SUMMER BREEZE

OM BABYBEKYMRING, TVIVLSOMME FERIEPLANER OG HJÆLP TIL SINDSRO

I dag er jeg gået ind i min 34. uge som gravid, og selvom vores nu 2 kilo tunge og 40cm lange baby ikke fylder så meget her på adressen, så gør hun det i den grad uden for bloggen. Både fysisk og psykisk. Jeg har indtil nu været virkelig priviligeret og har haft en nem og ukompliceret graviditet uden alt for mange af de graviditetsgener, man ellers gerne hører om. Jovist, der var lige de der 12 uger med kvalme og ekstrem træthed i starten af min graviditet, men eftersom det forsvandt som dug for solen fra nærmest den ene dag til den anden, er mindet om dem efterhånden også ret udviskede. Jeg har ikke været plaget af ondt i bækkenet, tissetrang om natten eller madlede, hvilket også har gjort, at jeg har kunne fortsætte min hverdag, ganske som jeg plejer. Med mit fuldtidsarbejde som PR manager, bloggen der tegner sig for et deltidsarbejde, min træning og et væld af aftaler derudover. Alt har været godt, og første og andet trimester gik uden at jeg blev hende den overbekymrede gravide, jeg ellers havde en bange anelse om, stod på lur til at melde sig ankomst hvert øjeblik det skulle være. 

Det var alt sammen indtil en ny virkelighed ramte mig for tre uger siden, og kroppen begyndte at sige fra over for det tempo, jeg har kørt den i. Over et par dage havde jeg mere eller mindre konstante plukveer. Ikke nogle der gjorde ondt, men med en livmoder der var konstant spændt op og på overarbejde. Bækkenet begyndte at være ømt, og jeg fik daglige jag ned i underlivet. Søvnen begyndte at drille, kvalmen vendte tilbage om morgenen og jeg havde en følelse af, at baby pludselig lå meget langt nede i bækkenet og ikke havde plads nok til at bevæge sig. Ingen af delene er unormale i en graviditet, når man er på det stadie, jeg er i nu, men fordi jeg indtil for ganske nylig ikke har mærket det store til min gravide krop, så gjorde det mig urolig og utryg. Vi er så tæt på målstregen nu, og ubærlige tanker om, at noget skulle gå galt begyndte pludselig at fylde en hel del. Jeg blev pinligt bevidst om, at jeg måske ikke har været god nok til at passe på mig selv og det liv, der vokser inden i mig. God nok til at give det plads og ro, og erkende at det er ok at sætte tempoet ned, selvom man ikke har lyst til at behandle graviditeten som en sygdom.

Nogle uger gik uden at plukveerne og overskuddet blev bedre, men med en forestående ferie til først Paris og dernæst Portugal, og derefter 12 dage tilbage på arbejde inden jeg går på barsel, blev det lidt et spørgsmål om at “hænge i og holde ud”. De scanninger og skøn vi har haft på baby har jo alle sammen været fine, så rationelt burde alt jo være ok, messede både Mads og jeg til os selv, og gjorde et ihærdigt forsøg på at parkere babybekymringerne og min voksende uro i krop og sind, samtidig med at jeg skruede ned for min træning og aftaler efter arbejde. Lige lidt hjalp det dog, og jeg havde virkelig svært ved at finde ud af de signaler, min krop og mit hoved sendte mig. Som bosat på Vesterbro, hører jeg til Hvidovre hospital og den travle fødegang her har desværre ikke meget overskud til (bekymrede) førstegangsforældre. Jeg har set en jordemoder derfra én gang og har først tid næste gang om tre uger, hvor jeg har fire uger til termin. Når uroen og bekymringerne har sat sig godt og grundigt fast, er det ret lang tid at vente, og jeg besluttede derfor at ringe til Hvidovres jordemodecenter for at få luft for mine bekymringer omkring de hypigge plukkeveer og jag i underlivet. Efter at have ventet i telefonkø i en lille halv time kom jeg igennem til en jordemoder, som omend sød og rar, desværre ikke rigtig formåede at hverken høre eller afhjælpe min uro. Med besked om at tage den lidt mere med ro, gå i sko med god stødabsorbering, og ellers bare lytte til min krop, ringede vi af, og hun bevægede sig videre i køen af telefonopkald fra gravide. Problemet er bare, at det der med at lytte til min krop og følge min mavefornemmelse, det er altså nemmere sagt end gjort, når intet i min krop, er som det plejer at være. Jeg kender ikke den og dens signaler længere og min følelse af at være i kontrol med min krop forsvandt sammen med min talje og indadvendte navle. 

