ØNSKEOUTFIT À LA EFTERÅR

II H&M DOBBELTRADET ULDFRAKKE II H&M KASHMIR HUE II H&M ULD HALSTØRKLÆDE II H&M SILKEBLUSE II H&M MOM JEANS II TOPSHOP STØVLER II 

Det tyder på, at vi igen skal til at indstille os på et mere klassisk efterårsvejr med hvad der dertil hører af uld, støvler, hue og halstørklæde. Jeg kunne nu ellers godt lige have snuppet en uge eller to mere med løvfaldssommer, for hold nu op, hvor har det altså været lækkert stadig at kunne lune sig på en sensommersol. Heldigvis er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og jeg benytter derfor efterårets komme til at lade mig friste af en god håndfuld pæne og budgetvenlige efterårssager. Ovenstående outfit kunne nemlig være et overordentligt godt bud på et perfekt efterårslook i gode og lune materialer så som uld, silke og kashmir.

Jeg har stadig en silkebluse stående på min efterårsshoppeliste, og denne fra H&M med bindebånd i halsen er et ret fint bud. Den ville være perfekt til både jeans eller til en nederdel i læder eller denim. Jeg kunne også godt tænke mig en opgradering på støvlefronten, eftersom forrige års støvlekøb er ved at være lidt trætte. Slangeskindsstøvlerne fra Topshop har jeg luret på noget tid,  og de bliver altså ved med at spøge lidt i baghovedet.

KLÆDT UD SOM EFTERÅR

II GANNI FRAKKE (lignende HER) II SECOND FEMALE BLUSE II TOPSHOP JEANS (gammel vask, denne model) II NIKE AIR MAX 97 II ZARA TASKE (lignende HER) II

Endnu et bagsæde-skriv. Vi er på vej mod Vig og et par dage i sommerhus med vores venner, og mens Nola alligevel sover lur i autostolen ved siden af mig, vil jeg udnytte anledningen til at få strikket et indlæg sammen til jer og vise weekendens vældig efterårsagtige outfit. Følte nærmest at mine farver gik i et med mine omgivelser som jeg var iført min nye bluse fra Second Female i den fineste brændtorange farve og mine rødbrune lokker som her i oktoberlyset næsten kan se helt gyldnr ud. Det et er sjovt, som man lærer at sætte pris på nogle andre ting, som man bliver ældre. Gennem min barndom var jeg så træt af mit røde hår, og ville for alt i verden have ønsket, at jeg havde leverpostejsfarvet hår ligesom alle mine klassekammerater. I dag? Der ville jeg ikke bytte mit røde hår for noget, og jeg har det meget bedre med at skille mig lidt ud qua mit hår end jeg har haft det før. Endnu et tegn på at det der “voksen” stille og roligt er ved at indfinde sig hos mig. 

Generelt kan jeg også mærke, at jeg efter jeg er blevet mor er begyndt at hvile lidt mere i mig selv og de prioriteter der er vigtige for mig og min lille familie. Snakkede med min veninde om det igår, der er mor til en pige på 10 måneder, og som netop er vendt tilbage til arbejdsmarkedet efter endt barsel. Hun synes hun var vokset så meget af at blive mor, og hun var ikke længere så afvisende for at gå ind i konflikter og stå ved sin ret og egne evner, når de er værd at kæmpe for. Hun føler ikke længere, hun har det samme at miste, fordi det der lige nu er aller vigtigst i hendes liv, ikke længere er job og karriere men derimod hendes datter og kæreste derhjemme. Og det kan jeg virkelig godt følge hende i. Nu har jeg jo heldigvis stadig lang tid endnu på barsel, men jeg kan godt mærke det der med at være vokset i forhold til mit arbejde med bloggen. Hvor jeg til blogevents før ville have haft lidt ondt i maven over at skulle afsted, fordi jeg ikke føler mig tilpas i det der lidt hurtige mingleri, så kunne jeg mærke til Søstrene Grene eventen for et par uger siden, at jeg virkelig har flyttet mig på det punkt. Der var ikke skyggen af nervøsitet og jeg følte mig meget mere tilpas i at skulle op og stå på mål for mig og mit univers over for en samling af med-influenter som jeg ikke har nogen relation til. Det betød ligesom ikke så meget, hvad de ville synes om mig, og om de nu ville snakke med hende mikro-influenten. Hvad der virkelig betyder noget for mig, er jo Mads og Nola, og at det jeg repræsenterer, er noget jeg selv kan stå inde for over for mig selv og min lille familie. Og den udvikling kan jeg godt lide. Ligesom mit røde hår, selvom det tvinger mig til at skille mig lidt ud. Det føles nemlig mere sikkert at skille sig ud, når man ved at man lige nu er det helt rigtige sted i sit liv ♥

