at det er ok, at være i tvivl om det meste med sådan en lille baby, for heldigvis har tvivlen det med at forsvinde af sig selv i løbet af et par dage, når man finder ud af, at de der knopper, eller hvad det nu kan være, gik i sig selv igen.
  • Jeg er nået til det punkt, hvor jeg får fuldstændig åndenød ved tanken om, at der skulle ske Nola noget. Det gør fysisk ondt i min krop, når dumme tanker et splitsekund trænger sig på. I starten var jeg så optaget af at lære hende at kende, give hende mad, rene bleer, sørge for tryghed og søvn, og det var nok mere et overlevelsesinstinkt, jeg følte der trådte ind, ind egentlig kærlighed. Noget jeg lige skulle acceptere, for er det ok, at man ikke elsker sin baby lige med det samme? (Hint: Det er det!)
  • Til gengæld er kærligheden til min lille baby der nu, og jeg fortæller hende ofte, at jeg elsker hende. Jeg er selv ud af en familie, hvor det ikke er noget, man siger højt, og jeg husker ikke, nogensinde at have hørt mine forældre sige det til mig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at de gør det. Man flager bare ikke sådan med sine følelser. Men det gør vi altså herhjemme!
  • Jeg elsker at være mor. For det meste. Der er også øjeblikke, især overmandet af træthed, hvor jeg et kort øjeblik ville ønske, at jeg kun havde mig selv – og min dyne – at forholde mig til. Men når Nola stikker mig et af hendes charmesmil eller smittende grin, er der vitterligt ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være.
  • Min nye mor-krop lader til at have fundet sin plads. Med bredere hoftere, halv-slappe balder, og en mave, der sidst på dagen, stadig kan minde om en lille babybule. Det irriterer mig desværre mere, end hvad jeg havde håbet på, men tiden og energien er der ikke til at gøre noget ved det lige nu. Så istedet fortsætter jeg med mine daglige sukker-snacks …
  • Jeg græder næsten aldrig. Og har faktisk ikke gjort det ret meget, siden Nola kom til. Andet end et par gange af afmagt. Det var Mads der græd, da Nola blev født, mens jeg var overvældet af beskyttertrang. Jeg har følt mig lidt forkert over, at jeg ikke er hende der græder af lykke ned i min baby, for skal det ikke være sådan at blive mor? (Hint: Det skal det ikke!)
  • Jeg tager mig selv i nogle gange at glæde mig til et eller andet ude i fremtiden med Nola. Glæder mig til hun kan gå, til vi kan tage hende med i zoo, og hun sætter pris på det, til hendes 1-års fødselsdag. Og så stopper jeg mig selv, for tiden lige nu er så dyrebar og så kort, og jeg vil ikke overse den ved at have travlt med hele tiden at skue mod dét, der kommer, istedet for dét, der er.
  • Nolas søvn – eller mangel på samme – fylder virkelig meget for mig. Nogle dage kan jeg helt miste pusten ved tanken om den forestående nat, og udsigten til endnu en urolig søvn, hvor man om morgenen dårligt føler man har sovet. Øver mig på at lade være med at lade det fylde for meget, for det kan også hurtigt blive en negativ spiral og en selvopfyldende profeti sådan hele tiden at gå og vente det værste.
  • Nogle dage synes jeg det er vildt svært at finde på måder at aktivere Nola. Rutinen med nakketræning, ligge på pilatesbold, synge sange og flyve flyvemaskine igennem lejligheden er efterhånden ved at være godt brugt. Og på det her tidspunkt plejer jeg gerne at glæde mig til hendes næste lur. Er man så en uoplagt mor? (Hint: Nej, det er man ikke). 
  • Jeg fuldammer stadig. En 8-9 gange i døgnet. I starten havde jeg det virkelig stramt over, hvor lang tid jeg hver dag brugte siddende i sofaen på at kigge ned på min datter, der kigger ind i mit bryst. Nu er hendes amninger heldigvis reduceret til at være 10-12 minutter fremfor 40+, og jeg nyder nu rent faktisk ammestunderne. Og håber jeg vil blive ved med at gøre det længe endnu. 
  • Nola er blevet passet 1 gang, hvor Mads og jeg var til koncert. Og jeg var ikke helt klar til det. Det er jeg faktisk stadig ikke. Behovet for at være væk fra Nola er stadig forsvindende lille, og nok til, at jeg ikke har travlt med at skulle have hende passet. Det kommer nok lige pludselig.