Nåh, men i fredags blev det så langt om længe ferietid, og jeg gik ind til det med et håb om, at knap to uger væk fra arbejde og hverdagens gøremål forhåbentlig kunne få både min overanstrengte krop og hoved til at slappe lidt af. Vi tog afsted til Paris, men allerede fredag aften knækkede filmen for mig. En lang dag på farten, bagage på slæb og op ned af metrotrapper havde gjort min mave endnu mere spændt, og da vi sent fredag aften endelig kunne gå omkuld på vores hotelseng, havde jeg mest af alt lyst til at aflyse alle ferieplaner for istedet at komme hjem i trygge omgivelser – og i nærheden af Hvidovre hospital, hvis nu plukveerne skulle udvikle sig. Jeg var overtræt og overbekymret, men Mads gjorde sit aller bedste for at give mig ro. Vi blev enige om lige at give den nogle dage, og så måtte vi tage stilling til Portugal, som de kommende dage skred frem. Næste morgen synes jeg det hele så lidt lysere ud (jeg har altid et lettere sind om morgenen end om aftenen) og vi begav os ud i de parisiske gader med en aftale om at tage det hele i et stille og roligt tempo. Hvilket i bagklogskabens lys er lettere sagt end gjort på en storbyferie. De følgende dage gik ok uden at være rigtig gode. Vi lavede ikke rigtig andet end at spise god mad og tulle rundt i byen, og selvom der blev indlagt eftermiddagspauser hjemme på hotellet, var min krop stadig på overarbejde, hvilket gjorde at bekymringerne heller aldrig rigtig fik lov at stilne af. Jeg begyndte at glæde mig lidt til at lande hjemme i København mandag aften .. og gruede for allerede onsdag morgen at skulle afsted igen blot for denne gang at være endnu længere væk. Jeg var så ked af at have det sådan med ferier, vi ellers havde glædet os rigtig meget til. Vores sidste ferier, bare Mads og jeg, inden vi bliver forældre, og inden ferieagendaen kommer til at se ganske anderledes ud end vi har været vant til. Og jeg kunne mærke, at især Mads efterhånden var ked af, at jeg ikke kunne tage en beslutning om, hvad der skulle ske med turen til Portugal. Jeg havde bare så svært ved at sige højt, at jeg ville være tryggest i at aflyse, selvom det i weekenden var det jeg havde mest lyst til. Det føltes på en eller anden måde også bare som en fallit at lade måske irrationelle bekymringer gå ud over en ferie. 

Som et sidste forsøg på at give mig noget ro kom vi til at tale om en privat jordemoderkonsultation, og dét kunne jeg mærke var en god ide. Jeg skyndte mig derfor at tjekke Moderlivs ledige tider tirsdag, som var den eneste dag, vi havde hjemme, mellem Paris og Portugal, og heldigvis kunne jeg komme til allerede om morgenen. Som I måske husker, var det også Moderliv vi var forbi i starten af maj for at få lavet en 3D scanning og vi havde simpelthen sådan en god oplevelse dernede, som jeg også skrev om her, så jeg var ikke i tvivl om, at den private jordemoderkonsultation skulle finde sted her. 