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

Så er der mandagspost ♥ Og hvilken mandag, fyldt med efterårssol og lunt oktobervejr, og måske ovenikøbet ferie for nogens vedkommende? Mads har efterårsferie i denne uge, og det er så rart at have ham hjemme til at hygge med os – og om os. I skrivende stund er vi stadig nede hos mine forældre, hvor vi venter på, at Nola vågner fra lur, så vi kan vende næserne hjemad mod København. Vores lille by-baby har stornydt at være på landet og selvom hun også normalt sover gode lure i barnevognen derhjemme, så har hun aldrig sovet over tre timer til formiddag i den, som hun gjorde i mine forældres have igår #blessedbe. Senere i dag skal jeg ses med en veninde til en trilletur og i morgen sætter vi kurs mod Vig og et par dage i sommerhus med et vennepar. Gennem min barndom havde vi en familietradition om en årlig tur i sommerhus med min mors familie i efterårsferien, og for mig er sommerhusture om efteråret derfor forbundet med en helt anden hygge end om sommeren. Og den hygge glæder jeg mig til at genbesøge de kommende dage. Med trilleture i skoven og til stranden, med god mad og brætspil, og med tid til afslapning og grin sammen med gode mennesker.

Resten af efterårsferien skal bruges i København. Nola skal have sin tremåneders vaccine på torsdag, og vi har med viljen holdt kalenderen lidt åben i dagene derefter, så der er plads til bare at nusse med hende, hvis hun bliver utilpas og pjevset efter vaccinen. Men en halv uge med ryddet kalender, plads til at gøre præcis hvad der falder os ind på dagen, det passer mig nu også glimrende, og alt i alt er jeg således overordentlig tilfreds med årets efterårsferieprogram.

Nu blev det til en længere snak om denne uges planer, men i virkeligheden skal indlægget jo handle om sidste uge og de fine glimt, den havde at byde på. Dem var det heldigvis ikke småt med, og jeg elsker at bladre fotoalbummet igennem og blive mødt af både gyldne efterårsøjeblikke, strålende babyøjne og fine mig-stunder.

II Trilletur i den fineste efterårsfarvede Frederiksberg Have. Med varm chokolade i koppen, sovende baby i vognen og iklædt pæne garderobefavoritter II

II Gåturen blev efterfulgt af syndig frokost på Sokkelund. Inden jeg blev indehaver af min mor-titel gjorde jeg mig mange forestillinger om, hvorvidt det var slut med at dyrke byens mange fristelser, som vi plejer. Heldigvis har det ikke vist sig at være tilfældet. Selvfølgelig skal det hele planlægges lidt mere, og aller helst times med Nolas lur, da det ikke rigtig er i hendes interesse at være ude at spise, men afsted, det kommer vi altså, og indtil videre kan jeg ikke nikke genkendende til skræmmebilledet om, at man som forældre aldrig kommer ud længere. Vi har jo bare Nola med i barnevognen, hvilket indtil videre er gået så godt II

II Vores lille mus iført hjemmestrikket dragt, som vi har fået i gave af Annesofie. Jeg elsker at jeg har veninder og veninders mødre som gider bruge deres tid på at strikke fine sager til Nola. Det rør mit mor-hjerte ♥ II