12 comments

  • Anne

    Sikke et fint og befriende indlæg! Dejligt ærligt om hvordan det er at være mor 🙂
    Jeg kan som alle de andre os nikke genkendende til meget af det!
    Det er så kliché agtigt men man skal vitterligt nyde tiden med dem for det går bare alt for stærkt! Jeg tudede da min barsel var slut fordi jeg ik synes jeg ku huske hvad jeg havde lavet og om jeg nu havde hygger mig nok med min datter!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh Anne, din kommentar ramte mig lige midt i min dårlige samvittighed over altid at have så travlt med at skulle træne dit og dat med Nola istedet for bare at lege og hygge på hendes præmisser. Det vil jeg blive bedre til, for du har ret, tiden går alt, alt for stærkt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Så fint Line. Som de andre i kommentarfeltet kan jeg også genkende mange af de følelser, som du beskriver – til trods for at jeg ikke er ny mor, men mor til en på 3 og en på knap 3 måneder.
    I mit barndomshjem var følelser heller ikke noget, man talte så meget om, og jeg husker heller ikke, at mine forældre nogensinde har sagt højt, at de elsker mig. Man var heller ikke særlig fysisk. Jeg har mange gode ting med fra min barndom, men lige netop dette ønsker jeg ikke at videreføre til mine egne børn. De bliver overdynget med kys og kram og kærlighedserklæringer på daglig basis, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med, lige så længe at de giver mig lov 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Dejligt du kan tilslutte dig så mange af tingene Maria – det er virkelig rart for en nybagt mor som jeg, ikke at føle sig helt alene på de punkter ❤ Og lyder til, dine børn aldrig kommer til at mangle kærlighed!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mik søn er nu 6 mdr og jeg kan sætte mig selv i 100% af det du skriver! Vi nuppede 3 mdrs kolik, 4 operationer og nu er der tænder 😴😴😴😴 søvn og overskud er for os en by i Rusland 😬 dog har jeg reageret lidt modsat jeg har grædt temmelig meget over den overvældende følelse af hvis der skulle ske ham noget i denne skræmmende og til tider grusomme verden han er sat i verden i, at jeg på den måde har været egoistisk over for ham at jeg har valgt at sætte ham til verden i en verden fuld af terror, krig, mobning, og alt muligt andet.. det har bare overskygget glæderne der er ved livet.. og det manglende overskud der lidt kommer med den manglende søvn i 6 mdr , der får en til at føles som den værste mor han kunne have fået sig en gang i mellem.. men hver gang han smiler til mig – de øjeblikke er der heldigvis flere af en for 3 mdr siden hvor han skreg non stop – de øjeblikke kan få alle disse følelser til at forsvinde lige i det øjeblik ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh Camilla, sikke en omgang! Jeg er sikker på, at din søn ikke kunne være landet noget bedre sted end lige præcis hos dig – også de dage, hvor underskuddet fylder mere end overskuddet ❤ Håber karmaen snart vender, så søvnen snart tilkommer jer også!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Så fint skrevet. Min datter 4,5 mdr og kender til alt det du skriver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Dejligt at vide man ikke er helt alene om de tanker, som af og til kan føles lidt forkerte at tumle rundt med ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg har det på præcis samme måde som dig! Vores søn er nu næsten 8 måneder gammel og jeg synes heldigvis man finder mere og mere ro i rollen som mor efterhånden som tiden går. Mht søvnen så kan jeg varmt anbefale bogen “the no cry sleep solution” af Elizabet Pantley. Den er lidt Amerikansk men den kommer med rigtig gode råd til hvordan man på en kærlig måde får sit barn til at sove bedre ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Uh det er et godt tip Pernille, den ryger jeg straks på biblioteket og tjekker om jeg skulle være heldig, at de har. Tak! Klem til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie Koch

    Jeg kan virkelig genkende alt du skriver. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      På en eller anden måde er det altså lidt rart at vide, at man ikke er helt alene i den mor-båd ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

BLURRY WEEKEND