I tirsdags havde jeg så tid til en konsultation hos jordemoder Gitte, og allerede fra første håndtryk havde jeg en god fornemmelse. Ligesom Nanna, som vi var heldige at blive scannet hos, er Gitte simpelthen det sødeste væsen, og hun har sådan en god ro og empati over sig, som det er umuligt ikke at lade sig smitte af. Gitte tog sig god tid til, at jeg fik luft for mine tanker og bekymringer, og hun fornemmede lynhurtigt, at jeg mest af alt havde brug for tryghed. Tryghed i alt så ud til at være, som det skal, og tryghed i at vi næste morgen kunne tage afsted til Portugal, som ellers de sidste par dage havde hængt i en tynd tråd. Gitte lyttede og vejledte ud fra de bekymringer, jeg havde. Med konkrete svar, der var til at forholde sig til, og ikke blot vage retningslinjer eller opfordringer til at følge min mavefornemmelse. Hun mærkede grundigt på maven, og selvom hun bekræftede mig i, at baby allerede ligger meget langt nede i bækkenet, så gjorde hun det på en måde, hvor jeg ikke blev bekymret, og istedet gav mig en tro på, at det er helt fint og at baby trives. At mine plukveer ikke skal give anledning til bekymring med mindre de forværres og bliver smertefulde. Gitte gjorde, at jeg igår morges satte mig til rette i flyveren mod Portugal med en hel anden sindsro end jeg har haft de sidste tre uger. En privat jordemoderkonsultation hos Moderliv koster kun 275kr, og det er ingenting i forhold til hvor meget du får igen i løbet af de 4o minutter, konsultationen varer. Du får nemlig en ro og tryghed i din graviditet, som jeg desværre oplever, at de offentlige jordemødre ikke har tid til at give, hvor end jeg tror, at de gerne ville det. 

Vi har kun haft 30 timer i Portugal og alligevel kan jeg allerede nu mærke, hvordan den her ferie var lige præcis dét, min krop og jeg havde brug for, og jeg er så glad for, at jeg fik hjælp til at få den ro, det krævede, for at jeg kom afsted. Og det tror jeg også Mads er, som han lige nu ligger på sofaen med en ferieøl i den ene hånd, chips i favnen og ser VM åbningskampen med en barnlig – og virkelig sød – glæde. 

12 comments

  • Godt at du fik booket den tid og har fået lidt ro på. Det er bare så vigtigt.
    Jeg synes ikke, Hvidovre lyder som noget voldsomt godt sted. Jeg fødte i Hillerød og var så glad for det. Var vist til jordemoder otte gange og til fødselsforberedelse tre gange. Synes det er ærgerligt, der er så stor forskel på hospitalerne.
    Dejligt du åbner op for din uro. Jeg synes, det var vildt sejt, I rejste så sent. Jeg rejste i slut august (med termin 27. december), og jeg følte mig stor og træt. Og skulle tisse konstant. Vi gik en del men holdt mange pauser i skyggen. Skulle ikke nå noget. Vi brugte to dage i Barcelona på at se byen fra turistbusserne. Og hoppede af og på, så vi fik set lidt også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Jeg er også så glad for, at jeg prioriterede det for mig selv, for de 275kr har virkelig været givet godt ud i forhold til at jeg nu kan nyde ferien og få lidt mere ro fra bekymringerne!
      Hvor er det vildt, at der kan være så stor forskel i fødselspakken fra sygehus til sygehus, og det ærgrer mig virkelig også, at det skal være sådan. Heldigvis har jeg kun hørt om gode fødselsberetninger fra Hvidovre, så fødegangen er jeg ikke urolig for, men det havde nu været rart hvis man her i tiden op til, var blevet fulgt lidt tættere – især som førstegangsforældre!
      Hihi ja, jeg følte mig nok lidt mere uovervindelig da ferien blev booket en del måneder tilbage, og næste gang kommer jeg helt sikkert ikke til at foreslå en storbyferie i tredje trimester 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tak for det meget genkendelige indlæg. Jeg vil straks booke en tid, så jeg også kan få ro på. God ferie! Kh fra en anden førstegangsgravid <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Det vil du blive så glad for Anne. Håber du kommer mere rolig ud på den anden side, for tiden kan dælme føles lang, når man går og fylder den op med en masse bekymringer ♥ Knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hvor er det dejligt du åbner op om det! Jeg er 100% det samme sted som dig mentalt og mht plukkeveer – i relation til graviditeten blot et par uger bagud. Vage retningslinjer, og “Slap lidt mere af” er så uendeligt svært at forholde sig til, når man står i noget man aldrig har prøvet før, og intet kan genkende ved sin krop. Håber du får en dejlig ferie! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Øv hvor jeg ked af at høre, at du også lige nu er i det samme følelses- og bekymringsmæssige virvar. For mig gav det en stor ro, at jordemoder, som jeg var hos i tirsdags, sagde at der virkelig skal meget til, at plukkeveerne er skyld i en tidlig fødsel. Det er kun hvis de er vedvarende regelmæssige og er decideret smertefulde, at man skal begynde at holde lidt øje med dem. Samtidig sagde hun også, at det jo bare er godt, at baby nu har bevæget sig ned i bækkenet, fordi der så er bedre chance for at den sætter sig fast og ikke vender sig lige op til fødslen. Måske det også kan være med til at give dig lidt ro og ellers kan jeg kun på det varmeste anbefale en privat jordemoderkonsultation. Klem til dig ♥