II En nærmest magisk mig-stund, hvor jeg havde tid at sidde med en kop (varm) te og en bog i en solstråle i gården, mens Nola sov middagslur. De øjeblikke er det altså med at samle på og komme i gemme-bogen II

II Fineste mandagslevering fra husvennerne hos Comme Deux, som snart lancerer deres aller første make-up produkter bestående af to fine blushes og en bronzer II

II Yndlingsfarverne og følelsen af knitrende efterårsløv under fødderne II

II Et af sidste uges aller fineste øjeblikke; mit første møde min bedste venindes lille dreng II

II At Nola helst kun sover lure i barnevognen, gør ikke så meget, når vores gård, hvor hun sover lur, lige nu tager sig sådan her ud. Farverne og lyset er fuldstændig fantastisk lige for tiden II

10 TING DER HAR OVERRASKET MIG VED AT BLIVE MOR #2

I næste uge har jeg været babyejer i tre måneder. I kid you not. Det er altså et kvart år siden jeg sidst havde en sammenhængende nattesøvn, og det i sig selv er en rimelig vanvittig tanke, men selvfølgelig ikke nær så vildt som det faktum at vores Nola snart har været hos os i 100 dage. Har jeg så vænnet mig til at livet for altid er forandret? Det begynder at hjælpe på det. Har jeg glemt hvordan det var ikke at være indehaver af en baby? Ikke engang tæt på. Omend mindet om førnævnte sammenhængende søvn begynder at føles fjernere og fjernere. Er jeg landet så meget i min nye tilværelse, at mor-rollen er uden overraskelser? På ingen mulig måde. Derfor har jeg samlet 10 af de ting, der siden sidste indlæg i føljetonen, har overrasket mig ved at blive mor.

  1. Hvor mange freaking elefanter der kan marchere på edderkoppens fine spind, før Nola gider overgive sig til søvnen. Det er virkelig mange skulle jeg hilse at sige.
  2. Hvor hurtigt kroppen kan vænne sig til den afbrudte søvn. Mentalt har jeg derimod lidt svært ved at følge med, og tanken om, at jeg formentlig heller ikke det næste år kommer til at opleve at sove igennem kan gøre mig decideret rædselsslagen. Det er nok bare en af de tanker, man skal lade være med at tænke.
  3. Hvor mega effektiv man bliver med sin tid, når baby sover lur. Bad, oprydning, tøjvask, tømme opvasker, skriv til bloggen. Tjek, tjek, tjek og TJEK. Der er ikke noget med at sidde og nøle med tingene længere, for du aner ikke, hvornår du igen har en pause.
  4. At de der sidste graviditetskilo lader til at have slået permanent lejr på min krop, og den bløde mor-mave er tilsyneladende ikke på vej nogen steder hen. Faktisk synes jeg den er blevet blødere siden sidst, ahem.
  5. Hvor meget tid man kan bruge på at sidde og kigge på billeder af sin baby, når den sover.
  6. Hvor hurtigt byens største rander og dertilhørende rynker under øjnene har indfundet sig hos mig. Billedet der akkompagnerer indlægget her er et godt bevis for den sag. 
  7. At baby kan gå fra det største smil til hjerteskærende gråd i løbet af få sekunder og uden øjensynlig grund. Lige der er det eddermame svært at navigere i mor-rollen og gennemskue hvad gik galt.
  8. Hvor sygt stressende det er at have aftaler, hvor man skal være på et bestemt tidspunkt. Det rimer overhovedet ikke på at være babyejer, og det evige spørgsmål om, hvornår babys sult melder sig næste gang.
  9. Hvor mega sej man føler sig, når man lykkes med at putte baby til natten uden hverken gråd eller white noise app.
  10. At en baby er endnu hårdere arbejde end jeg havde forestillet mig. Én ting er manglende søvn, at være lænket til sofaen en stor del af dagen pga af amning, og en kommunikationsform der mestendels består af gråd. Noget andet er aktivering, træning og stimulering af baby, som jeg er overrasket over hvor hårdt faktisk er. Jeg havde måske forestillet mig, at det mere var sådan en hygge-nusse tid mellem lur og mad, men der går vi i stedet i træningslejr. Ikke altid til Nolas store begejstring.

