BABYSTILHED

TANKER OM MIT INSTAGRAM UNIVERS

Jeg nyder stadig et par dage offline i fuld gang med at lære baby Nola og hendes grynt at kende, men for at der ikke bliver helt stille herinde, har jeg fået lov at reposte et interview, fine Thit Lund har lavet med mig, hvor jeg deler nogle af mine tanker om mit instagram univers. Thit er en fellow influent, som jeg nyder at læse med hos, fordi hendes blog emmer af eftertænksomhed og rare skriverier, som ofte giver mig et nyt perspektiv på tingene. Derfor vidste jeg også, at jeg ville være i gode hænder, da Thit spurgte, om ikke jeg ville deltage i hendes føljeton “Mød en Instagrammer“, og I kan se resultatet på Thits blog her og desuden gengivet nedenfor. 

Velkommen til. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv? 
Mit borgerlige navn er Line Schjelde Andersen, men de færreste kender mig efterhånden som Andersen, da jeg de seneste mange år kun har brugt Schjelde. Jeg er 29 år gammel, og runder de 30 år til september. Jeg bor på Vesterbro med min kæreste Mads, i en lejlighed som er evigt under forandring takket være mit store behov for at skabe nyt. Jeg er uddannet fra Copenhagen Business School, hvor jeg har en bachelor i Interkulturel Markedskommunikation og en kandidat i Virksomhedskommunikation med speciale i forandringsledelse. Siden jeg blev færdiguddannet i 2015 har jeg arbejdet som nordisk PR Manager hos rejsesøgemaskinen momondo, hvor jeg dog netop er gået på barsel, da vi om ganske få uger kan byde velkommen til vores lille datter. (I mellemtiden er vores baby Nola kommet til verden 15 dage før tid).

Hvordan startede du med at instagramme?
Jeg startede med at instagramme som en naturlig forlængelse af mit online blogunivers merimeri.dk, hvor jeg har blogget siden 2012. Instagram giver mig en god mulighed for at dele flere umiddelbare glimt fra min hverdag og en hurtigere interaktion med mine følgere, som er en af de ting, jeg virkelig holder meget af.

Hvor lang tid bruger du på at tage billeder?
Det varierer meget, hvor lang tid jeg bruger på at tage billeder. Outfitbilleder tager typisk 5-10 minutter, før de helt rigtige er i kassen, mens indretnings- og madbilleder, som jeg også er stor fan af, er hurtigere at tage, og her bruger jeg typisk bare et par minutter. Til gengæld tager redigeringsarbejdet lidt mere tid for at få gjort billedkvaliteten så god som mulig.

Hvilke redigeringsprogrammer bruger du?
Jeg er trofast bruger af Snapseed, VSCO og Unfold.

Hvordan har du fået opbygget så mange følgere?
Her har jeg desværre ikke en mirakelopskrift, da min følgerskare blot stille og roligt er vokset over tid. Jeg tror dog det handler om, at have et instagram-univers, hvor følgerne ret hurtigt kan afkode, hvad det er for type indhold, der karakteriserer profilen her, og så sørge for, at der er holdt en stilistisk rød tråd i det visuelle. Derudover oplever jeg, at det kan gøre en stor forskel at bruge relevante hashtags, som også er en god måde til, at nye profiler kan få øjnene op for dig.

Hvad er et godt billede/feed for dig?
Et billede og feed med personlighed – hvor man kan mærke en lille flig af fotografen bag. Instagram bliver ofte kritiseret for at være for opstillet, men for mig kan det sagtens inspirere alligevel, så længe jeg stadig kan mærke personligheden i det og at man har gjort sig umage med at formidle en særlig stemning eller motiv. Derudover synes jeg igen at det gør en stor forskel, hvis der er en tydelig visuel sammenhæng i feedet.

Hvilke Instagrammere ville du gerne selv læse mere om?
Der er så mange inspirerende Instagrammere, som jeg ville elske at lære lidt mere om, men hvis jeg skal vælge et par stykker, så fx:

– @stonemuse

– @idestrup

– @fredesblog

2 comments

  • Julie

    Fint indlæg 😍 jeg glæder mig til at læse din fødselsberetning!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Glæder mig også til at dele den! Første kapitel kommer på bloggen i morgen tidlig ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

BABYSTILHED