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne

    Jeg fødte min datter i 2016 i uge 41+2 og jeg fik meget tidligt at vide at hun lå langt nede i mit bækken og havde sat sig fast.
    Jeg kunne allerede fa uge 29 mærke stik og jag op i livmoderen – lillepige som trykkede på nogle nerver.
    Jeg vil egentlig bare sige at selvom barnet ligger langt nede i bækkenet betyder det ikke nødvendigvis at man føder før tid. Jeg fik at vide at det kunne betyde at udvidelsesfasen tog kortere tid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Hvor er du sød at tage dig tid til at skrive Stinne. Det er en dejlig historie at tage med i bagagen, og minde mig selv om, når bekymringerne trænger sig på. Og det giver egentlig rigtig god mening, at baby nu ligger, så hun også kan få trykket på nerver og muskler, som dermed gav kvittere med nogle jag, som man ellers nemt kan blive urolig over. Tak for din kommentar! Klem

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Åhhh de bekymringer kender jeg alt alt for godt til! Og de plukveer gør bare bekymringerne værre, jeg døjer nok med 100 plukveer daglig (også selv de dage jeg er inaktiv). Jeg hører heldigvis til et sygehus der tager en seriøs, men jeg gider bare heller ikke pylre. Men jeg skal slappe af er deres eneste svar. Jeg er i uge 35 nu og jeg må indrømme jeg også føler baby ligger langt nede og føler ydermere at plukveerne da self. skal fremprovokere en tidlig fødsel og forkortet livmoderhals, og hertil så min bekymring, planlagt kejsersnit da jeg ikke må føde 😅 så jeg er super angst for at plukveerne skal udvikle sig til rigtige veer en dag! Men trøster mig med, at baby nok skal klare den hvis nu ankomsten sker tidligere end planlagt ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • merimeri

      Åh Nikoline, hvor er jeg ked af at du også døjer en del med plukkeveer og medfølgende bekymringer! Dejligt de i det mindste tager dig seriøst på de sygehus, du er tilknyttet, og så kan jeg godt forstå, at du også finder en del ro i, at du nu er så tæt på at være inden for terminsugerne, at baby heldigvis fint kan klare sig, hvis nu han/hun alligevel skulle beslutte sig for at komme før tid. Jeg krydser dog fingre for, at din baby bliver inde i hulen lidt endnu, så dit fødselsforløb bliver lidt mere efter planen. Jeg fandt stor ro i, at jordemoder, som jeg var hos i tirsdags, sagde at der virkelig skal meget til, at plukkeveerne skal resultere i en forkortet livmoderhals og dernæst tidlig fødsel. Samtidig sagde hun også, at det jo bare er godt, at baby nu har bevæget sig ned i bækkenet, fordi der så er bedre chance for at den sætter sig fast og ikke vender sig lige op til fødslen. Måske det også kan være med til at give dig lidt ro! Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SUMMER BREEZE