Hverdagsliv

ÅRET DER GIK

1. januar 2017

Glædelig 1. januar, håber I alle er kommet forrygende ind i det nye år? Jeg havde en virkelig fin nytårsaften, som startede med middag, drinks og dans på Nørrebro. Og en musikquiz, hvor det endelig betalte sig, at være forfalden til popbaskere som Nik&Jay og Gulddreng, og mit hold kunne derfor hive en stensikker sejr hjem. Efter at have skudt det nye år ind med en fantastisk udsigt ud over Kbh fra en 6-sals tagterrasse og klemt det sidste ud af dansegulvet, tog jeg videre på Cafe Bopa og mødtes med nogle veninder til mere dans, drinks og tequilashots .. og således bruger jeg dagen derpå med tømmermænd, Westworld og fedtet mad i sengen. En mere eller mindre perfekt start på 2017 med andre ord.

Selvom jeg i årets nytårstale sagde, at jeg nu glæder mig til at se fremad, så har jeg alligevel været i arkiverne for at samle nogle af højdepunkterne fra 2016 sammen. En fin anledning til at runde året af og give et gensyn med nogle af de mest læste indlæg på bloggen igennem året. Tænker også, at det kan udgøre den perfekte tømmermændslæsning, hvis du trænger til en pause fra Netflix, middagsluren eller tømmermændsmaden.

img_0229

Å R E T  D E R  G I K

Januar er altid en lidt stille måned, en måned hvor man kommer sig ovenpå decembertravlheden og hvor man drømmer sig væk til varmere tider. Og min januar sidste år var ingen undtagelse. Jeg startede året ud med at udgive et postkort fra 2015, og som jeg skrev igår, var 2015 et år der bød på ufatteligt mange store ændringer og glæder. Som et forsøg på at overkomme vinterkedsomheden bestilte vi også i januar flybilletter til Sri Lanka og nedtællingen til den største rejseoplevelse blev sat igang.

img_8644I februar udgav jeg indlægget om en kærlighedshistorie, og selvom meget er sket siden og Mads og jeg ikke længere er sammen, så er det stadig en historie, der gør mig varm om hjertet. Februar var også første gang, jeg inviterede jer helt tæt med på min hverdag, da jeg delte billeder og tanker fra 24 timer med mig.

livingroom-updateHverdagen i marts og april fortsatte sin vante gang, og ud over arbejde, som krævede ekstra meget henover foråret, brugte jeg også meget tid på, at blive færdig med de sidste projekter i lejligheden, blandt andet billedvæggen her og hjemmekontoret. Det var også i marts, at vi endelig kunne sætte kurs mod Sri Lanka. En fuldstændig fantastisk oplevelse, som gjorde stort indtryk. Det tog derfor lidt tid at fordøje alle indtryk og minder, og det var således først hen i maj at jeg endelig fik udgivet et indlæg om rejsen og sat ord på nogle af de tanker, som den havde sat igang hos mig

I april tog jeg del i debatten om HPV-vaccinen og udgav et personligt indlæg om, hvordan jeg ville ønske, at jeg havde fået de to vaccinestik i tide

img_7620I juni tog arbejdet næsten al min tid og alt fokus blev lagt på at lancere vores kampagne “momondo – The DNA Journey”, som mange af jer nok husker. Derfor var det også tiltrængt at dedikere det meste af juli til ferie. Den blev brugt i Stockholm, hvor jeg udgav denne rejseguide, Toscana og hjemme i DK, hvor vi nød den uforudsigelige danske sommer med alle dens indendørsglæder, haha.

I august tog vi til Cannes. Og så var det også i august, at Mads og jeg gik fra hinanden og mit liv, som jeg kendte det blev vendt på hovedet. Det satte selvfølgelig også sine spor på bloggen, hvor jeg havde svært ved at få ordene til at række. Det føltes pludselig helt forkert at skrive indlæg om garderobefristelser, boliginspiration og nyeste skønhedsfavoritter. Istedet skrev jeg et indlæg om vores præstationssamfund og den evige jagt på at gøre tingene større, bedre og hurtigere. En kamp der også har mærket mig personligt. 

fullsizerenderSeptember var en måned, hvor jeg prøvede at finde fæste i min nye tilværelse. Jeg tog til Budapest med en veninde, for at komme lidt væk fra det hele. Et tiltrængt afbræk i en by, der virkelig imponerede mig og jeg delte derfor denne guide til bedste spisesteder, barer og oplevelser i Budapest. Mads og jeg flyttede fra hinanden og så fyldte jeg 28år. Stemningen var ikke til den helt store fejring i år, men til gengæld købte jeg den ultimate fødselsdagsgave til mig selv. 

I oktober skrev jeg første gang om bruddet mellem Mads og jeg. Om de tanker og følelser, der går igennem en, når livet pludselig tager en drejning og ser ud på en måde, man ikke havde troet eller håbet på. Det fik rigtig mange af jer til tasterne og al jeres støtte og personlige fortællinger gjorde virkelig indtryk i en svær tid. 

At gå igennem en hjertesorg er i den grad en øvelse i at turde sige de svære ting højt. Det altid nemmere, kun at vise de pæne sider af livet, hvorimod det at skilte med sin usikkerhed, sine fejl og mangler er så meget sværere. Det øvede jeg mig derfor lidt med i dette indlæg, som også topper listen over det mest læste blogindlæg i år, efterfulgt af indlægget om at finde mod til at give slip på fortiden, som også fandt sin vej til bloggen i november. 

img_0027Efter et efterår, hvor det at Mads og jeg var gået fra hinanden naturligvis fyldte alting, nåede vi til december. Og her kunne jeg mærke, at der begyndte at ske et eller andet. Jeg fik lyst og inspiration til bloggen igen, og lagde blandt andet mange timer i en guide til den perfekte basisgarderobe. Jeg gjorde mig umage for at værdsætte de små ting, fx finurlig decemberlæsning, som gjorde stort indtryk, gratis drinks med Heaps (tilbuddet gælder i øvrigt stadig) og jeg begyndte at glæde mig til en frisk start på et nyt år.

Således er vi nået til vejs inde med både 2016 og dermed også tilbageblikket på de største begivenheder gennem året. Jeg vil tænke tilbage på året fuld af taknemmelighed over alle de fantastiske mennesker, jeg er heldig at have i mit liv, jeg vil mindes de mange oplevelser og rejser, som året har budt på; Helsinki, München, Sri Lanka, Madrid, Stockholm, Toscana, Cannes, Budapest, Oslo, Berlin og Stockholm og Oslo igen. Og jeg vil glæde mig til at omfavne 2017 med alt hvad det har at byde på.

Tak for jeres besøg, kommentarer, tanker og likes i 2016, glæder mig til endnu flere timer sammen med jer på merimeri.dk. 

Glædelig 2017!

    Kommenter