FREDAGSPOST

Fredags med løvfaldssommer,  det kan da noget, hva’? Jeg er helt høj på oktobervejret indtil videre, og jeg har svært ved at forestille mig, at man kan være andet end forelsket i efteråret. Det er det perfekte barselsvejr, og jeg nyder så meget mine daglige ture rundt i byen, hvor jeg suger alle de gyldne farver og de lune temperaturer til mig. Det er med at fylde godt op på kontoen eftersom vejret sikkert slår om, før vi ser os om, og det grå og kolde efterårsvejr tager over. Men for nu, der er det bare med at nyde det, komme ud så meget som muligt, og udnytte at sæsonen for overgangsfrakker tyder på at blive god og lang. Sidstnævnte blev den endelige argumentation for, at jeg netop har klikket denne budgetvenlige uldfrakke hjem. 

Vi går en dejlig weekend i møde, og det rare program starter allerede i eftermiddag hvor jeg for første gang skal møde min bedste venindes lille nyfødte søn, som kom til verden i sidste uge. Det er så kæmpestort, når ens veninder bliver mødre, og jeg kan slet ikke vente med at møde ham og kramme på hans mor. I morgen står den på fødselsdag hos svigerfar, inden vi om aftenen sætter kurs mod mine forældre på Sydsjælland, hvor jeg på søndag holder fødselsdagsfrokost for hele familien. Skidt pyt med at det i dag er præcis en måned siden, jeg fyldte rundt. Der er ingen grund til at have travlt med at få overstået fejringen. Ind imellem babynus og fødselsdagsfejringer vil jeg finde tid til en tur i skoven, garderobeoprydning for gud-ved-hvilken-gang (den Marni taske finansierer jo ikke sig selv), og – hvis baby tillader det – afslapning med en god bog. Jeg har nemlig stadig ikke taget hul på denne bog, som jeg fik i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig sådan til at finde tid til hyggelæsning. 

Som altid har jeg denne fredag også samlet en god håndfuld gode ideer til dit weekendprogram:

  • Indvie sæsonen for varm kakao toppet med rigeligt flødeskum. Jeg var forleden forbi Frederiksberg Chokolade for at prøve deres af slagsen, og den var altså et kæmpe hit. Lavet på smeltede chokoladeknapper var det i hvert fald svært ikke at være overordentligt tilfreds med beslutningen om at gå med den store kop frem for den lille.
  • Skyde weekenden igang med en tur ud i Københavs kulturnat. AOK har lavet en guide til 10 ting du kan lave til kulturnatten
  • Stryge forbi din nærmeste boghandler og købe Hella Joofs seneste bog Dage med mildhed, modgang og mirakler til din weekendlæsning. Jeg er vild med alt, der kommer fra hendes hånd, og jeg tænker at bogen her ikke er nogen undtagelse, og jeg skal derfor have føjet den til bogreolen hurtigst muligt. 
  • Sætte dig til rette foran skærmen og find DR’s virkelig interessante programserie Mød dit urmenneske frem. Vi så afsnittet om forældre og børn den anden dag og blev helt opslugt af det og videnskaben bag. Klart en anbefaling værdig. 
  • Tage til halloween i Tivoli som slår dørene op i dag og frem til 4. november. 
  • Lade det nyåbnede pizzeria Frankies på Østerbro stå for den syndige weekendmenu. Jeg har fulgt med i deres forberedelser til sidste uges åbning (længe leve instagram) og deres pizzaer ser altså vanvittigt gode ud. Inden længe åbner også en på Vesterbrogade, og det bliver altså et farligt nyt bekendtskab at have i nabolaget.